I vindueskarmen står et billede af ham, det hele handler om. Han smiler stort, har runde kinder og sparsomt lyst hår dækker sporadisk babyissen. Når folk i den lidt mere perifære omgangskreds sammenligner mor og søn og siger, at et årige Lauge har sin mors øjne, smiler Lea for sig selv og får en fantastisk fornemmelse indeni.

For selvom Lea har mærket Lauge sparke på indersiden af sit maveskind, og på trods af at Lea ammede ham under sin barsel, så adskiller Leas søn sig en smule fra de fleste andre børn, der kommer til verden i Danmark.

Iført snævre jeans i den allermest moderigtige stil og et farvestrålende fintstrikket tørklæde om halsen, åbner kvinden med det skulderlange askeblonde hår døren til sit hjem i Virum.

Der er et ungdommeligt pust over hende, som afspejler sig i den måde, hun sammensætter forskellige stel fra Royal Copenhagen, og den måde hun lægger lilla øjenskygge på øjenlågene. Det er slet ikke til at fatte, at det er fem år siden, at den 37-årige kvinde gik i overgangsalderen.

»Hedeturene begyndte, da jeg var 32 år. Dengang forbandt jeg det slet ikke med overgangsalderen, men jeg er ikke født med særlig mange æg, og de er bare sluppet op,« forklarer hun.

Herefter fulgte en tid med kinesiske urter og akupunktur, der skulle ruske Leas underliv op til dåd. Men der skete intet, og efter et besøg på en privat fertilitetsklinik sagde en læge også stop for udsigtsløse hormonbehandlinger.

»Lige meget hvor meget vi stimulerer dig med hormon, vil du aldrig nogensinde selv kunne producere et æg. Glem det, sagde han. Lægen så kun en mulighed, og det var ægdonation, og hvis jeg var hans datter, ville han sende mig til Spanien, hvor han kendte en klinik med et godt ry,« husker Lea.

Tyk eller tynd?

Den samtale gjorde indtryk på Lea, der tidligere havde drøftet muligheden for ægdonation med Rigshospitalets Fertilitetsklinik. På det tidspunkt blev der kun gennemført 35 ægdonation-behandlinger i det offentlige herhjemme om året, og da Lea stod bagerst i køen, havde et barn ad den vej lange udsigter.

»Det gjorde et stort indtryk på mig, at han sagde det sådan. Hvis han ville anbefale det til sin egen datter, måtte stedet være i orden. Det betød, at vi holdt op med at vente på et mirakel, der aldrig ville ske,« fortæller Lea.

IVI i Valencia i Spanien er en topprofessionel klinik, og udvalget af både mandlige sæddonorer og kvindelige ægdonorer er det største i verden. Det var her, klinikkens personale begyndte at lede efter den bedst egnede donor til Lea og hendes mand.

»Vi skulle notere alt ned. Var vi tykke eller tynde? Havde vi krøllet eller glat hår? Og hvad med øjenfarven? De har så stort et udvalg, at de kan matche ret tæt. Når muligheden var der, er jeg glad for, at de valgte en person, der ligner mig nogenlunde. På den måde behøver Lauge ikke at blive stillet til regnskab af omverdenen, og han kan selv være med til at vælge, hvem vi skal fortælle det til, når han bliver ældre,« fortæller Lea og uddyber:

»Jeg ved, at hun er spansk, og at hun var 28 år, da hun afgav otte æg til os. Og så ved jeg, at hun blodtype B som mig. Selvom det kunne være sjovt at se et billede af hende, så tror jeg, det er bedst, at vi ikke ved mere.«

Svær graviditet

Lea og hendes mand var »drønheldige«. Allerede i første forsøg lykkedes det klinikken i Valencia at få et æg, som i forvejen var befrugtet med hendes mands sæd, til at sætte sig fast i Leas livmoder. Og selvom Lauge kun er godt et år gammel, tager parret snart turen til Valencia igen, for at få sat et af de overskydende æg op i Leas livmoder. Håbet er at give Lauge en »hel«-søskende, og det vil Lea og hendes mand hellere end adoption.

»Det betød noget ekstra, at have Lauge i maven, føde og amme ham. Jeg følte, at jeg kunne præge ham, for det var mit blod, der gav ham liv. Jeg føler, at han er en del af mig, selvom det rent rationelt ikke kan lade sig gøre. Derudover er det en vigtig pointe, at han er min fantastiske mands biologiske barn.«

Lea havde under graviditeten ikke brug for at skulle forsvare en beslutning, som måske kan være svær for andre at forstå. Derfor valgte parret hurtigt, at kun den nærmeste familie og de tætteste venner skulle kende sandheden, men det forskånede hende ikke for bekymrende tanker: Ville barnet se mærkelig ud, og kunne hun elske ham som sin egen?

»Selvfølgelig kan jeg det. Kærligheden er vokset og vokset akkurat som hos andre forældre. Han er sund og skøn og fuldstændig min søn.«

Det har kostet Lea og hendes mand omkring 100.000 kroner at blive gravide med Lauge. Når Lauge bliver ældre, skal han kende sandheden om sit biologiske ophav. Lea hedder i virkeligheden ikke Lea, men optræder anonymt i denne artikel.