Jeg er jo gift med Ajax

Mange kender ham som »Mr. Ajax«, og efter 56 år i samme klub er 69-årige Helge Bruus Jensen en legende i håndboldklubben Ajax København. Selv tror han, at han er en uddøende race i foreningslivet.

Foreningsliv. Helge Bruus Jensen har været frivillig gennem 56 år i AJAX København håndbold. Foto: Marie Hald Fold sammen
Læs mere

Hej Helge! «

En pige med en håndbold i hånden kommer løbende gennem døren fra hallen ind i klubbens cafeteria.

»Skal vi ikke snart træne?« spørger hun og kigger på Helge, der står bag disken og er i gang med at forsyne et par drenge med slushice.

Det er ikke kun spillerne på det U10-pigehold, Helge Bruus Jensen træner, der kan hans navn. I 56 år har han været en del af håndboldklubben Ajax København, hvor han som 13-årig selv begyndte at spille. Kun fire år senere blev han træner for et ungdomshold – og sådan har det været lige siden.

Helge Bruus Jensen har i 56 år været frivillig i håndboldklubben Ajax København. Foto: Marie Hald. Fold sammen
Læs mere

Igennem årene har den 69-årige klubentusiast prøvet kræfter med næsten samtlige poster i foreningen. Ud over spiller og træner har han været formand, bestyrelsesmedlem og cafeteriabestyrer. For ham er foreningen mere end et sted, hvor man kommer et par gange om ugen. Det er en vigtig del af hans liv og en pligt for ham at sørge for, at klubben fungerer.

Helge Bruus Jensen er en fastgroet del af foreningslivet. En af de typer, som har været dominerende i foreninger rundt i Danmark, men som vi ikke vil se så mange af i fremtiden. Det tror han i hvert fald ikke selv.

»Sådan er tiden ikke mere. Nu er der meget mere udskiftning. Sådan nogle som mig er en uddøende race,« siger Helge Bruus Jensen.

En lounge i klubben er opkaldt efter ham, han er æresmedlem og »kan ikke huske, hvad han har modtaget af nåle og sådan noget«. Derfor er det måske ikke så underligt, at han er kendt som »Mr. Ajax«.

»Det er ikke noget, som jeg tænker over. Men det bliver jeg kaldt. Det er ikke titler, der driver mig. Jeg interesserer mig for, hvad der sker med mit hold på halgulvet, og hvordan det går med klubben,« siger han.

Helge Bruus Jensen er ikke ud af en håndboldfamilie. Selv siger han, at »hans familiemedlemmer aldrig har sat deres fødder i klubben«, men hans eget engagement har varet ved, siden han begyndte at spille. I dag er han stoppet som aktiv spiller – alligevel bruger han 40-50 timer om ugen i klubben, efter han blev pensioneret.

»Når jeg starter noget og føler noget for det, er jeg typen, der bliver grebet af det og engagerer mig med alt, hvad jeg har. Hvis noget ikke kører, prøver jeg at lave det om,« siger han.

Han tænker på dengang, han var ung, og håndboldklubben var en lille forening, som ingen troede på. Holdene spillede i nogle af de dårligste rækker, og ikke mange spåede klubben en stor fremtid. Så blev han træner for at lave det om. Eller dengang, hvor folk brokkede sig over, at klubbens cafeteria aldrig havde åbent. Så tog han over som bestyrer. Og selv om han har mange roller i klubben, synes han ikke, at han har for meget at se til.

»Jeg vil gerne, og derfor klarer jeg det også. Selvfølgelig er det meget at træne hold hver dag og være til kampe eller stævner hver søndag. Men det er så mit liv. Jeg er heller ikke blevet gift. Det er ikke til at have en mand, der render rundt herude altid. Jeg er jo gift med Ajax.«

Håndbold er en af de sportsgrene, hvor medlemstallene falder mest. Men det problem, som mange klubber rundt i landet oplever, fylder ikke lige så meget hos Ajax. Den er en af Danmarks største håndboldklubber med omkring 100 frivillige.

Foreningsliv. Helge Bruus Jensen har været frivillig gennem 56 år i AJAX København håndbold. Foto: Marie Hald Fold sammen
Læs mere

Men selv en stor klub kender til udfordringerne med at skaffe frivillige. Tidligere gik Helge Bruus Jensen selv rundt til skoler og gymnastikforeninger for at skaffe flere frivillige. For at få engageret en gruppe mennesker måtte han sætte sine egne trænerambitioner i baggrunden.

»Der er ikke meget prestige i at træne de yngre eller stå og lange pomfritter og hotdogs over disken. Men jeg hygger mig jo med det,« siger han.

Men én ting har især ændret sig i klublivet gennem tiden.

»Engang var vi her altid alle sammen. Vi gik i byen sammen, sad i klubhuset sammen. I dag kommer de i højere grad og træner deres hold og går igen. Måske får de en enkelt øl eller sodavand, men det er også det.«