»Jeg fortryder intet«

Povl Falk-Jensen, 94 år, skød og dræbte elleve stikkere i sin tid som modstandsmand og leder af likvideringsafdelingen i sabotageorganisationen Holger Danske.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan føltes det at skyde én for første gang?

»Set i lyset af de aktioner, jeg har deltaget i, lyder det måske underligt, men det var meget mærkeligt at holde én op for første gang. At høre sig selv sige ’hænderne op’. Det er som om, man hører en anden stemme langt væk sige det, og det føles som en drømmeverden. Men det vænnede man sig jo til. Selvfølgelig er det da en væmmelig tanke, at når man skyder, så stopper han med at trække vejret.

Når vi likvidere, stød vi jo ikke bare folk, men der var tale om aktioner rettet mod stikkere. De var tidskrævende og krævede meget mandskab. Der måtte ikke ske fejltagelser, og blandt afdelingens cirka tyve likvideringer var ingen fejltagelser.

Stikkere var skyld i, at jeg mistede mange kammerater. Jeg havde taget min beslutning. Stikkere skulle bekæmpes. Hvis ikke jeg gør det, så svigter jeg, tænkte jeg. Man vidste, at man sloges for landet. Hvis jeg havde været blødsøden, havde det været min skyld, at mange loyale danskere havde mistet livet.«

BMSOLO - Povl Falk- Jensen Frihedens Stemmer. Modstandsfolk Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvilket drab husker du bedst?

Dagen efter befrielsen arresterede vi Yngve-parret (Frisørægteparret Yngve Marinus Nielsen og Hildur Ruth Nielsen blev som stikkere taget til fange og anholdt i maj 1945, red.) De havde samarbejdet med terrorgrupperne Schøiler, Lorensen og Brøndum og stillet deres frisørsalon på Frederiksberg Allé til rådighed som base for terroristerne. En dame åbnede døren, og jeg holdt hende straks for munden, så hun ikke kunne skrige. I lejligheden stod Yngve og hustruen.

Vi arresterede dem begge og tog dem med til Aurehøj Gymnasium for at forhøre dem. Bagefter ville vi transportere dem til Vestre Fængsel ligesom alle de andre fanger, men vi blev forfulgt af Schøiler-banden, der holdt øje med os. Der var kaos efter befrielsen, og der var nazister over alt. Af sikkerhedsmæssige grunde turde vi ikke køre til Venstre Fængsel. Derfor besluttede vi at likvidere ægteparret i Geel Skov.

Da vi kom frem, gik tingene lige pludseligt stærkt, og af og til kørte der en hipovogn forbi og fyrede en salve af mod os. Vi stillede dem op i skoven. De to sagde ikke noget og spurgte kun, om de måtte holde hinanden i hånden. Selvfølgelig måtte de det. Jeg sigtede mod brystet på Yngve, mens en anden gjorde det samme på hustruen. Jeg skulle give et signal til at skyde. På signalet tøvede jeg ikke, og et splitsekund efter lød det andet skud. De gik omkuld. Bagefter fik de begge et skud bag øret. Et sikringskud.«

Er der noget, som du fortryder fra din tid som likvideringsmand?

»Jeg fortryder intet. Det skulle da lige være, hvis man havde ladet en stikker gå. Udover at forråde deres landsmænd har de støttet en fjende, som har behandlet mennesker så forfærdeligt. Tænk bare på, hvordan nazisterne behandlede modstandsfolkene og jøderne. Jeg har absolut ingen kvababbelse. Jeg havde lovet, at vi skulle skyde så mange stikker som muligt, så det gjorde vi.«

Hvordan var det som ung mand med kærlighed under besættelsen?

Man kunne ikke møde en sød pige, for man skulle passe på, at det ikke var en stikker. Det var simpelthen for farligt, og snak om følelser var der ikke plads til. Hvis man var involveret i modstandskampen fra november og krigen ud, som jeg var, var det der, at det blev blodig, så med mindre man var forlovet, havde man ikke ryggen fri. Man skulle man knageme passer på, men da krigen stoppede var jeg heldig.

Holger Danske havde taget Aurehøj Gymnasium, og der havde været eksamen tidligere. En ung dame havde glemt sit tæppe til eksamen, og den 7. maj kom hun og en veninde tilbage til gymnasiet for at hente det. Jeg tænkte straks, at hipoerne nu brugte nye metoder til at smugle en eller anden ind, som kunne falde os i ryggen. Man overlevede ikke, hvis man ikke var mistænksom, men jeg var også lidt galant, så jeg fulgte de unge damer op til eksamenssalen. Og ganske rigtigt var der et tæppe.

Hun var så sød den ene, og det var så dejligt at tale med et almindeligt menneske. Hun endte med at blive min kone, så det var en god afslutning. Det paradoksale var dog, at jeg tidligt på morgenen samme dag havde været ude i Geels Skov og skyde Yngve-folkene.«

Hvordan har oplevelserne sat sine spor på dit efterfølgende liv?

»Natten mellem 1944 og 1945 fik jeg første gang en mavekrampe. Den har jeg haft i alle årene siden, og efter 30 år var den også helt gal med hovedet. Jeg bliver så dårlig. Doktorerne siger, at det simpelthen er nerver, så det er altså den arv, man slæber rundt på.

Under krigen, når det ringede på døren, gik man ikke bare ud i entréen, tændte lyset og åbnede døren. Så kunne der jo komme en salve ind. Stadig, når det ringer på døren i dag, stiller jeg mig ved siden af, så jeg er sikker på, at det første skud i hvert fald ikke rammer, og om aftenen, hvis gardinerne ikke er trukket helt til, kan der jo stå en og holde øje, så jeg sørger for at lukke gardinerne helt. Det er plagsomt, og man kan ikke lægge det fra sig, for tænk nu, hvis der står én.«

Fortalt til Elisabeth Thiis.