»Jeg har fået så mange elevatorblikke«

Berlingske har talt med tre personer med handicap om deres oplevelser på arbejdsmarkedet

Cath Borch Jensen (V), Nina Rasmussen (M) og Vivien Batory (H) Fold sammen
Læs mere

Cath Borch Jensen, 32 år, danser og zoneterapeut, spastiker

Cath Borch Jensen er spastiker og har netop medvirket i danseforestillingen SPLASTIC i Dansehallerne i København. Her udforsker hun potentialet i spastisk bevægelse. Til hverdag arbejder hun som zoneterapeut hos Wellnesskompagniet i København.

»Da jeg besluttede at uddanne mig til zoneterapeut, ringede jeg op til skolen og fortalte, at jeg var spastiker og kunne tænke mig at starte. Der blev helt stille i den anden ende. Efter lang tid svarede forstanderen: ’Jamen, vi har trapper.’ Det er altid forskelligt, hvor mennesker ser udfordringerne i mit handicap.

»Som zoneterapeut har jeg fået så mange elevatorblikke, når jeg kommer ud til kunder. ’Kan du det her?’ tror jeg, de tænker. Jeg plejer ikke at tage emnet op, og så bliver de endnu mere overraskede, når de opdager, hvad jeg er i stand til. Jeg håber, at det er med til at nedbryde nogle fordomme.«

»Vi skriver 2016 og kan efterhånden finde ud af tale åbent om køn, etnicitet og alle mulige former for seksualitet. Men i forhold til at tale om handicap befinder vi os stadig i stenalderen. Hvis bare I ville spørge mig om, hvad mit handicap egentlig betød.«

»Der er mange, der har et billede af en spas­tiker som en person, der savler lidt og er lidt åndsfraværende. Som skal bruge hjælp til at tørre sig. Men vi er rigtig mange, der med stor glæde tørrer vores egen røv.«

»Mennesker er generelt bange for at fremstå uvidende og akavede. Mange har en frygt for at blive latterliggjort, hvis de siger noget forkert om personer med handicap. Så vælger man at lade være med at tale om det.«

Nina Rasmussen, 37 år, uddannet SOSU-hjælper, har ADHD

Nina Rasmussen har arbejdet som SOSU-hjælper i plejeboliger siden 2000. I 2013 fik hun stillet diagnosen ADHD. Hun begyndte at tage medicin og gav arbejdspladsen besked om, at hun havde behov for at arbejde efter nogle faste rutiner. Ifølge Nina kostede det hende jobbet. I dag er hun på sygedagpenge.

»Jeg fortalte helt åbent til ledelsen og mine kolleger, at jeg havde fået konstateret ADHD. Nogle syntes, at det var godt, jeg sagde det. Men der var nogle kolleger, der havde svært ved at forstå, at jeg pludselig gav udtryk for, at jeg havde behov for faste, basale rutiner i mit daglige arbejde.

»I hverdagene var det mit eget ansvar at sikre, at de basale rutiner blev fastholdt. Hele tiden måtte jeg forsøge at retfærdiggøre de behov over for ledelsen. Jeg havde en oplevelse af, at jeg skulle tage hensyn til arbejdspladsen. Pludselig mente ledelsen, at jeg var svær at arbejde sammen med.«

»Det slog benene væk under mig, og jeg valgte at sygemelde mig. Kort efter blev jeg opsagt fra min stilling.

»Gennem hele min karriere har jeg altid fået at vide, at jeg er god til at arbejde med mennesker. Men efter jeg fik konstateret ADHD, mødte jeg fordomme om, at jeg ikke kunne klare det.«

»Folk kan finde på at sige: ’’Er du sikker på, at du har ADHD? Tror du ikke bare, at du skal tage dig lidt sammen?’ Jeg ville ønske, at folk var mere nysgerrige og forsøgte at forstå, hvad det vil sige at have ADHD, i stedet for bare at trække på fordommene.«

Vivien Batory, 39 år, tegnsprogstolk og kultur- og sprogformidler, døv

Vivien Batory lader hverken støj eller virvar anfægte sin øjenkontakt. Hendes fokus ligger på, at et sundt samfund indeholder diversitet. Men hun møder ofte forskrækkelse og forfjamskelse, når andre opdager, hun er døv. Diskrimation og fordomme mod døve er så udbredt, at det har fået sit eget begreb: Audisme.

»Fra jeg vågner, til jeg går i seng, slås jeg med fordomme. Hver dag. For virkelig at forstå, hvordan det er, skal man selv være døv. Som når en mand godt kan være feminist, men aldrig vil få den helt samme oplevelse som en kvinde.«

»Alle mine valg er truffet med diskrimination i baghovedet. Fra at læse tværkulturelle studier om døves vilkår på Københavns Universitet til beslutningen om at være selvstændig og ikke arbejde med hørende personer. Jeg tror ikke, jeg ville møde den forståelse, jeg ønsker, på en arbejdsplads.«

»Det er helt forkert, at døve ikke kan varetage hørendes job. Men jeg forstår godt, hvorfor folk tænker det. Mange døve tænker det samme og tror ikke på deres egne evner. De er vokset op med undertrykkelse så længe, at den er blevet naturlig. Audisme findes også døve imellem.«

»I stedet for at undskylde, at jeg ikke kan høre, går jeg direkte til for eksempel at bestille en café latte. Ved at udstråle, at det ikke er et problem, får jeg en bedre reaktion. I Sverige, Norge og USA er man mere åben over for døve og tegnsprog. Herhjemme ser samfundet det som et problem og ønsker at udrydde døvhed. Det får døve til at føle sig forkerte. Jeg ville ønske flere herhjemme ville omfavne døvekulturen og turde tale med døve. Døve kan alt, bare ikke høre.«