»Jeg har aldrig været i tvivl. Han er særligt sensitiv«

Et stigende antal forældre henvender sig til skoler og daginstitutioner, fordi deres barn er særligt sensitivt og derfor skal tages hensyn til. Lærere og pædagoger ser med bekymring på fænomenet, der hverken anerkendes som diagnose eller sygdom.

Niårige Lucas (tv.) er en af de mange danske børn, der bliver betegnet som »særligt sensitive«. Hans ældre bror, Julius (th.), har ikke samme karaktertræk. Foto: Niels Ahlmann Olsen Fold sammen
Læs mere

Hun sagde det første gang, da han gik i børnehave. Hvor tingene var gået lidt i baglås med Lucas, der hver dag var vanskelig at få af sted og ville lege med perler indenfor i stedet for at være udenfor som de andre drenge. Anden gang var ved skolestart, så lærerne på forhånd vidste, hvorfor hendes søn ofte indtager en observerende plads.

Lucas er særligt sensitiv.

Med de ord om den i dag niårige søn til pædagoger og lærere har Pernille Søe Larsen skrevet sig ind i et samfundsfænomen, der udspiller sig i daginstitutioner og klasseværelser. Her henvender et stigende antal forældre sig til pædagoger, lærere og skolepsykologer med et ønske om, at der bliver taget hensyn til deres barn, fordi det er særligt sensitivt.

Det er et omdiskuteret begreb, der ikke er anerkendt som diagnose eller sygdom, men hvis selvhjælpsteori alligevel har vækket genklang hos forældre: At den særlige sensivitet er et personlighedstræk, der betyder, at nogle af os reagerer mere intenst på sanse­indtryk.

»Vi har gjort meget ud af at sige til dem, at vi bare gerne vil forklare Lucas’ reaktionsmønstre, så de kan forstå ham bedre. Vi er ikke blevet mødt med korslagte arme. Omvendt har vi godt kunne mærke den der med: »Vi ved godt, hvordan man gør tingene her.« Det har været lidt af en balancegang. Det er jo heller ikke en gangbar undskyldning hele tiden, at man er særligt sensitiv. Det er en samfundstendens med de her curlingbørn, der ikke selv gør noget galt. Jeg har da været bange for, at Lucas vil blive opfattet sådan,« siger Pernille Søe Larsen, som til daglig arbejder som børnetøjsindkøber og driver bloggen pforpernille.com.

Hos Danmarks Lærerforening ser man med bekymring på udviklingen med de særligt sensitive børn, der i fagforeningens øjne er en del af en overordnet tendens, hvor forældre ønsker særskilt hensynstagen til netop deres barn som eksempelvis korte pauser fra undervisning og mere ro i forbindelse med opgaveløsning.

»Der er en voksende gruppe forældre, der har fokus på, at deres børn sandsynligvis er særligt sensitive, og som gerne vil drøfte det her med lærerne. Lærerne går altid ind og taler med forældrene om, hvordan man kan håndtere det, uden at det samtidig går ud over fællesskabet i klassen. Men der er ressorucemæssige grænser for, hvor meget man kan tilgodese de enkelte elever,« siger Bjørn Hansen, bestyrelsesmedlem og formand for Undervisningsudvalget hos fagforeningen, som forklarer udviklingen med, at forældre af i dag er langt mere fokuserede på deres børn i alle henseender.

Det altoverskyggende problem med det særligt sensitive karaktertræk er, at det er beskrevet så bredt i de populære bøger om emnet, at enhver kan spejle sig i det. Sådan lyder kritikken fra Bjarne Nielsen, formand i Pædagogiske Psykologers Forening, hvis medlemmer – landets skolepsykologer – også melder om et stigende antal henvendelser fra forældre, der karakteriserer deres børn som særligt sensitive.

»Der er en opfattelse i vores fagkreds om, at det ikke er en forklaringsmodel, som vi som sådan kan bruge. Vi har også oplevet, at ADHD-diagnosen pludselig blev en bekvem overskrift for mange forældre. Den er heller ikke er så soleklar i forhold til det enkelte barn. Jeg er bekymret over, at forældre i dag måske lidt for hurtigt læner sig op af det her begreb. Det bunder i, at det er en bekvem måde at forklare ofte komplicerede problemstillinger på. Men det er aldrig enkelt, når børn har problemer,« siger han.

Forældrene har typisk sat sig ind i begrebet særligt sensitive børn ved at læse om det på nettet. Når forældrene bestemmer sig for, at deres barn er særligt sensitivt, bliver det en selvopfyldende profeti, hvilket er i Bjarne Nielsens øjne er uheldigt, når der er tale om børn i konstant udvikling:

»I dag mener forældrene, at diagnoserne og sådan noget som særlig sensitivitet er lettere at have med at gøre, for så skal man ikke selv være med til at ændre noget, og man behøver ikke have skyldfølelse. Nogle gange handler det jo mere om, at det er sammenspillet i familien, den er gal med, og det er forældrene ikke altid villige til at acceptere.«

I daginstitutionerne udspiller de samme scenarier sig, lyder det fra Birgitte Conradsen, næstformand i fagforeningen BUPL.

»Særlig sensitivitet er et begreb, der fylder mere og mere i vores verden. Vi anerkender, at vi har børn, der er særligt sensitive. Vores problem er, at vi ikke altid er i stand til at handle på det, fordi vi er så pressede.«

Fremkomsten af de mange særligt sensitive børn er i hendes optik et symptom på, at rammerne omkring børnene er forandrede. Der er ikke længere plads til børn, der ikke opfører sig som forventet.

»De særligt sensitive børn reagerer ofte kraftigt, når de kommer hjem i trygge rammer. Som forælder har man brug for at vide hvorfor. Og nogle gange griber man til diagnoserne og begreber som særlig sensitivitet. Vi har jo altid haft sensitive børn og børn, der er mere stille end de andre. Det ved pædagoger godt, men vilkårene for det arbejde er meget ringere end tidligere. Vi skal også passe på, at det her ikke bliver en ny omgang ADHD-børn, hvor mange pludselig falder ned i kategorien,« siger Birgitte Conradsen.

Athina Delskov er formand for HSP-foreningen, hvis medlemmer alle karakteriserer sig selv som særligt sensitive. Hun hører fra forældre om skolelærere, der eksempelvis lader de særligt sensitive børn blive oppe i klassen i frikvarteret eller lader dem gå ned på biblioteket, så de kan trække sig væk i et kvarters tid:

»Nogle af fagfolkene er måske lidt for hurtige til at afvise det. Jeg har hørt psykologer sige, at forældre kommer til at overbeskytte barnet. At de ikke kommer til at udfordre det nok. Det er en balancegang. Man skal skubbe barnet fremad, men det skal heller ikke overstimuleres. Men jeg anerkender, at det stadig er et nyt begreb. Det har stadig sin vej ind i verden,« siger hun.

Som baby var Lucas ofte syg. Som børnehavebarn gik han meget for sig selv og søgte ikke rigtig de andre børn og voksne. Det var da han rykkede fra dagplejens ro over i børnehavens mere larmende miljø, at Pernille Søe Larsen og hendes mand for alvor mærkede karaktertrækket. Her udviste sønnen selv stærkt behov for at blive forberedt på dagens gang og brød sammen, hvis tingene kom uanmeldt. Hvis de havde sagt, at mor kom og hentede ham, og det i stedet endte med at blive far, ville Lucas slet ikke med hjem.

»Det var ikke nemt for os at forstå ham. Vi kunne mærke en dreng, der mistrivedes mere og mere, mens pædagogerne så ham som anderledes. Vi fik en børnepsykolog på ham, men hun mente, at han var meget følsom og havde ekstra brug for ro. En dag så jeg et nyhedsindslag, hvor et par forklarede om den særlige sensitivitet, og dér ringede alle klokker bare for os. Vi har aldrig i den forstand søgt efter en diagnose til Lucas.«

I dag ser Pernille Søe Larsen den særlige sensitivitet som den eneste forklaringsmodel på sønnens adfærd.

»Jeg har aldrig været i tvivl. Han er særligt sensitiv. Men jeg har ikke dyrket det. For os har det bare været en måde at forstå ham på. Jeg ønsker ikke, at det bliver opfattet sådan, at Lucas er et svagt led i samfundet. Det er ikke noget han har. Det er noget han er.«

Pernille Søe Larsen har selv oplevet det. Igennem årene er hun og hendes mand blevet opfattet som den type forældre, der absolut vil have deres søn til at fejle noget. Men med tiden har hun fået folk omkring dem til at forstå, hvad det hele går ud på. Hvorfor det er svært at nå ind til Lucas, når han bliver sur. Hvorfor han har det svært med være et nyt sted.

»Det er som om børn i dag skal puttes ind i de mest gængse opfattelser af, hvordan børn skal være. I stedet for at være åbne overfor, at de alle sammen er forskellige.«

For et halvt år siden begyndte Lucas i en friskole med kortere dage og færre børn i klassen sammen med sin ældre bror, Julius. De lange dage i folkeskolen gjorde ham ofte ekstrem træt og ked af det. Selv om skoleskiftet har gjort ham godt, opfatter Pernille Søe Larsen den særlige sensivitet som et blivende grundvilkår i hendes søns tilværelse.

»At vi har forstået ham betyder, at Lucas i dag er en velfungerende dreng. Det er ikke et træk, der bare sådan forsvinder. og det at være særligt sensitiv er jo også en kæmpe styrke på mange måder. Vi kan give ham selvtilliden igennem forståelsen. Men Lucas skal lære at fungere i en helt normal hverdag, og vi kan bruge forklaringen på det særligt sensitive til at hjælpe ham godt på vej. Det er ikke samfundet, der skal bygges op omkring ham.«