- Jeg kunne have været den næste

22-årige Sara er på flugt fra et tvangsægteskab i Afghanistan og fra familien, der hele livet har slået og straffet hende, fordi hun var 'for dansk'.

Foto: Liselotte Sabroe

Allerede ved fødslen tegnede der sig et billede af, hvilken skæbne Sara var tildelt.

»Da jeg blev født, sagde min far til min mor: ‘Hvorfor har du født en pige? Hvad kan jeg bruge hende til?’,« fortæller den nu 22-årige Sara, der lige så længe hun kan huske tilbage, tydeligt har mærket sin families mishag og ringeagt.

Vold og overgreb prægede de første leveår i Afghanistan – som hun dagligt bliver mindet om af de mange ar fra brændemærker overalt på hendes krop – og det fortsatte, da hun som 5-årig flyttede til Danmark med sine forældre og storebror.

»Sådan har det altid været. Jeg kunne få ballade for alt. Hvis mine brødre gjorde noget forkert, så var det mig, der fik tæsk. Hvis jeg kom fem minutter for sent hjem, så fik jeg tæsk. Det var småting,« forklarer den unge kvinde, der også led hårdt under, at hendes forældre langt fra var glade for hendes livsstil.

»Jeg fik altid at vide, at jeg var alt for dansk, og at de ikke brød sig om det. I deres øjne var det forkert, at jeg ville gå i skole, få en uddannelse og arbejde. De ønskede, at jeg bare skulle være derhjemme og så blive gift, for piger skal bare være derhjemme og lære at gøre rent og lave mad,« fortæller 22-årige Sara, der dog trodsede sine forældre til en vis grad.

Hun gik i skole – fortsatte på Handelsskolen efter Folkeskolen – og hun havde et fritidsarbejde. Men at sige dem imod derhjemme, det lærte hun at undgå. Resultatet var, at Sara udviklede to forskellige personligheder.

»Derhjemme var jeg én person, og når jeg var ude, i skole og på arbejde, så var jeg en anden person. Det var hårdt, jeg levede jo et dobbeltliv.«

Hele Saras familieliv havde to sider, fortæller hun.

»Foran folk virkede de altid som de søde forældre. Især over for andre afghanere skulle de vise, at vi var en god familie. Når vi så kom hjem, så var det helt anderledes. Det var vigtigere for dem, hvad andre tænkte, og ikke hvordan jeg havde det,« siger Sara, der i årevis gik med det hele indeni. Hun betroede sig ikke til nogen – end ikke de tætteste venner, der ofte udspurgte hende, om noget var galt.

»Jeg sagde altid bare, at jeg havde slået mig. Mine gode venner troede til sidst ikke på det og spurgte efter sandheden, men jeg kunne bare ikke fortælle dem det. Jeg turde heller ikke, for jeg fik at vide af mine forældre, at jeg ikke måtte sige det til nogen. For så ville de dræbe mig,« siger Sara.

»Det er jo hårdt, for det er ens egen familie. Man forventer, at de støtter og hjælper én, men sådan har det aldrig været. De har ikke været en far og en mor for mig. Da jeg var 14-15 år overvejede jeg faktisk at stikke af hjemmefra, men jeg gjorde det ikke. Jeg følte på en eller anden måde, at det var forkert, og at jeg ikke kunne gøre det mod mine forældre. Fordi jeg er en pige, så er det jo mig, der skal sørge for deres ære.«

I september i år tog Saras liv – og fremtidsudsigter – imidlertid en uudholdelig drejning. Hendes forældre havde været på ferie i Afghanistan, og én dag, da Sara kom hjem fra arbejde, fandt hun et brev og nogle billeder på hendes skrivebord. Hun troede det var fra noget fjern familie – men hendes forældre kunne i stedet fortælle, at det var et brev fra og billeder af den mand, hun skulle giftes med. En mand på over 50 år, der i forvejen havde flere koner.

»Jeg rev billederne i stykker og råbte, at det ville jeg ikke. Men de sagde bare, at jeg ikke havde noget valg. De havde allerede sagt ja, og brylluppet var planlagt. Hver gang jeg sagde nej, fik jeg bare flere tæsk,« fortæller den spinkle unge kvinde, der for få uger siden tog skæbnen i egen hånd. Hendes far tog hendes pas og erklærede, at de inden længe skulle rejse til Afghanistan. Og efter brylluppet, skulle Sara blive derovre.

»Det ville jeg bare ikke. Den måde, kvinder lever på i Afghanistan, er ikke den måde, jeg ønsker at leve på. Kvinder har ingen rettigheder, og de skal bare gøre, hvad deres mænd siger. Jeg vidste, at hvis jeg først var kommet til til Afghanistan, så var der ingen hjælp at få, så jeg skulle søge hjælp nu, mens jeg var i Danmark,« fortæller hun.

Hun ringede til kommunen, og så gik tingene hurtigt. Efter et par timer blev hun ringet op – og aftalen blev, at Sara skulle pakke sine ting og tage afsted dagen efter. Klokken fem om morgenen sneg hun sig ud af huset – og forlod hele sin gamle tilværelse.

»Mine forældre savner jeg ikke. Men jeg har også skullet sige farvel til alle mine venner og hele mit liv. Det er derfor, at det har taget mig så mange år at nå hertil. Nu skal jeg starte et helt nyt liv, det er hårdt og svært, men det er bedre, end det liv, jeg har haft,« fastslår Sara. Og i hendes øjne var en ny identitet den eneste mulighed – det var for sent at gå dialogens vej.

»Jeg kender min familie. Hvis jeg var taget tilbage, ville de ikke kunne acceptere, at jeg havde taget hjemmefra og havde spurgt om hjælp. Jeg ville have gjort dem til skamme.«

I dag føler hun sig mere tryg, men hun tør stadig ikke gå ud alene. Hun håber, at hun snart kan fortsætte med at uddanne sig og få det liv, hun har drømt om med de muligheder, hun har i Danmark.

»Jeg føler mig dansk, og når jeg får børn, så kommer de til at leve på den måde, jeg kommer til at leve fremover. Med respekt for kvinder,« kommer det fra Sara uden at tøve. Og hun er også helt klar i mælet i hendes opfordring til andre unge piger, der kæmper med samme problemer.

»Gør noget ved det, før det ender galt. Der er så mange piger, der er blevet dræbt, og jeg kunne have været den næste. Det er svært, men det er det værd.«

Sara er ikke hendes rigtige navn, men hun ønsker at være anonym af hensyn til sin sikkerhed.