»Jeg har altid været i tæt kontakt med ofrene for vores politik«

Med Bertel Haarders afgang siger Danmark farvel til den længst siddende minister nogensinde. En oprører, som har formået at holde ild i den indre flamme og tale, så man gider lytte.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. Ministerrokade på Amalienborg d. 28. november 2016. Bertel Haarder
Læs mere
Fold sammen

Bertel Haarder besidder en evne, som er hårdt savnet mangelvare hos de fleste politikere. Når han taler, kan man ikke lade være med at lytte. For det han siger, er ikke fabrikeret andre steder end inde i hans eget tænksomme hoved.

Ordene og tankerne er hans, og uanset om han er sundhedsminister, undervisningsminister, integrationsminister, kultur- og kirkeminister eller bare en almindelig debattør, så indeholder de en rodfæstet tyngde og en særlig haardersk logik, der sjældent blot føles som at spise suppe med en gaffel.

Efter 7906 dage som minister har han nu sagt farvel til sin sidste ministerpost. Det er i hvert fald hans egen konklusion. Det skete i Kulturministeriets store mødesal med en tale fuld af humor og varme, men også masser af vemod. I oktober satte han rekord som den længst siddende minister nogensinde, en præstation som man kun opnår ved at tro på det, man står for. Og blive ved med at gøre det.

Foto: Jens Astrup. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale til Bertel Haarder ved fejringen af Haarder, som den længst siddende minister i Danmark siden systemskiftet i 1901, på Thorvaldsens Museum onsdag d. 5 oktober 2016. Bertel Haarder er den dansker, der har siddet længst som minister, det fejres i dag p Bertel Thorvaldsens Museum. 5.0ktober 2016.. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere

»Man skal have en kraftig ild, der brænder, som gør, at man stadig kan blive utålmodig og kan forarges og kræve, at det og det bliver lavet om, og man skal kunne føle, at noget simpelthen er for dårligt. Det er det en minister lever af,« siger Bertel Haarder, mens receptionsgæsterne forsøger at trænge sig frem til ham for at sige tak for samarbejdet gennem de seneste 17 måneder.

»Om ikke andet ses vi på stadion,« siger DRs Michael Christiansen.

Når man har været minister så længe som Bertel Haarder, er der ikke bare en overhængende risiko, men måske ligefrem en forventning om, at man glider i et med systemet, lader sig opsluge af embedsværkets logik og alle de behageligheder, der er forbundet med at bære de gyldne kæder.

Men intet har ligget Bertel Haarder mere fjernt. Han er forblevet en oprører. Og når man har skrevet bøger med titler som »Op mod strømmen,« »Midt i en klynketid«, »Den organiserede arbejdsløshed,«, »Statskollektivisme og spildproduktion« og »Grænser for politik«, så har man gennem hele livet. på hver en ministerpost og på hver af de over 7000 dage i ministerbilen haft en mission - et oprør mod formynderiet, ufriheden, det omklamrende institutionsdanmark, velfærdsafhængigheden og en klasse af bureaukrater, som alle sammen mener, at de bør have snablen nede i samfundets fælleskasse.

Ved overdragelsen var de der alle sammen. Kulturens snabeldyr stod på ræd og række for at sige farvel til Bertel, men måske endnu vigtigere for at sige goddag til hans afløser Mette Bock, som nu sidder på kassen. Fra Danmarks Radio var både bestyrelsesformanden og generaldirektøren repræsenteret, direktørerne fra Det Kongelige Teater og Filminstituttet var der og alle de andre, som hver især har deres faste paragraffer på finansloven.

»Jeg har givet hende et kæmpeknus,« sagde DRs Michael Christiansen og smilede til Bertel Haarder.

Han havde set fyringen komme. Allerede da forhandlingerne om en ny regering blev indledt for en uge siden, vidste han, at Liberal Alliance ville gå efter posten som kulturminister. Men han håbede alligevel til det sidste, at der kunne blive plads på holdet til ham også.

»Man kunne have sagt, at Kirkeministeriet og det nordiske hang sammen, og så kunne jeg have fået det, men sådan blev det ikke,« siger Bertel Haarder.

Et stort parti som Venstre har sine fløje, og selv om de har den samme kerne, så er de blevet kaldt noget forskelligt gennem tiden. Byvenstre mod landvenstre, højskolevenstre mod  handelshøjskolevenstre, nyliberale mod gammelliberale. Bertel Haarder tilhører den fløj for hvem værdier ikke har noget med aktiebeholdning og friværdi at gøre, men et spørgsmål om at staten, institutionerne og politikerne ikke skal fylde for meget, fordi der netop er grænser for politik.

Det er denne grundtvigske respekt for folket og en insisteren på, at man skal opføre sig ordentlig og tænke på helheden, der har betydet, at han, som engang var venstrefløjens foretrukne skydeskive, i dag er respekteret over alt.

»Man skal være god til at tage imod hilsner fra omverden. Man skal læse de breve, der bliver sendt. Min måde at være minister på, har altid været at være i tæt kontakt med ofrene for vores politik og med dem, der nyder godt af den,« siger Bertel Haarder.

Bertel Haarder havde det dårligt og svært ved at støtte sin formand, da Lars Løkke Rasmussen var kastet ud i skandalerne om tøjforbrug og rejser på første klasse. Intet i verden matchede de værdier, som den asketiske og sparsommelige Bertel Haarder stod for, end at bruge løs af andres penge.

Med den nye regering er det blevet lidt mindre af Bertel Haarders Venstre. Søren Pind, som på mange måder ligner ham, er røget et stykke ned i rækkerne. Det samme er Karen Ellemann. Om det er tilfældigt er ikke til at sige, men højskolevenstre er ikke længere så rigt repræsenteret i det store regeringsparti.

Bertel Haarder blev kultur- og kirkeminister, da posten som formand for Folketinget, som ellers længe bar hans navn, blev reserveret til støttepartiets Pia Kjærsgaard. To gange har han været tæt på at blive EU-kommissær uden, at det lykkedes.

»Men jeg har virkelig ikke grund til at klage, selv om jeg et par gange ikke har fået mine ønsker opfyldt. Så har jeg fået så meget andet,« siger han.

Og hvad skal Bertel Haarder så´bruge sin tid, sine tanker og sit oprør til nu? Han sætter sig næppe hjem til risengrøden og skriver sine erindringer. Og lytter man godt efter hans svar, så er et godt gæt, at Lars Løkke Rasmussen har lovet ham et eller andet, da de to talte i telefon sammen over en fyreseddel søndag aften.

»Han sagde interessante ting, jeg kan bare ikke referere det. I hvert fald ikke endnu. Nu bliver det noget andet,« siger Bertel Haarder hemmelighedsfuldt.