»Jeg er ikke parat til at være mor«

Penny Kristensen blev gravid allerede som 17-årig og var kun lige fyldt 18, da hun fødte datteren Amalie. I dag er fire-årige Amalie anbragt i familiepleje, og Penny bor hjemme hos sin mor og stedfar.

Hyggestund ved spise-bordet. Penny Kristensen har besøgt datteren Amalie hver eller hver anden weekend, siden Amalie fem måneder gammel blev anbragt i familiepleje. Penny Kristensen har også nogle gange Amalie på weekend eller ferie hjemme hos sine forældre, hvor hun bor i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

»Det er Barius, og det dér er Kaktus. De børster tænder!« Fire-årige Amalie puffer sig bedre til rette på bænken med sin bog og ser forventningsfuldt op på sin mor, ivrig efter opmærksomhed. Vi sidder omkring spisebordet i det hyggelige køkken hos Gitte og Lars Vestergaard, hvor Amalie har været i familiepleje, siden hun var få måneder gammel.

Hendes mor, Penny Kristensen, er på weekendbesøg, som hun har været hver eller hver anden weekend, lige siden hun måtte give Amalie fra sig, fordi myndighederne vurderede, at hun ikke var egnet som mor.

Det er fire år siden, Berlingske Tidende første gang mødte Penny. Dengang var hun bare 17 år, netop begyndt på kokkeskolen og gravid i niende måned. Først var hun mest stemt for en abort, men hendes 24-årige kæreste pressede på, for at de skulle få barnet. Forholdet holdt imidlertid ikke, og efter få måneder flyttede Penny hjem til sine forældre igen. Det var derfor hendes mor, der var med til fødslen den 4. marts.

»Noget af det første, min mor sagde, da vi var kommet op på barselsgangen med Amalie, var, om jeg ikke syntes, det var fantastisk, så hurtigt man kom til at elske sådan et lille barn. Men sådan havde jeg det slet ikke. Jeg havde ingen problemer med at lade andre holde hende og tage sig af hende. Det passede mig helt fint,« siger Penny:

»Jeg syntes, det var svært at blive mor. Jeg kunne ikke forholde mig til det at have et lille barn. Det var lige stort nok for mig.«

Fødselsdepression
Det blev hurtigt klart, at Penny havde fået en fødselsdepression. Hun kom i psykologbehandling hos Mødrehjælpen, som også sørgede for, at hun fik plads på en børnefamilieinstitution, hvor hun kunne få hjælp til at passe Amalie og blive vurderet som mor.

»Det viste sig, at Amalie ikke var alderssvarende udviklet, og jeg blev erklæret uegnet som mor. Det var nok en kombination af fødselsdepressionen og min unge alder. Jeg var jo selv bare et stort barn, og det er jeg sådan set stadig. Nogle gange kan jeg opføre mig som en fem-årig,« siger Penny med imponerende selverkendelse.

Hendes egen opvækst har ikke været uden problemer. Forældrene blev skilt, da hun kun var otte måneder gammel, og faderen så hun først igen mange år senere. Da hun var næsten 12 år, rykkede der en ny mand ind i huset og overtog faderrollen for hende og hendes et år ældre bror. Som kun 16-årig flyttede hun hjemmefra – nok mest som konsekvens af sit eget ungdomsoprør, erkender hun i dag:

»Jeg skændtes med min mor og min stedfar næsten hver eneste dag og syntes slet ikke, der var noget, der fungerede derhjemme,« siger hun.

Hun tog kontakt til sin biologiske far og flyttede ind hos ham:

»Jeg boede hos ham to-tre måneder, men han var totalt alkoholiseret, så det var ikke nogen særlig god idé. I stedet flyttede jeg hen til min kæreste, og så var det, jeg blev gravid.«

I august 2005, da Amalie var fem måneder gammel, besluttede de sociale myndigheder, at den lille pige skulle i familiepleje:

»Den afgørelse kunne jeg slet ikke kapere, og jeg gik helt ned med flaget igen,« siger Penny.

I dag er hun glad for, at Amalie bor hos Gitte og Lars og deres brogede børneflok på i alt syv, hvoraf tre er plejebørn.

Ikke parat
Hun har også accepteret, at hun endnu ikke er parat til rollen som mor. I øjeblikket bor hun endnu en gang hos sin mor og stedfar, hun går på HF og er kæreste med Mike, som er soldat og udsendt til Afghanistan:

»Vi har det godt sammen og er glade for hinanden, og Mike er også meget glad for Amalie. Men jeg skal ikke have Amalie hjem, før jeg også har fået en uddannelse og har fået styr på alt det løse,« siger hun. »Jeg har det godt med, at Amalie er her. Det er det bedste for mig og det bedste for Amalie.«

Spørger man Amalies plejemor, Gitte Vestergaard, er hverken Penny eller Amalie endnu klar til, at Penny kan blive mor på fuld tid:

»Amalie bærer stadig præg af sin mors depression og af en mor, der ikke altid lige har været der, hvor hun skulle være. Men det går den rigtige vej,« siger Gitte. »Og hvad angår Penny, så har hun stadig noget, hun skal løbe af sig, før hun får fundet sig selv.«