»Jeg har overlevet en frygtkultur – så jeg overlever nok også en halshugningsvideo«

I ghettoerne frygter indvandrerne, at de mister deres rødder. Med social kontrol og vold forsøger de at overleve, mener Ahmad Mahmoud, der har skrevet et opgør med frygtkulturen i parallelsamfundene.

»Den sociale kontrol holder folk på plads med frygt. Det gør den for at forhindre, at vi flytter os med det resultat, at kulturen opløses. Det er frygten, der driver den kultur,« mener Ahmad Mahmoud. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han blev brændt med cigaretskod af sin bror for at spørge, om det nu også er haram at ryge? Han har som seksårig fået prygl af sin far for at blot at græde – og endnu flere bank for at have vækket patriarken af sin middagslur. Faren og hans ældste bror var som trykkogere. Selv små uenigheder kunne få dem til at eksplodere.

Det er hverdag for mange i indvandrerghettoerne i Danmark, mener Ahmad Mahmoud.

Den 27-årige maskinmester på Novo Nordisk er med sin debutbog »Sort land – fortællinger fra ghettoen« på en mission. Den samme mission som »lidelsesfællen« Yahya Hassan havde i sin rekordsælgende digtsamling fra 2013 – at vise, hvad der foregår under lysstofrørene i indvandrerghettoerne i Danmark.

Han vil ikke vise os det. Bogen er en inspirationsbog for unge potentielle ghettoudbrydere. Han vil give dem en stemme, de kan spejle sig i, forklarer han.

Selv om Ahmad Mahmoud i detaljer beskriver, hvad der foregår i familien, indtil han af frygt for at blive tvangsgift forlader den som 18-årig, vil Ahmad Mahmoud ikke udstille sin familie.

»Det handler om at udstille kulturen,« siger han.

I sin bog, der er ment som en debatbog, beskriver Ahmad Mahmoud usentimentalt og nøgternt et frygtens imperium i en palæstinensisk indvandrerfamilie i Askerød ved Hundige syd for København. Han er selv næstyngst i en søskendeflok på syv og derfor offer for familiens udnyttelse af ham til alskens gøremål.

De første trusler er indløbet

Grunden til at borgerne i indvandrerghettoens frygtkultur holder fast i et rigidt og gammeldags hierarki og i undertrykkende kønsroller er, at det er afhængigt af social kontrol for at kunne fortsætte, mener Ahmad Mahmoud.

»Den sociale kontrol holder folk på plads med frygt. Og det gør den for at forhindre, at vi flytter os med det resultat, at kulturen opløses. Det er frygten, der driver den kultur. Frygten for at vi bliver for danske eller mister vores rødder. Jeg beder ikke folk assimilere sig i det danske samfund. Jeg beder dem om at blive frie individer, der står på egne ben og tager deres egne valg i livet.«

Var Ahmad Mahmoud blevet inden for ghetto-kulturen, var han aldrig blevet færdig med sin uddannelse, fortæller han.

»Jeg skulle altid gøre noget for de andre i familien eller hente noget eller aflevere noget eller hente deres børn eller koner. Fuldstændig latterlige ting. Og når det er hele tiden og konstant, så fylder det så meget, at du ikke kan fungere. Du kan ikke passe en uddannelse, for der er hele tiden noget vigtigere, som fællesskabet har brug for, at du gør. Gang det med ti eller hundrede, så har du den situation, kvinderne i den kultur står over for. De skal gøre, hvad der bliver sagt. De bliver kun hørt, når de blive spurgt. De bliver ikke anerkendt som selvstændige individer.«

Ahmad Mahmoud er klar over konsekvenserne af at udgive bogen. Trusler er allerede indløbet. Det grelleste eksempel er en video af en, der får hugget hovedet af.

»For helvede, det er for åndssvagt,« griner han.

»Men jeg har overlevet en frygt-kultur. Jeg overlever nok også en halshugningsvideo.«

Familien er vred over hans bog. Og de politiske fløje slikker sig om munden over mønsterbryderen fra ghettoen.

»Du har Dansk Folkeparti på den ene side. Du har halal-hippierne på den anden side og dem inde fra ghettokulturen bag ved dig. Jeg skal kæmpe på alle tre fronter på én gang. Jo, det vil blive misbrugt. Og husk på, den her undertrykkende frygtkultur er opstået i Danmark. Den er ikke kommet hertil med palæstinenserne eller tyrkerne eller med kurderne eller med muslimerne. Det er en kultur, der har fået lov til at opstå i Danmark på baggrund af forfejlet integrationspolitik.«

Min generation skal selv tage ansvaret

Ahmad Mahmoud mener ikke, han dermed skyder skylden for en voldelig ghettokultur på det danske samfund.

»Nej, det er ikke det, jeg siger. Det, at man havde berøringsangst dengang i 1970erne og 1980erne, det har vi fået konstateret tusind gange. Fred være med det. Det er der ikke noget at gøre ved. Grunden til, at jeg skriver bogen, er, at min generation selv skal tage ansvar for den frygtkultur. Danmark ikke frelse os. Vi skal selv tage opgøret med ghettokulturen. Danmark skal også stå klar med hjælp, for det er ikke alle, der er stærke og modige nok til at tage den kamp.«

Ahmad Mahmoud havde hørt rigeligt til familiens planer om at gifte ham bort til en pige i familien til, at han turde blive hjemme efter sin 18-års fødselsdag. Han gik til kommunen og fortalte om sine forhold, og at han søgte et sted at bo. På kommunen fik han en liste med 20 herberger.

»Så kunne jeg få lov til at sove og bo blandt narkomaner og alkoholikere og ellers komme på en venteliste, hvor jeg om et halvt år måske ville få en bolig i den samme ghetto i Askerød, som jeg prøvede at komme væk fra. Så kan jeg godt forstå, at mange er bange for at tage kampen for at komme væk. Når samfundet ikke vil hjælpe, når vi endelig gør det.«

Det var en lærer på Hundige Skolen, der efter hans egen mening reddede ham ud af frygtkulturen i ghettoen i Askerød.

»Til en skole hjem-samtale bad hun mig tale ordentlig dansk og lade være med at sige »tjiere« og »tjyvere« og »walla billa« (jeg sværger, red.). Hun ville ikke have, at jeg lød dum, for jeg var ikke dum, sagde hun. I dag ville man kalde sådan lærer for racist. Men det er man jo ikke, bare fordi man forlanger noget af os. Tværtimod, man skal forlange noget af os. Det er den eneste måde, vi kommer til at tro på os selv på. Det er ved, at andre også tror på os.«

Ahmad Mahmoud - »Sort land – fortællinger fra ghettoen«. 190 sider. 200 kroner. Peoples Press. Er udkommet.