»Jeg føler mig fri, når jeg er med på tur. Så glemmer jeg lidt, at jeg bor på plejehjem«

På nogle plejehjem er aktiviteter en mangelvare. Andre steder kan beboerne dårligt nå både banko, musikcaféer og cykelture. På plejecenteret Egegården i Gladsaxe står »Bus-Birthe« for to ugentlige udflugter.

Plejehjemmet Egegården. juni 2016. En gruppe beboere er på vej på Bakken. Her er det 97-årige Egon Petersen og 84-årige Tove Hansen. (Foto; Sara Gangsted) Fold sammen
Læs mere

Tove Hansen og Ketty Picker er de første ude af minibusserne. De sidder i hver deres kørestol foran indgangen til Bakken i Dyrehaven ved Klampenborg og afstemmer forventninger til dagens udflugt.

»Det bliver nu godt at komme rundt og få set noget,« siger Tove Hansen.

»Ja, i stedet for de fire vægge, vi plejer at glo ind i derhjemme,« svarer Ketty Picker.

»Hjemme« er Seniorcenter Egegården, et plejehjem i Gladsaxe med 129 beboere. Otte af dem er i dag taget til Bakken med hver deres hjælper på en af de busture, der afgår fra Egegården hver tirsdag og onsdag året rundt.

Sådan har det været i 11 år, og siden begyndelsen har den nu 72-årige Birthe Friis Jensen været fast chauffør. Så fast, at beboerne og personalet på plejehjemmet bare kalder hende »Bus-Birthe«.

Birthe Friis Jensens mor boede dengang på Egegården, som en decemberdag manglede en frivillig til at køre på juletur med beboerne. Birthe Friis Jensen meldte sig og blev siddende bag rattet i plejehjemmets egen minibus.

»Jeg kan ikke lade være. Det er så livsbekræftende at køre de her ture, og mine nullermænd under sofaen tager mindre skade af at ligge en ekstra dag, end beboerne gør,« siger hun og fortsætter:

»Der er rigtig mange ældre ude på plejehjemmene, som ikke bliver holdt i gang, men man mister altså ikke lysten til at opleve noget, bare fordi man flytter på plejehjem, og der skal så lidt til, før de stråler af glæde.«

Birthe Friis Jensen har fat i noget. Det er langtfra alle beboere på landets plejehjem, der er to ugentlige busture forundt, og ifølge en national undersøgelse af forholdene på plejecentrene fra Sundheds- og Ældreministeriet og Ankestyrelsen er omfanget af aktiviteter et af de områder, hvor der er størst forskel fra plejehjem til plejehjem. Det til trods for, at kun hver femte plejehjemsbeboer vurderes til selv at kunne holde sig beskæftiget med meningsfulde aktiviteter.

Berlingske har fulgt livet på Egegården i en uge og været vidne til quiz og cykelture, formiddagstræning og blomsterpluk, banko og harmonikaspil med sang – foruden busturen til Bakken. Efter alt at dømme ligger aktivitetsniveauet på plejehjemmet i Gladsaxe ganske højt, og centerets leder, Jessie Lykke, fremhæver også muligheden for et aktivt liv som en af stedets mærkesager.

»Livet skal ikke gå i stå, fordi man flytter ind her. Vores beboere skal vide, at de stadig kan motionere, være kreative og tage på ture, som de har gjort før, og vi har som udgangspunkt den holdning, at alt kan lade sig gøre – om det er Bakken eller en tur til Jylland for at besøge en gammel ven,« siger hun.

Andre steder er virkeligheden en ganske anden. På nogle plejehjem begrænser udbuddet sig ifølge en rapport fra Ankestyrelsen sig til »sang og bevægelse af en times varighed tre gange ugentligt, en ugentlig frokostcafé samt en mindre gudstjeneste en gang månedligt«.

Det ved Tove Hansen og Ketty Picker, som nu bliver skubbet ind gennem den røde port til den 433 år gamle forlystelsespark.

»Vi er heldige på Egegården. Det er vi altså,« siger 84-årige Tove Hansen, og hendes 11 år ældre medbeboer, Ketty Picker, nikker indforstået.

De har begge boet i mere end 50 år i henholdsvis Bagsværd og Gladsaxe, i cykelafstand fra Bakken. De har da også mange minder herfra om søndagsudflugter med familien, men det bliver aldrig kedeligt at komme her, siger de. Særligt ikke i dag.

»De har jo bygget Korsbæk fra Matador-serien. Det bliver nu spændende at se,« siger Tove Hansen.

Men klokken har passeret frokosttid, så Korsbæk må vente. I stedet sætter flokken fra Egegården kurs mod Restaurant Hvide Hest.

De sætter syv caféborde sammen til ét langt på terrassen og slår sig ned under parasollerne i ly for den bagende sol, der med Tove Hansens ord er »bedst i doser«. Og så kommer tjeneren på arbejde.

Han forsøger at følge med på sin notesblok, mens beboerne bestiller. De er enige om, at maden på Egegården er upåklagelig, men at det daglige frokostbord trods alt ikke kan konkurrere med menukortet på Den Hvide Hest.

Stegt flæsk med persillesovs, stjerneskud og Christiansøsild med snaps bliver båret til bords. Flere steder akkompagneret af kolde fadøl i dugvåde glas, som utvivlsomt får den medbragte medicin til at glide nemmere ned end med rød saft eller postevand.

97-årige Egon Petersen løfter sit snapseglas. Han kigger ud på gaden bag terrassens hvide stakit, hvor børnehavebørn og skoleelever, pensionister og turister går forbi med den gamle trærutschebane i baggrunden, som er nogenlunde på alder med Bakkegæsterne fra Egegården.

»Hvad kan man forlange mere? Unger, der hyler, og folk, der valser forbi. Dét er Bakken,« siger Egon Petersen og skåler med resten af bordet.

Han giver sig til at fortælle om gamle dage, et populært samtaleemne over dagens frokost.

»Jeg har oplevet mere end rigeligt i min tid,« siger han:

»Jeg giftede mig med en jødisk kvinde, og vi flygtede til Sverige under Anden Verdenskrig i en fiskerbåd. Jeg lå nede i hyttefadet, mens Chaja (Egons nu afdøde hustru, red.) fik skippers køje, for hun var højgravid.«

Over for Egon Petersen sidder Ruth Jønsson på 84 og spiser stegt flæsk med fingrene. Hun vil også dele ud af sine erindringer.

»Min mand og jeg cyklede tit herud om søndagen sammen med børnene. Men dengang var der ikke råd til stegt flæsk,« siger hun.

Ruth Jønsson er glad for at være med på Bakken, for hun har det bedst, når hun er i gang, som hun siger. Hver morgen står hun op klokken 04.30, for det har hun altid gjort, og hjælper til med at dække morgenbordet.

»Det er om at holde sig i sving. Der er nogle, der sidder i et hjørne og folder hænder hele dagen, men det er slet ikke mig. Der skal ske noget,« siger hun, og det gør der på Bakke-turen, synes hun:

»Det er så hyggeligt at være sammen med dem, man kender, og få snakket lidt og få rørt sig i den friske luft.«

Selskabet rejser sig og begiver sig videre rundt i forlystelsesparken. Men de når ikke langt, før nogle af beboerne forlanger et stop. Tove Hansen vil gerne prøve en tur i spøgelsestoget, og flere andre vil med. Egon Petersen har fået øje på skydeteltet og vil vinde en bamse til afdelingsleder Birgitte Haugaard Jensen, som er med på turen.

»I mine unge dage var jeg ret skrap til at skyde med luftgevær, men det har jeg nok glemt,« siger Egon Petersen og lægger an til skud fra sin kørestol.

Han har 100 skud til at skyde en rød stjerne på skydeskiven helt væk for at vinde bamsen. Det lykkes ikke, men skuffelsen tager han med et smil. Tove Hansen og de andre kommer ud fra spøgelsestoget og ser noget tummelumske ud.

»Det er mange år siden, jeg har prøvet noget så vildt. Men det var sjovt,« siger hun.

Næste stop er Korsbæk. Her guider Birthe Friis Jensen de nysgerrige, imponerede beboere rundt i modelbyen – forbi Damernes Magasin, grisehandler Larsen på Katrines Gaard og tjener Boldt på Jernbane Restauranten.

Birthe Friis Jensen bliver betragtet som frivillig, men får reelt en mindre løn for sit arbejde, for ellers må hun ikke tage beboerne med på tur, forklarer hun. Ud over Birthe Friis Jensen råder Egegården over et korps af 17 frivillige, som står for bankospil, beboerbesøg, musikcaféer og internetundervisning samt meget andet.

De frivillige spiller i det hele taget en stor rolle på plejehjemmene og er afgørende for, at der bliver lavet aktiviteter for beboerne, fastslår rapporten fra Ankestyrelsen. Centerleder Jessie Lykke fra Egegården er enig.

»De er guld værd. De brænder virkelig for at gøre noget for beboerne, og deres arbejde betyder jo også, at vores personale kan bruge deres kræfter andre steder, så vi kan slet ikke undvære dem,« siger hun.

Birthe Friis Jensen skal da heller ingen steder. Hun bliver ved, så længe hun kan holde hænderne på rattet, forsikrer hun. Hun fører flokken ud af Korsbæk og ned til ishuset, hvor Bakke-turen rundes af med en isvaffel, inden busserne kører tilbage til Egegården.

»Det har været en god dag. Vi forstår da at hygge os, selv om vi er blevet gamle,« siger Tove Hansen og aer Egon Petersen i kørestolen ved siden af på kinden.

Ketty Picker sidder ved siden af de to.

»Det skal nu blive godt at komme hjem og få et hvil. Man bliver godt træt af alle de indtryk,« siger hun.

Hun er ikke i tvivl om, at hun vil med, når Birthe Friis Jensen næste gang kører bussen ud i det blå.

»Jeg føler mig fri, når jeg er med på tur. Så glemmer jeg lidt, at jeg bor på plejehjem.«