»Jeg fik aldrig sagt farvel til min mor og far«

Menneskesmuglere bragte for fire år siden 13-årige Faroq fra Afghanistan til Danmark. Nu er han 17 år og har delt sine erfaringer med Børnerådet – som i en undersøgelse konkluderer, at faste kontaktpersoner er afgørende for uledsagede flygtningebørn.

Faroq fik aldrig taget afsked med sine forældre. Han kom alene til Danmark fra Afghanistan som 13-årig. I dag er han 17 og bor på et bosted for unge uledsagede flygtninge. Foto: Emil Hougaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skoledagen skulle have været afløst af lektielæsning. De skulle have terpet i nogle timer ekstra hos en privatlærer, Faroq og hans bror.

Deres fælles far er gift med hver deres mor, og kun tre måneder skiller de to drenge, som for godt fire år siden pludselig blev overdraget fra én menneskesmugler til den næste.

»Jeg vidste slet ikke noget. Det var en helt almindelig skoledag. Min mors bror kom og hentede os. Han sagde, at jeg ikke skulle tage hjem til min landsby, for der var krig. Når der blev ro, kunne jeg vende tilbage. Men et par dage efter blev vi sendt til Danmark,« fortæller Faroq, der kommer fra Jalalabad.

Af og til søger den i dag 17-årige unge mand et kort sekund efter de danske ord for hans oplevelser som uledsaget mindreårig flygtning. Han viser et kort frem, fra da han først blev registreret som flygtning i Danmark. På asylansøgerkortet er fornavnet stavet »Faruq«, selv om han skriver det med o.

Da Faroq kom til Danmark, vidste han, at han var 13 år, men sin nøjagtige fødselsdato kender han ikke. Da han blev registreret som asylansøger, fik han derfor tildelt dagen for sin ankomst til Danmark som sin fødselsdato – og et fornavn med »u«. Selv staver han sit navn Faroq. ?Foto: Emil Hougaard Fold sammen
Læs mere

Faroq ser lille ud på billedet. Buttede kinder. Blødt hår, som nok skulle have været klippet for længe siden, hvis ikke det var fordi, han netop havde været på flugt. Fra krig i sin hjemby, i sit land.

Antallet af mindreårige flygtninge, der ligesom Faroq kommer til Danmark uden deres far, mor eller anden familie, er steget voldsomt de seneste år.

I 2011 blev 282 uledsagede flygtningebørn registreret. Det tal steg til 818 i fjor, hovedparten fra Syrien og Afghanistan, og i år er der alene i de tre første kvartaler ankommet 943, viser tal fra Rigspolitiet.

»Hvis nogen ikke kunne gå, blev de slået«

Ankomsten er ikke let for de unge udlændinge. Det viser en rapport, som Børnerådet netop har udgivet, og som tager udgangspunkt i erfaringer fra seks unge, der alle er kommet alene til hertil som mindreårige. Rapporten rummer også en række anbefalinger. To af dem lyder, at myndighederne bør møde dem med mindre mistænksomhed, og at deres kompetencer skal afdækkes.

»Der har været mange historier om unge, der snød sig yngre for at få opholdstilladelse. Men det er ganske, ganske få. Vi skal tage værdigt imod dem, ellers får de ekstra skår i sjælen. De unge, jeg har talt med, udstråler vilje til at bidrage til samfundet, så vi skal finde ud af, hvad de kan, og hvad vi – i gåseøjne – kan »bruge« dem til. Det vil også give dem et rygstød,« siger Per Larsen, formand for Børnerådet.

Faroq er en af de unge, som rapporten trækker på. Han kom til Danmark 25. september 2011. Hvor længe, han var undervejs, ved han ikke. Tre måneder, gætter han på:

»Jeg fik aldrig sagt farvel til min mor og far. Jeg nåede slet ikke at se dem,« siger han.

Faroqs morbror havde lavet en aftale med en menneskesmugler, som tog de to brødre med. Med sig havde de 500 euro, omkring 3.700 kr. Hvad aftalen med smugleren præcis var, ved Faroq ikke.

»Men da vi var på vej, sagde han, at han ville køre os til Norge.«

Nu fulgte en rejse med andre flygtninge, som menneskesmuglere samlede løbende. Først til Pakistan, videre igennem Iran til Tyrkiet og derfra til Grækenland, op igennem Europa til den danske grænse. En stor del af turen foregik til fods. Over bjerge.

»Vi gik bare 24/7. Hvis nogen ikke kunne gå, blev de slået. Eller også lod de dem bare ligge og gik videre,« fortæller Faroq.

Han turde ikke spørge efter sin familie af frygt for slag. Ikke at have kontakt til forældrene var svært. Ikke mindst når Faroq frygtede at dø.

»Der var rigtig mange gange, hvor jeg var bange for, at jeg ikke ville overleve flugten.«

En af dem var, da de sammen med godt 30 andre mennesker blev stuvet ind bag i en helt almindelig varevogn: »Det var sådan en varebil, som dem, der også kører her i Danmark. Vi skulle stå op, indtil de lukkede døren. Ellers kunne vi ikke være der.«

Rejsen til Norge endte i Danmark

En anden gang, Faroq frygtede for sit liv, var da han og hans bror sammen med et par snese flygtninge var blevet væk i en skov på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. Området var fyldt med vand, og om aftenen kom der mere. De kunne hverken gå frem eller tilbage.

»Så kom det græske politi og skød. Ikke imod os, men for at vi skulle blive bange og løbe tilbage,« fortæller Faroq.

De gemte sig i skoven i to dage, indtil menneskesmugleren kom med en gummibåd, som de pustede op og brugte til at nå den græske kyst. I Grækenland blev Faroq taget af politiet og sad i en fængselscelle i en uge. Da han blev løsladt, tog en menneskesmugler i netværk med den oprindelige over. Det var også her, Faroq mistede forbindelsen med sin bror. De skulle sidde i forskellige biler. De kørte det samme sted hen, sagde menneskesmugleren. Men det gjorde de ikke. Siden har brødrene ikke været i kontakt.

Det sidste stykke mod Danmark fulgtes Faroq med tre andre mindreårige. Det var nat, da de blev sat af på den danske grænse og gik til det, han tror, var Padborg Station. De skulle med tog til Københavns Hovedbanegård. Derfra til Norge. De vekslede nogle af deres euro ved at købe mad og billetter. Men togkontrolløren ringede efter politiet og sagde, at de ikke måtte komme med i toget.

Ligesom flere andre unge fra Børnerådets rapport oplevede Faroq mødet med politiet som ubehageligt.

»Det var en voldsom oplevelse. Vi sad i et rum på stationen, hvor der var to døre. En til højre og en til venstre. Politiet kom pludselig ind fra begge sider samtidig. De spurgte efter vores ID, men vi havde ikke noget. Så blev vi kørt til politistationen.«

Han var bange for at blive slået. Eller det der var værre.

»Hvis politiet fangede os i Tyrkiet, ville vi blive slået. Politibetjente i Iran eller Pakistan havde slået mig ihjel. Derfor blev jeg bange, selv om de egentlig var okay.«

Af frygt for at blive sendt tilbage til Afghanistan sagde han, at han ville blive i Danmark. Få dage efter blev han registreret som asylansøger i Sandholmlejren og kom videre til Sjælsmark, et center for uledsagede mindreårige.

Efter at have fået en dyne og et værelse, fulgte en medarbejder ham til en gruppe unge landsmænd.

»Det var hyggeligt. På vejen hertil kunne jeg ikke rigtig tale med nogen, fordi alle kun tænkte på sig selv.«

Faroq forstod ikke til fulde, hvad der nu skulle ske med ham. Et par gange var han til samtale hos politiet – og så var det ellers bare at vente på svar. Efter tre måneder blev Faroq flyttet til et opholdssted i Thisted, hvor han skulle gå i skole hver dag.

»Mine venner spurgte, hvorfor jeg gjorde det, når jeg ikke havde fået svar endnu på, om jeg kunne blive her, eller om jeg ville ryge ud næste dag. Men jeg ville gerne lære sproget.«

Mai har hjulpet med alt

Ventetiden var hæslig. En medarbejder på centeret havde forsøgt at berolige Faroq. Han var så ung. 13 år. Man sender ikke så ungt et barn ud af landet. Alene. Fem måneder senere fik han da også sin opholdstilladelse, som gjaldt for fire år.

I mange tilfælde får de mindreårige kun opholdstilladelse for ét år ad gangen. En voldsom stressfaktor, understreger Børnerådsformand Per Larsen, der derfor anbefaler, at de får opholdstilladelse, til de fylder 18 år – eller minimum to år og dermed også til de fylder 19 år i nogle tilfælde.

Noget af det vigtigste for de mindreårige er, at de hurtigt får en stabil kontaktperson, som de kan stole på, lyder de mindreåriges egen stemme i rådets rapport.

Faroq havde kontaktpersoner både på Sjælsmark og i Thisted. Selv om han betegner dem som »søde«, er det Mai, som kommunen gav ham, da han kom til et bosted for uledsagede flygtningebørn i Roskilde, han har knyttet sig allertættest til. Selv om hun ikke længere arbejder som pædagog på hans bosted, holder de kontakten.

»I mine tanker er Mai en del af min familie. Jeg tager hjem til hende nogle gange. Hvis jeg har problemer, er det hende, jeg ringer til, ikke min nye kontaktperson. Hun har hjulpet mig med alt, hvad jeg oplever i Danmark, om det er noget med skolen, eller jeg skal til læge. Så hun er der for mig som frivillig,« siger Faroq.

Fredag i forrige uge mødtes han og to andre af de unge, som har bidraget til Børnerådets rapport med social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V). Her fortalte de unge om den store betydning, som frivillige kontaktpersoner har fået i deres liv, hvilket også gjorde indtryk på ministeren.

Karen Ellemann glæder sig derfor over, at hun ved fordelingen af satspuljemidler har sat penge af til frivillige initiativer som Røde Kors’ »Venner viser vej«, hvor frivillige kan være venner for flygtninge, og Get2Sport, et initiativ til at fremme sport i udsatte boligområder.

»Det er ikke kun øremærket uledsagede mindreårige, men det er jo oplagt at bruge initiativerne til det og til at give dem mulighed for at blive en del af fritidslivet. Som jeg siger, kendskab giver venskab,« siger ministeren.

Det frivillige medansvar

Ifølge Per Larsen er det dog farligt at forlade sig på frivilliges indsats alene.

»Kommunerne bør tage en form for medansvar for, at de frivillige kræfter findes, og at de er kompetente nok til at tage sig af disse her børn. Og det er vigtigt, at kommunerne hele tiden følger op på de enkelte, så de har fingeren på pulsen i forhold til, hvordan det går den unge, for det er potentielle sociale sager,« siger han.

Hvad angår forlængelsen af opholdstilladelser er det ikke noget, Karen Ellemann er indstillet på:

»Det er klart, at det er et pres for et menneske ikke at have fået fuldstændig permanent opholdstilladelse. Men det er sådan, vi mener, reglerne skal være. Hvor barsk, det end lyder, er jeg nødt til at være ærlig og sige, at der er ikke permanente opholdstilladelser til alle. Derfor er der den form for midlertidighed over tingene,« siger ministeren.

Faroq går i dag på efterskole i Rødby efter tre måneder i modtageklasse samt 8., 9. og 10. klasse i Roskilde. Først nu har han for alvor brudt sprogbarrieren og fået venner. Men om få måneder udløber hans fireårige opholdstilladelse, og han har allerede sendt en ansøgning om forlængelse til Udlændingestyrelsen.

Om Faroq får lov at blive her, har han ingen fornemmelse af:

»Jeg ved ikke, om jeg får et nyoprettet fremmedpas eller en hjemsendelse. Lige nu sker der alt muligt i Europa. Det går ud over alle indvandrere,« siger Faroq og henviser til såvel den massive flygtningestrøm og de nylige terrorangreb i Paris.

»Hvis der kommer ro i Afghanistan, tager jeg selvfølgelig tilbage til mit hjemland og leder efter min familie. Ingen har hørt fra dem, siden jeg tog afsted. Hvis der ikke er ro, kan jeg ikke tage derover.«

Faroq ønsker ikke at stå frem med sit fulde navn, som er kendt af redaktionen.