Vi har tolv ure i huset, alligevel slår tiden ikke til

Sådan begynder »Tiden«. Digtet skrevet af Benny Andersen om den hektiske tid, som hurtigt får vinger at flyve med. I dag er Benny Andersen da også 85 år, stadig aktiv forfatter og digter, og selv har han seks ure i hjemmet, og tiden slår lige til. I Sorgenfri med campari i glasset og E-cigaretten på bordet læser han forordene til »Tiden« op:

»En dag blev min datter gift. Af en eller anden grund kommer denne begivenhed altid bag på brudens far, og jeg var ingen undtagelse. I min erindring synes det jo kun et par uger siden, hun var en lille skolepige med hestehale og sjippetov. Og pludselig kom en fremmed, ung mand og bortførte hende og giftede sig med hende. Jeg blev aldrig helt den samme mere. Det gjorde hun i øvrigt heller ikke.«

»Og de blev i øvrigt skilt et par år efter,« siger han og griner.

En datter, der pludselig stod ved alteret, var medvirkende til en ny opfattelse af tiden; den farer af sted. Man kan næsten ikke følge med. Men med tiden vænner man sig til at blive forbavset, når naboens søn pludselig er steget én over hovedet, eller når barnebarnet er blevet en »ordentlig moppedreng«.

»Det gibber lidt i en,« siger Benny Andersen.

Men der er også andre gange, hvor tiden føles uendelig lang. Benny Andersen giver et eksempel:

»Jeg kan huske, da jeg gik i skole, og så det blev sommerferie – især hvis der var en pige i klassen, man var forelsket i, så var der over en måned til, man skulle se hende igen – åhh,« stønner Benny Andersen med vrængende røst.

Man må udnytte tiden, mens man har den

Sådan fortsætter »Tiden«.

»Nu er jeg jo selv oppe i årene,« indleder Benny Andersen.

»Men jeg har ikke tid til at kradse af.«

Hans senere år er »bonusår«. Han har været igennem nogle perioder, hvor livet måske har hængt i en tynd tråd, så han »har ikke noget til gode«, udover:

»Der er nogle ting, jeg gerne vil have skrevet færdigt.«

Selv om Benny Andersen ikke har svært ved at fylde tiden ud – enten med skriverier eller turné med Povl Dissing – gør både han og hustruen Elisabeth Ehmer en dyd ud af at kede sig. Det er ligefrem en luksus. Som han skriver i digtet »Fald i staver«:

Fald i staver mit barn. Fald bare i staver, sid og glo ud i luften ind i væggen, på en flue, på ingenting, vær fraværende, vær væk et øjeblik eller timer, alt har sin tid

Som en parentes i planlagte hverdage er det rart bare sidde og se noget »åndssvagt fjernsyn«.

»Derfor bliver vi aldrig stressede, selv om vi har nogle meget stressende perioder.«

Man fotograferer sin hidtil unge hustru med blodrigt sigøjnertørklæde, men næppe er billedet fremkaldt, før hun forkynder, at det så småt er hendes tur til at få folkepension

Elisabeth Ehmer og Benny Andersen har været gift i 11 år. Eller hvordan er det nu, det er?

»Elisabeth, var det ikke i 2004, vi blev gift?« råber Benny Andersen ud mod køkkenet.

»Jo,« svarer hun og kommer ind i stuen.

»Det er vigtigt, du husker det – havde du glemt det?« spørger hun. »Nej, nej. Det var jo mig, der nævnte det; var det ikke i 2004?« »August 2004,« præciserer hun.

»Jeg ville bare være på den sikre side.«

Har du fortrudt?« spørger hun med et glimt i øjet.

»Nej. Det har jeg ikke!«

Benny Andersen sidder tilbage med et smil.

»Der er nogle ting, der føles længere tilbage, end det egentlig er. Det er også, fordi vi har oplevet så mange ting sammen. Det føles lidt kompakt, at man næsten ikke kan forstå, at det kun er 11 år siden, vi giftede os.«

I en Gallup-undersøgelse for Berlingske svarer 26 procent af de, som er 60 år og opefter, at de ofte føler, de har for lidt tid. Det dér med at have for lidt tid kender Benny Andersen godt. Men han har lært at henvise til sin kone, for hun »har lettere ved at sige nej«, som han siger.

»Hun er meget god til at tilrettelægge min tilværelse.«

Den tidligere kvinde i Benny Andersens liv, Cynthia Rosalina, den nok mest besungne kvinde i Danmark, vendte på mange måder op og ned på hans måde at anskue tilværelsen på. Blandt andet som han skriver i »Aftentur med Rosalina«:

Hvorfor se tilbage, når man hel’re vil se frem

På samme måde lærte hun ham, at det ikke er altid, man har noget at glæde sig over. Men man kan altid finde noget at glæde sig til.

Derfor er Benny Andersen ikke en herre, der sidder og mindes i de kedelige stunder, han bevidst tager sig. Han må dog indrømme, at korttidshukommelsen bliver kortere, mens langtidshukommelsen bliver længere.

»Hvor var det, jeg kom fra? Nå ja, det var ovre fra klaveret,« plejer Benny Andersen at joke, når han optræder med Povl Dissing.

»Når man bliver så gammel, som jeg er, kan man nogle gange tydeligt huske ting, man aldrig nogensinde har oplevet,« griner han.

Fortiden er ikke et hyppigt samtaleemne. Men stednavne sætter gang i minderne, som når han kommer forbi Hedehusene, tænker han på sin far; en stor sproglig inspirator for Benny Andersen. Faren plejede at sige:

»Ved I hvorfor det hedder Hedehusene? Noget skal de jo hedde, husene.«

»Der er nogle gange, så dukker fortiden op og bliver lyslevende og aktuel,« siger Benny Andersen.

Hvor bliver den af, har den nogensinde været der, har man brugt for megen tid på at trække tiden ud

»Tiden« skildrer panik og stress over tiden. Det gør Benny Andersen ikke. Måske hænger det sammen med, at nogle har travlt med deres arbejde, og andre – nok mest pensionister, indvender Benny Andersen – bruger tiden på deres hobby. Ligesom Povl Dissing og Benny Andersen.

»Vi kan leve af vores hobby. Så bliver man heller ikke stresset af det frem for at have et 7-17-arbejde,« siger Benny Andersen, der fik sit første job som spillemand som 19-årig.

»Jeg har været ret flittig og skal også være det stadigvæk.«

Og når man ikke er stresset, er der mulighed for at improvisere. Når Dissing og Andersen er på tur, fortæller Benny Andersen om Svantes viser og pølsemanden. Dengang sagde pølsemanden De til kunderne. Nu til dags er de fleste dus.

»Og så røg det bare ud af munden på mig; »Povl Dissing – eller han skulle nok egentlig have heddet Dussing«,« griner Benny Andersen. »Det kommer, når man ikke er stresset. Overskud giver overskud.«

Uden overskud og improvisation, ender det, som han slutter »Tiden«:

Man må benytte tiden i tide, flakke om en tid uden tid og sted, og når tiden er inde, ringe hjem og høre »De har kaldt 95949392? Der er ingen abonnent på det nummer« Klik