»Jeg håber inderligt, vi har plantet frø til et Afghanistan på egne ben«

Marcus Knuth voksede op i en privilegeret familie og blev ansat i finansvirksomheder i New York og London. Men kort før finanskrakket i 2008 blev grevesønnen fyret og tog til Afghanistan som officer og senere diplomat.

Marcus Knuth til middag med Abdul Khaliq, lederen af landsbyen Rahim Kalay ved Sandford-basen, og en af Marcus Knuths nære samarbejdspartnere om blandt andet genopbygningen af landsbyens skole. Abdul Khaliq blev henrettet af Taleban i januar 2009. Foto fra bogen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Afghanistan har en chance for at udvikle sig positivt.

Det mener i hvert fald en af de danskere, der oplevet og levet i Afghanistan længere og under mere dramatiske forhold end de fleste andre. Marcus Knuth er en yngre mand, 38 år, men har undervejs oplevet mere, end mange når på et helt liv, og nu har han skrevet en bog, »Soldat og diplomat. Mine tre år i Afghanistan«.

Den første del af Marcus Knuths liv som den yngre af to brødre på Knuthenborg Gods hos forældrene, grev Adam Knuth og forfatteren Helle Stangerup, omtaler han ikke. I sit CV oplyser han blot, at han kommer fra »en landbrugsfamilie på Lolland«. Men hvor storebroderen Christoffers liv sigtede mod overtagelsen af Knuthenborg Gods og safariparken, starter Marcus Knuths beretning som ansat i Lehman Brothers’ filial i London i 2007, året før selvsamme firmaet krakkede og udløste den værste økonomiske krise i nyere tid.

Kort før krakket blev Marcus Knuth fyret – i firmaets niende fyringsrunde inden krakket – og den bratte afsked med finansverdenen blev begyndelsen til en helt anden karriere. »Det var som om der havde været en usynlig højre- og venstrebegrænsning for, hvor meget jeg kunne bevæge mig uden for, hvad familie, venner og verden forventede af mig,« skriver Marcus Knuth. Han var blevet reserveofficer i Gardehusarregimentet og ikke Livgarden, hvor storebroren var officer. »Så slap jeg for at blive hundset med af ham,« forklarer Marcus Knuth med et smil.

Tæt på døden

32 år, uden job, greb Marcus Knuth telefonen til Forsvarets Personeltjeneste, hvilket blev starten på et halvt år som CIMIC-officer (civilt og militært samarbejde, red.) i patruljebaserne Sandford og Armadillo i Afghanistan. Af de otte mand i Sandford overlevede de tre ikke, og Marcus Knuth var selv tæt på nogle gange. Mens han som nyankommen stod på taget af et af lerhusene og talte i satellittelefon med kæresten i Danmark, susede et projektil forbi hovedet. Senere fulgte hårde kampe og gode bekendtskaber med lokale afghanere, heriblandt en lokal leder, der blev hentet og henrettet af Taleban for at samarbejde med danskerne.

»Den første patrulje i Green Zone var fuldstændig surrealistisk. Jeg kunne ikke fortælle mine forældre om dem, der blev dræbt, for så var de flippet fuldstændig ud. Men tab bliver en del af hverdagen. Vi indrettede Sandford meget hyggeligt, selv om det flød med våben og feltrationer. Man lever under et unikt pres, og man bliver grebet af det. Det endte jo også med, at jeg tog tilbage flere gange, for det er svært at gå tilbage til et otte til fire-job.«

»Helmand og Green Zone langs floden er et utroligt smukt sted med en unik solnedgang og den blågrønne flod. Men samtidig går man med tilbageholdt åndedræt, fordi man ikke ved, hvornår man bliver skudt på.« Efter hjemkomsten reagerede Marcus Knuth ganske som mange andre veteraner. Han drømte om skud gennem sit soveværelsesvindue og reagerede på høje lyde som fyrværkeri. »Men der går næppe en dag, hvor jeg ikke tænker på Afghanistan. For mig var den helt store helingsproces at skrive bogen, hvor jeg kan få oplevelserne på plads og dele dem med andre.«

Stolthed over indsatsen

Marcus Knuth bruger ofte ordet »stolthed«, når han fortæller både soldaters og de udsendte rådgivere og diplomaters indsats. Han blev stolt, da en af professorerne på Harvard omtalte, at ud over Storbritannien var der kun et enkelt andet europæisk land, der støttede i Irak, Afghanistan og Libyen, nemlig Danmark. Han er stolt over, at Danmark udrustede sine soldater med noget af det bedste udstyr, der findes. Sammenlignet med briterne, der ofte blev sendt ud i upanserede køretøjer, der var bygget til Nordirland, var danskerne væsentligt bedre sikret i deres pansrede køretøjer. »Det er en skændsel, hvad briterne har mistet af soldater som følge af dårlige, politiske beslutninger,« siger han. De danske kampvogne, som kom til Afghanistan trods britisk modstand, viste sig at betyde en afgørende forskel for såvel danske som britiske og amerikanske soldater i Helmand.

Hvad har det nyttet?

»Jeg tror ikke, vi var klar over, hvor vanskelig opgaven ville blive. Men jeg håber inderligt, at vi har plantet frøet til et Afghanistan, der kan stå på egne ben. Det vil aldrig, i hvert fald ikke i vores tid, blive et demokrati, som vi forstår det. Men kunne det blive lidt mere stabilt, som Pakistan, ville det bære i den rigtige retning.« Marcus Knuth oplevede som diplomat i Kabul, hvordan de afghanske ministerier begyndte at arbejde langt mere effektivt, da det blev klart, at de vestlige styrker og rådgivere ville trække sig ud. Men uden for de store byer fungerer Afghanistan, som det gjorde for tusinde år siden, og selv om Marcus Knuth er stolt af den danske indsats, er den naturligvis helt utilstrækkelig. »Man satte USA til at opbygge den afghanske hær; briterne skulle tage sig af opium, Danmark af skolerne, og så satte man af alle lande Italien til at opbygge retssystemet.« Først efter 2008 begyndte opbygningen af politi og retssystem, hvor FN fik til opgave at stå for elektronisk udbetaling til politibetjentene for at undgå, at politicheferne stjal af deres lønninger undervejs. Løsningen blev dog ikke helt perfekt, eftersom det lykkedes en indisk FN-ansat at stryge en del af pengene til sig selv. Korruption er stadig en svøbe. »Men det ligger dybt i afghanernes natur, at de er sig selv nærmest. Danmark skal blive ved med at arbejde og støtte, for at gøre forholdene bedre. Alternativet er jo Taleban,« siger Marcus Knuth.

Marcus Knuth: »Soldat og diplomat – mine tre år i Afghanistan«, Gyldendal, 251 sider, illustreret, er udkommet.