»Jeg kræver en undskyldning«

SF-politikeren Özlem Cekic fastholder, at hun ikke gjorde noget forkert, da hun som sygeplejerske var med til at sende en misbrugt pige på Bispebjerg Hospital hjem til sin familie. Velfærdsministeren er forarget og vil ikke undskylde noget som helst.

SFs nyvalgte folketingsmedlem Özlem Cekic var i centrum, da hun mødte op med sin lille datter, da Folketinget i november sidste år samledes for første gang efter valget. Nu er Cekic igen i centrum, idet velfærdsminister Karen Jespersen vil have undersøgt, om Cekic har overtrådt loven i forbindelse med sit tidligere job som sygeplejerske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

»Jeg har ikke gjort noget forkert.«

Så klar er meldingen fra SF’s socialordfører Özlem Cekic. Hun bliver i øjeblikket undersøgt af den øverste klageinstans på velfærdsområdet efter hendes udtalelse i Berlingske Tidende om, at hun som sygeplejerske har været med til at sende en misbrugt pige hjem til sin familie for over fire år siden.

Özlem Cekic arbejdede på et københavnsk hospital mellem 2000 og 2004, hvor episoden skete, Velfærdsminister Karen Jespersen bad fredag Ankestyrelsen om at se på sagen.

»Jeg synes, ministeren er virkelighedsfjern og totalt desperat. Hun skulle gøre noget ved de socialt udsatte børn i stedet for at slå mod en sygeplejerske,« siger Özlem Cekic, som fredag blev ringet op af en ansat i Ankestyrelsen.

»Han sagde ikke et ord om, at Karen Jespersen havde sat ham til at undersøge mig. Vi talte om, at jeg kunne trække på Ankestyrelsens viden om socialt udsatte børn,« siger hun.

Tænkte du ikke over, at Ankestyrelsen ringede?

»Nej.«

Kan du have gjort noget forkert dengang, sagen ligger jo langt tilbage?

»Nej, kommunen havde selv mistanke om, at pigen var blevet misbrugt, de henviste hende selv til os, og hele teamet af socialrådgivere, læger, sygeplejersker og en psykolog var enige, pigen sagde også nogle meget voldsomme ting til os.«

Hvorfor blev pigen sendt retur til familien?

»Vi kunne ikke gøre mere, vi har ikke ret meget plads på hospitalerne, og der var mange børn på venteliste, der havde det værre end hende. Vi fortalte, at vi havde en meget stærk mistanke om seksuelt overgreb, men kommunen bad os sende hende hjem igen.«

Blev nogen dømt i sagen?

»Det ved jeg ikke, jeg har ikke adgang til hendes videre forløb. Men jeg kan godt fortælle dig, at jeg vil have en undskyldning, når den her undersøgelse er færdig. Jeg er ikke imod at undersøge sagen, men jeg er imod måden at angribe mig som person på,« siger Özlem Cekic.

Er du overbevist om, at du har handlet korrekt?

»Ja, 100 procent.«

Ingen undskyldning
Özlem Cekics udtalelse om den misbrugte pige faldt efter Berlingske Tidendes historie om en række socialrådgivere fra Kalundborg, der klagede over kommunens håndtering af udsatte børn. Velfærdsminister Karen Jespersen bekræftede i går, at hun fredag bad Ankestyrelsen gå ind i sagen om Özlem Cekic og det misbrugte barn. Og Özlem Cekic får ikke en undskyldning.

»Jeg er simpelthen vildt forarget. Hun kommer med en løs påstand, som ikke er dokumenteret, Jeg har ikke noget at undskylde,« siger Karen Jespersen og fremhæver. at hun på ingen måde har til hensigt at gå direkte efter SF-politikeren.

»Jeg har pligt til at indberette sådan noget, det har alle, uanset om man er MFer eller noget andet, når vi hører om alvorlige forbrydelser. Hvis hun ikke har gjort noget forkert, så er det kommunen, og så håber jeg, at de går rundt med en skræk i livet. Sexmisbrug er en alvorlig forbrydelse. Jeg vil til enhver tid bede Ankestyrelsen om at gå ind i en sag igen, « siger Karen Jespersen og fortsætter:

»Jeg synes ærlig talt, at Özlem Cekic skulle være glad for, at der nu sker noget i sagen.«