»Jeg gik ud fra, jeg var i de bedste hænder«

Kari Moseng fik midlet Misoprostol og blev sendt hjem, da hendes fødsel skulle sættes i gang på Skejby Sygehus i Aarhus. Men barnet overlevede ikke fødslen.

En lille pige, der skulle have heddet Ella. Ruben Karstoft Have og Kari Moseng mistede deres barn, efter at fødslen var blevet sat i gang med Misoprostol, og Skejby Sygehus begik fejl. Kari Moseng har siden født sit tredje barn og er videre i sit liv – men står nu frem, fordi hun vil have ændret praksis. Foto: Brian Rasmussen
Læs mere
Fold sammen

Der var én ting, Kari Moseng helt havde glemt, da hun blev gravid for anden gang: Hele verden blev pludselig fuld af risici.

»Jeg hørte så meget. Man måtte ikke spise visse fisk, og man måtte ikke farve sit hår. Man skulle gå med livrem og seler. Så da jeg først kom til slutningen af min graviditet, gik jeg ud fra, at jeg var i de bedste hænder, og at man, når man skulle føde, var omfattet af forsigtighedsprincipper. Jeg tog fejl. Meget fejl,« siger Kari Moseng.

Klokken 6.57 10. juni 2010 fødte hun på Skejby Sygehus en pige, ifølge journalen, »gråbleg og livløs«. Genoplivningen var forgæves. Undervejs begik sygehuset ifølge såvel Patient-ombuddet som Patientforsikringen fejl.

Fejl, der »med overvejende sandsynlighed« har været fatale.

Dagen før fødslen af lille Ella, 9. juni, blev Kari Moseng tilset på gynækologisk-obstetrisk afdeling på Skejby Sygehus på en mistanke om svangerskabsforgiftning. Hendes blodtryk var for højt, derudover viste alt sig normalt efter en såkaldt CTG-undersøgelse, der viser barnets hjertefrekvens og morens veer. Samme dag klokken 14.45 fik Kari Moseng 25 mikrogram Misoprostol og fik at vide, at hun kunne tage hjem og sove trods det forhøjede blodtryk.

Hjemsendelsen var ifølge en afgørelse fra Patientombuddet sygehusets første fejl: »Det var under normen for almindelig anerkendt faglig standard,« hedder det i afgørelsen.

Kari Moseng fik, siger hun, ingen information om mulige bivirkninger ved Misoprostol, som ellers kan give såkaldte ve-storme eller, i helt sjældne tilfælde, livmoderbristninger. Videnskabelige studier tyder på, at en-otte procent af de kvinder, hvis fødsel sættes igang med medicin, får ve-storm – i langt, langt de fleste tilfælde, uden at dette fører til skader på barnet. Men ve-storm kan i værste fald give iltmangel for barnet og føre til hjerneskade eller død.

Den manglende information om bivirkninger var sygehusets anden fejl, konkluderer Patientombuddet.

Klokken 3.15 om natten ringede Kari Mosengs mand, Ruben, ind til fødegangen på Skejby. Kari havde veer med tre minutters interval og af cirka 40 sekunders varighed. Beskeden fra fødegangen lød, at hun kunne tage et gram Panodil, samt at hun skulle henvende sig, hvis vandet gik eller veerne tog til.

Det var ifølge Patientombuddet tredje fejl: »Kari Moseng burde være tilset på fødegangen ... idet hun var andengangsfødende med forhøjet blodtryk og var blevet igangsat med Misoprostol.«

Kort efter klokken 6.00 fik Kari Moseng presseveer, og fødegangen måtte ringe efter en ambulance.

Ambulancen ankom klokken 6.52 til Skejby Sygehus, fremgår det af ambulancejournalen, med en forpint Kari Moseng, der fem minutter senere fødte en dødfødt pige.

Samlet set konkluderer Patientombuddet, at behandlingen af Kari Moseng på Skejby var »under normen for almindelig anerkendt faglig standard«.

Patientforsikringen har også set på sagen. I modsætning til Patientombuddet finder forsikringen, at det var i overensstemmelse med gældende retningslinjer, at Kari Moseng fik lov til at overnatte i hjemmet. Men ligesom Patient­ombuddet er kritikken af, at hun ikke blev kaldt ind på fødegangen ved mandens første telefonopkald om natten, hård:

»Det forhold, at man har vurderet, at du kunne afvente bedre veer i hjemmet, er efter vores vurdering ikke i overensstemmelse med de gældende retningslinjer på området. På sygehuset ville man have påsat CTG, som med overvejende sandsynlighed ville have afsløret asfyksi (iltmangel, red.) hos barnet, hvorefter man ville have foretaget forløsning af barnet. Henset til, at barnet havde enkelte få livstegn umiddelbart ved fødslen, finder vi det overvejende sandsynligt, at barnet var i live ved henvendelsen ved tre-tiden. Dødsfaldet kunne efter vores vurdering med overvejende sandsynlighed have været undgået med optimal behandling.«

»Det var forfærdeligt, ganske forfærdeligt,« siger Kari Moseng:

»Jeg vidste ikke, at der var tale om en behandlingsfejl fra starten. På den måde har det været en langsomt erfaret ulykke. Det er i sig selv en sorg, når man mister et barn. Men når man finder ud af, det kunne have været undgået, hvis der ikke var sket behandlingsfejl, er det endnu mere smerteligt.«

Tavshedspligten hævet

Hun har valgt at hæve det faglige personale på Skejby Sygehus fra deres tavshedspligt, så personalet kan udtale sig i sagen. Ledende overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling, Jannie Dalby Salvig, kalder forløbet »rigtigt trist«.

»Det er altid trist, når en graviditet ender med, at barnet dør. Det er heldigvis rigtigt sjældent, det sker. Men det er en risiko. Især når der er komplikationer,« siger Jannie Dalby Salvig med henvisning til Kari Mosengs forhøjede blodtryk.

Behandlingsfejlene på Skejby har ført til, at personalet er blevet mere opmærksomme på at anbefale en indlæggelse af den gravide, hvis der er tale om komplikationer i forbindelse med en igangsættelse.

»Vi har meget fokus på, at hvor veerne kan være et problem for barnet, skal forældrene vide, at vi anbefaler indlæggelse,« siger hun.

Derudover har den elektroniske patientjournal gjort det nemmere for personalet at få adgang til journalen, så de straks kan se, om der er tale om en såkaldt risikopatient.

Efter Ellas død opdagede Kari Moseng og hendes mand, at Kari var blevet sat i gang med lægemidlet Misoprostol, der ikke er godkendt til brug ved fødsler, men som generelt regnes for sikkert af lægerne og Sundhedsstyrelsen. Men ved brug af Misoprostol og andre midler til igangsættelse er der øget risiko for netop hyperstimulering – ve-storm, sådan som Kari oplevede.

Det var vigtigt for Kari Moseng, at sagen blev indberettet som en mulig bivirkning af Misoprostol. Hun foretog en såkaldt privat indberetning til Lægemiddelstyrelsen. Hun bad hospitalet gøre det samme, men opdagede, at det ikke skete:

»Det overraskede mig. Danmark er da for lille et land til ikke at dele erfaringer på tværs,« siger hun.

Ledende overlæge Jannie Dalby Salvig siger:

»Vi er forpligtet til at indberette, hvis vi har en formodning om, at barnets død er en bivirkning af lægemidlet. Vores vurdering er, at der ikke er sammenhæng med Misoprostol, men at barnet dør, fordi der er en forhøjet risiko ved komplikationer som forhøjet blodtryk. Der går noget tid, men vi ender faktisk med at indberette sagen til Lægemiddelstyrelsen for at lade tvivlen komme parret til gode. Vi vil ikke mistænkes for at skjule nogle sager. Derfor indberetter vi, selv om vi ikke har nogen formodning om en sammenhæng med Misoprostol.«

»Hvordan kan hun sige det?«

Kari Moseng er ikke så meget i tvivl: Der var tale om hyperstimulering efter behandling med Misoprostol, som førte til moderkageløsning og ultimativt Ellas død.

»Jeg er jo ikke læge, men sammenfaldet mellem Misoprostols kendte bivirkninger og forløbet af min fødsel virker ret indlysende.«

I marts 2012 så Kari Moseng tilsynschef Anne Mette Dons fra Sundhedsstyrelsen i et TV-indslag på Danmarks Radio. Emnet var Misoprostol og et hjerneskadet barn i Norge. Kari Moseng hørte tilsynschefen sige, at styrelsen ikke kendte til tilfælde, der gav anledning til bekymring herhjemme.

Hun blev rasende.
»Hvordan kan hun sige det? Kender hun ikke til mit tilfælde?«

Dagen efter ringede hun til styrelsen og forlangte at få Anne Mette Dons i røret. Forgæves. Det lykkedes hende dog at få en underordnet medarbejder i tale og beskriver samtalen som »ophidset«.

Kari Moseng er netop blevet mor for tredje gang. Hun er forlængst videre i sit liv, men da hun læste en anden kvindes beretning om et dødsfald efter igangsættelse med Misoprostol i Berlingske, har hun valgt at stå frem.

»Jeg erfarer, at der er tilfælde efter mit tilfælde, der ligner mit. Det smerter mig. Jeg frygter, at ingen har lært noget, og jeg frygter også, at der har været tilfælde før mit, som ingen har lært af. Der er i den grad brug for at ændre praksis omkring brugen af Misoprostol i Danmark.«