Et høreapparat piber. Folketingets formand, Mogens Lykketoft, er netop trådt op på talerstolen i Landstingssalen på Christiansborg.

»Ærede gæster,« siger han.

Blikket hviler på forsamlingen: Nogle af Danmarks sidste frihedskæmpere, krigssejlere og soldater fra Anden Verdenskrig sidder foran formanden.

»For præcis 70 år siden fik vi vores folkestyre tilbage. Ikke mindst takket være jer. Derfor vil jeg på Folketingets vegne gerne udtrykke den varmeste tak til jer alle sammen. Tak fordi I kæmpede med livet som indsats for Danmarks frihed og for at udrydde nazismens hæslige væsen,« siger han.

Et høreapparat piber igen, og to andre toner i. Så bryder klapsalverne ud.

Inden Mogens Lykketofts tale har modstandsfolkene både været forbi Mindeankeret ved Nyhavn, til gudstjeneste i Vor Frue Kirke med både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Kronprinsparret samt spist frokost på Københavns Universitet. Alt sammen i anledning af Danmarks befrielse for præcis 70 år siden.

Med rollatorer, stokke og forsigtige skridt har den skrumpende gruppe af frihedskæmpere bevæget sig fra højtidelighed til højtidelighed. Armbindene og medaljerne signalerer deres fælles kamp under krigsårene. Det gennemgående ord til de aldrende kæmper er denne dag »tak«.

Stridsøksen er blevet begravet

Dagen inden, mandag den 4. maj, meddelte regeringen, at den har besluttet at uddele 10.000 kroner som en ekstraordinær hædersgave til Anden Verdenskrigs modstandsfolk, KZ-fanger, krigssejlere og deres enker.

»Jeg tror, det stadig betyder rigtig meget for dem, at der bliver husket på, at de gjorde en forskel. Og at vi på alle mulige måder viser vores taknemmelighed,« sagde beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen til Berlingske i forbindelse med offentliggørelsen af beslutningen.

Det er bedre, at politikerne anerkender indsatsen under krigen nu, end at de aldrig gør det, mente flere veteraner under frokosten på Københavns Universitet dagen efter. Folketingets formand medgav da også, at hæderen for indsatsen under krigen havde ladet vente på sig.

»Men det er godt, vi får det gjort, selv om det er meget, meget sent,« siger han.

Under krigen og i årene efter kritiserede flere frihedskæmpere landets politikere for at have bøjet sig for tyskerne. Samarbejdspolitikken var kujonagtig, lød det.

I går var det tydeligt, at tidligere tiders uenigheder med politikerne for størstedelen af modstandsfolkene er blevet begravet. Som Svend Madsen, medlem af en sabotagegruppe i Holstebro under krigen, sagde efter frokosten:

»Jeg var 19 år gammel, da krigen sluttede. Jeg gik ikke synderligt op i politik dengang.«

Men de seneste 70 år har også haft indflydelse på forholdet til landets folkevalgte, vurderer Mogens Lykketoft:

»For rigtig mange har det lange perspektiv udjævnet modsætninger, fordi man har forstået, at samarbejdspolitikken også havde sin mission til at holde Danmark mindre ramt af krigen, men at vi ikke var kommet helskindet og respekteret ud af krigen uden modstandskampen. Hvis jeg som 69-årig havde været medlem af Rigsdagen i 1940, havde jeg også været tilhænger af samarbejdspolitikken,« siger han.

»Men jeg håber, at jeg havde været modstandsmand, hvis jeg havde været 25 år.«