»Jeg har længe overvejet at sætte foden ned«

Han er karrieremand og Berlingskelæser, vegetar og tror på reinkarnation. Han mener en ny borgerlighed bør handle om at være rummelig. Det er visionsløst at reducere det til skattelettelser. Mød Jan Pedersen.

Jan Pedersen, karrieremand på 42 og Berlingskelæser: »Det var et »miniapartheid« eller »mini berufsverbot«. Der blev set skævt til en som borgerlig. Det er meget tydeligt på omgangstonen og meningstilkendegivelserne i det offentlige, at man er venstreorienteret.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Hellerup-borgeren Jan Pedersen har fået nok. På den stille måde, selvom den 42-årige akademikers karriere drøner derudad. Han er uddannet i musikvidenskab og historie, hans hovedfag er biologi, og han har arbejdet for utallige arbejdsgivere fra Det Europæiske Miljøagentur over fondsrådgivning til tekniske forvaltninger i forskellige kommuner. I dag er han ledelseskonsulent.

Det er efter hans seks år i det offentlige, hvor han følte, at det ikke var salonfähigt og karrierefremmende, at sige man var borgerlig, at han nu meget mod sin venlige konsensussøgende natur, siger det ligeud.

»Det var et »miniapartheid« eller »mini berufsverbot«. Der blev set skævt til en som borgerlig. Det er meget tydeligt på omgangstonen og meningstilkendegivelserne i det offentlige, at man er venstreorienteret.«

Det er vel ikke det samme som, at man er mod borgerlighed?

Han fortæller om en kollega, der ved flere møder, lænede sig ind mod ham og sigende sagde »når der er folk fra Dansk Folkeparti til stede…« som var der var tale om en farlig invasiv art.

»Han forsøgte at få mig til at bortforklare eller forsvare mig. Jeg valgte ikke at reagere, og derfor gik den også i sig selv igen efter noget tid. Men han forsøgte. Og så ved jeg godt, hvad han mener ud fra den klassiske opfattelse af, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Det undrer mig, for jeg har altid gået meget stille med min borgerlighed, uden i øvrigt her at tage diskussionen om, hvorvidt Dansk Folkeparti er et borgerligt parti.«

Vi sidder overfor hinanden på hver sin side af spisebordet. Som en eksamenssituation eller en leg, hvor man skal se hinanden i øjnene. Det er også det eneste ”stive” denne eftermiddag i villalejligheden.

Jan Pedersen er moderne borgerlig, hvis han selv skal sige det. I overensstemmelse med tidens uendelige udvalg på livets hylder er han svær at sætte i bås: Troende, vegetar, tror på reinkarnation, mediterer hver aften, styrketræner flere gange om ugen. Han er karrieremenneske, følsom og orker ikke mandehadende feminister. Han er tiltrukket” af Nye Borgerlige, fordi partiet har givet den traditionelle konservatisme et tiltrængt twist, ved at være mere indvandrerkritiske.

»Sjovt nok opfatter jeg ikke mig selv som en, der er meget ideologisk rent borgerligt. Det er mere en grundindstilling. En livsindstilling. Jeg er for eksempel nervøs for ordet frihed. Det er godt at kunne udfolde sig, men der skal være faste rammer. Og ikke altid fokus på ”den lækre bundlinje.«

Hans personlige bundlinje, handler om rummelighed. Den viser mere overskud blandt borgerlige, har han registreret.

»Mange borgerlige mennesker i min omgangskreds har et stort rum, og det har jeg ikke mødt meget af blandt venstreorienterede. Jeg er ked af at bruge sådan en massebetegnelse, men når de taler om »hjertet« og den her retorik, der dækker over tolerance - den holder ikke i praksis og er hyklerisk, for den gælder kun deres ven, og du er kun defineret som deres ven, hvis du mener det samme som dem.«

Han holder en kort pause.

»Og når du ikke er med i vennekredsen så er der frit slag.«

Og sådan er det ikke blandt borgerlige?

”Det kan det være. Absolut. Men generelt kan borgerlige godt anerkende, at folk har et anderledes synspunkt. Det er svært for folk på venstrefløjen, for de vil ikke tåle kritik af deres synspunkt.«

Jan Pedersen mener borgerligheden leder efter sig selv og efter »markante politiske og kulturelle personligheder.«

»Mange borgerlige står af og tager ikke den værdipolitiske debat. Derfor bliver det hurtigt reduceret til skattelettelser. Og det er, undskyld mig, fantasiforladt og visionsløst. Vi må have en bredere forståelse af borgerlighed.«

Er det grunden til den borgerlige krise?

»Ja. Man har nogle traditionelle mærkesager, men dem griber de ikke an, så det giver genlyd.«

Under den genlyd, Jan Pedersen efterlyser, bør der ligge en grundtone, mener han. Tonen hedder dannelse.

»Det er et forslidt udtryk, og der en risiko for, at når man taler om dannelse, så synes man selv, man er meget dannet, underforstået, at det er du nok ikke.

Dannelse er for Jan Pedersen et svært begreb at indkredse, men handler, set med hans øjne, bl.a. om at være bevidst om, at vi er en del af en historisk og kulturel ramme, at orientere sig bredt i kultur- og samfundslivet og stræbe efter at forædle sine dårlige sider samt se dem mindre tydeligt hos ens medmennesker.

»Og, at man har en adfærd, hvor man ønsker at tilgodese andre mennesker.«

Han tænker på Per Stig Møller som et forbillede, der »desværre ikke er nogen oratorisk begavelse.«

»Der er nogle på den borgerlige fløj, der primært tænker: Hvad vil du præstere her i livet? Hvad kan der måles på den præstation? Har du succes?«

Han vil ikke nævne navne.

»Det gør dem effektive og dygtige og beundringsværdige på mange punkter, men også en smule ensporede. Og det er det ensporede fokus på økonomisk politik, der gør det fattigt, for de taler ikke til folks hjerter.«

Det er det udtryk, du kritiserer venstreorienterede for at bruge?

»Ikke desto mindre skal man også som borgerlig kunne appellere til et menneske.«