»Jeg har stadig ikke helt forstået, at hotellet er brændt ned – det er som om, at mit andet hjem er forsvundet«

Svinkløv Badehotel, som nedbrændte natten til mandag, var landets mest populære sommerpension, en kulturel og gastronomisk institution.

Svinkløv badehotel er natten til d. 26. september brændt ned til grunden. Svinkløv badehotel blev bygget i 1925 og var Danmarks største træhus. (Foto: Rasmus Skaftved/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere

Det var langtfra Danmarks ældste badehotel og arkitekturen ikke nødvendigvis landets mest originale. Ikke desto mindre var Svinkløv Bade­hotel, som nedbrændte natten til i går, landets formentlig bedst kendte badehotel. I hvert fald det sommerpensionat, hvor det var sværest at få et værelse.

Da undertegnede således denne forsommer ringede til Svinkløv i håbet om at få lov til at booke et værelse bare en enkelt nat i løbet af sommeren, fik jeg at vide, at første hul i kalenderen lå i slutningen af september – altså nu. På Svinkløv var det kotyme at bestille værelse til næste års ferie, samtidig med at man tjekkede ud og betalte dette års regning. Gerne samme uge, samme værelse og samme bord i restauranten.

Beliggenheden spiller afgjort en rolle – det gjorde den allerede i 1920, da Carl Brix Kronborg og frue vendte hjem til Nordjylland efter en årrække i USA og ville opføre et badehotel i første klitrække på Slette Strand ved Jammerbugten.

Såvel de lokale som Klitvæsenet var imod planerne, men Kronborg fik sin vilje. Muligvis fordi han var så snu at lade hotellet med plads til 14 pensionærer tegne af den kongelige bygningsinspektør Ejnar Packness, som tilsyneladende havde forbindelserne i orden.

Hotellet stod klart til åbning i pinsen 1925 – og blev udvidet tre gange til den nuværende størrelse. Da badehotellet brændte ned til grunden natten til mandag, var det således Danmarks største træhus.

Et sted som intet andet sted

Der er næppe nogen steder i kongeriget, hvor solen tager sig bedre ud, end når den går ned i Jammerbugten, og man sidder på terrassen foran badehotellet med et glas champagne. Terrasse er nu så meget sagt, for man mere eller mindre sidder direkte i klitterne på et underlag, som ikke er plant – man opholder sig med andre ord midt i naturen, og det er netop det, Svinkløv handler om.

Få steder på Vestkysten ligger så godt i læ fra havet, og få steder kan man have det så meget forsig selv – der er ikke noget at sige til, at de fleste udendørsscener fra TV 2s dramaserie »Badehotellet« er optaget netop her.

Det er svært at forestille sig en bedre badedag – med et afbræk midt på dagen, når den friskstegte rødspætte indtages oppe på hotellet. Før man igen vender tilbage til stranden for at opbygge appetit til middagen, som indtages i »den gule stue«. Ikke fordi væggene er farvet gule, men fordi de ser sådan ud, når det lange lys falder, mens solen er på vej ned.

Hotellet var velholdt. Det nye værtspar, Kenneth og Louise Toft-Hansen, havde den forgangne vinter givet såvel facade – inklusive 800 kittede ruder alene i underetagen – og værelser en tur. Svinkløv Badehotel stod dog definitivt i den gamle stil, uomtvisteligt lowtech uden wifi og TV på værelserne, som ikke alle havde bad. Lidt af en kontrast i forhold til Ruths Hotel i Skagen, som har fået wellness, spa og swimmingpool.

Netop denne autentiske stemning af en fjern tid, hvor man ikke bare kunne tage et charterfly til Grækenland eller til Thailand, men indkvarterede sig flere uger i træk på et sommerpensionat ved den hjemlige kyst, var en af stedets styrker.

»Det var en tidslomme. Når man kom der, var det som om, alt det onde i verden forsvandt – alle krigene og terroren. Alt åndede fred og idyl,« fortæller Nina Rosenmejer, Fredensborg, som er kommet hvert år på hotellet siden 1974, ligesom hendes bedsteforældre og forældre kom der, og hendes søn kommer der.

»Jeg har stadig ikke helt forstået, at hotellet er brændt ned – det er som om, at mit andet hjem er forsvundet. Jeg ved ikke noget bedre end at vågne op på et af de værelser. Der er folk, der stadig kan huske min mormor og morfar. Der var stadig gæster deroppe, som jeg er Des med. Det har jo aldrig været noget billigt sted, og det har jo altid været pæne folk, som kom her – folk som blev tiltalt med deres titel, hr. overlægen eller advokaten,« husker Nina Rosenmejer.

Hun har dog noteret sig, at Svinkløv de seneste år er blevet lidt af et kendissted, hvilket har gjort det klart sværere at få værelse og bord.

Og det er da også rigtigt, at en aften på Svinkløv, hvad rollebesætningen angår, nemt kan ligne en vejfest hjemme i reservatet – nord for København – ligesom i Gl. Skagen.

Men modsat Skagen er det ikke Poul og Fritz – fra DRs Rytteriet – som kommer her, dertil er komforten simpelthen for lav. Der var således ingen Maseratier på parkeringspladsen foran Svinkløv, som man ser det på Ruths – man tager ikke på Svinkløv for at flashe.

Som Kenneth Hansen skriver i et lille kapitel om hotellets gæster i koge- og stemningsbogen »Svinkløv Badehotel«, som udkom tidligere på året:

»De nye bliver indført i de uskrevne regler: Man bralrer ikke. Man holder ikke pladser til andre, når folk flokkes. Man tager ikke bare bridgebordet uden at spørge.«

Der var råd til ordentlig mad

Når badehotellets aktiver skal gøres op, kommer man ikke uden om Lise Emborg, som drev stedet gennem 22 år, indtil hun i vinter overdrog nøglerne til det nye værtspar. Blandt Lise Emborgs styrker var ifølge køkkenchefen fra 1997 til 2003, Mikael Kopp Christensen, at hun som en stærk dame var ligebyrdig med gæsterne, og at Emborg qua sin baggrund var økonomisk uafhængig, således at der var råd til at lave ordentlig mad i køkkenet.

Netop det gode køkken, som med Kopp Christensens ord bare er blevet bedre over årene, har været en de stærkeste drivkræfter. Lise Emborg forstod tydeligvis, at det bliver sværere og sværere at lokke det klientel, som har råd til en uge på Svinkløv, til Nordjylland, såfremt der er kantinemad på menuen.

En af Danmarks skarpeste kokke

I 2009 lokkede Lise Emborg således en af rigets absolut skarpeste kokke til, Kenneth Hansen, som dengang huserede på Prins Ferdinand i Århus og siden blandt andet har repræsenteret Danmark ved Bocuse d’or, det uofficielle VM for kokke.

Umiddelbart skulle man tro, at der var lysår fra konkurrencemad og en haute cuisine-restaurant med fire-fem borde i Aarhus til at skulle affodre flere end 100 kuverter med en menu, som skifter hver eneste dag gennem hele sæsonen. Men Kenneth Hansen, som i vinter også overtog det fulde ejerskab, har formået at bygge bro mellem traditionen – ikke mindst i form af den berømte valnøddelagkage ved kaffebordet, som kræver en efterfølgende spadseretur, hvis der også skal være plads til aftensmad, og hans moderne sæsonbetonede køkken. Gourmetmad i afslappet regi kunne man kalde det.

Det eneste, som Mikael Kopp Christensen udtrykker det, der ikke helt er fulgt med Svinkløvs himmelflugt, er betjeningen. Men som det stod skrevet på et skilt i badehotellets restaurant, da vi var forbi i sommer:

»Dette hotel ligger uden for stresszonen. Vil De have maden hurtigt, så tag ind til byen.«