»Jeg har altid været en overlever«

Henning Louis Jensen, 92 år, delte illegale blade ud, blev arresteret af Gestapo og sad blandt andet i Horserød-lejren og til slut i koncentrationslejren Neuengammen.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Store bylder havde fortæret sig på hælene. Kun et par tynde kineserstøvler beskyttede dem. Henning Louis Jensen forsøgte, at reparere dem med et stykke ståltråd, men et forkert snuptag fik ført tråden ind i den ene byld. Han skreg ud i den mørke barak i Versen, en udelejr til koncentrationslejren Neuengamme.

Henning Louis Jensen lå op ad en franskmand, der var døende. Han havde et par støvler, der var langt bedre. Efter nogen tid mærkede han en ny besætning af lus, der søgte mod hans varme krop. Han blev klar over, at franskmanden var død.

»Jeg fik fat i liget og begyndte at snøre hans højre sko af. Jeg skulede til den venstre, og så kom der en hånd. Det var hans kammerat. Han havde også fundet ud af, at det var lykken at få et par nye sko. Vi tæskede løs på hinanden, men faldt til sidst hinanden om halsen, og så græd vi. Han fik ligets gode støvler, og jeg fik hans, der var lidt bedre end mine. Der kan man se, hvor langt ude mennesker kan være bare for at overleve.«

Henning Louis Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Sulten var det værste. Henning Louis Jensen levede af roesuppe og intet andet.

»Roesuppen rendte lige igennem os. Når tyskerne lavede bål, tog vi altid det trækul, der var tilbage og spiste det. Det var en form for kultabletter, der kunne stoppe diareen. Det handlede om overlevelse.«

Troede du på, at du ville komme derfra i live?

»Jeg har altid været en overlever. Men jeg var lige ved at himle en dag. Jeg havde sgu opgivet. Men så kom en fange løbende. Han begyndte at synge med lys stemme ’Jeg bærer med smil min byrde’. Da levede jeg op. Det var en mærkelig følelse at tage levende fra det dødsrige og så komme op i en dansk Røde Kors-bus og få en grøn Tuborg. Det glemmer jeg aldrig.«

Fortalt til Christina Nordvang Jensen.