Jeg er heldigvis særligt sensitiv

»Jeg har lige taget sensitivitetstesten på foreningens hjemmeside. Jeg svarede »sandt« på 12 ud af 23 udsagn, hvilket lige akkurat kvalificerer mig til titlen »særligt sensitiv« ... Jeg er stolt over min nye titel. Jeg ville ønske, jeg havde fået flere point.«

Jens Rebensdorff, journalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det lader til at være et problem for mange mennesker og deres børn, at de er »særligt sensitive«. Et ifølge lærere og pædagoger omsiggribende fænomen, der – endnu – hverken er en diagnose eller en sygdom.

Som Berlingske skrev i denne uge, er der tale om en betegnelse for personer, der reagerer mere intenst på sanseindtryk end andre.

Omkring hvert femte menneske er født med et nervesystem, der er ekstra modtageligt for indre og ydre stimuli, skriver HSP-foreningen, Highly Sensitive Person, på deres hjemmeside. Stimuli, som de sensitive angiveligt bearbejder »dybere og mere nuanceret« end andre.

Jeg har lige taget sensitivitetstesten på foreningens hjemmeside. Jeg svarede »sandt« på 12 ud af 23 udsagn, hvilket lige akkurat kvalificerer mig til titlen »særligt sensitiv«. Titlen kunne jeg også have erhvervet mig, såfremt jeg havde svaret »sandt« på blot få af udsagnene, hvis disse til gengæld var meget betydningsfulde for mig, fremgår det.

Jeg er stolt over min nye titel. Jeg ville ønske, jeg havde fået flere point.

For ser man ned over de udsagn, hvis svar afgør, om HSP-foreningen mener, man er specielt følsom eller ej, er det fuldstændig almindelige situationer, hvor et »falskt« snarere end »sandt«, burde stemple mig som særling med retten til at bære titlen »særligt tykhudet«.

Her er nogle eksempler fra testen:

Jeg synes at være opmærksom på det subtile og uhåndgribelige i mine omgivelser.

Det er barnelærdom for mig, at veludviklede sociale følehorn er et ubetinget gode og noget af det, der gør mennesker socialt intelligente.

Andre menneskers stemninger påvirker mig.

Hvis andre mennesker ikke påvirker én, er man vel på vej til den lukkede og en diagnose som psykopat, eller hva’?

Jeg er tilbøjelig til at være meget følsom over for smerte.

Nåhh, lille pus. Gør det avs, når jeg slår dig på fingrene med en hammer?

På travle dage har jeg behov for at trække mig tilbage, til sengen eller et mørkt værelse eller et andet sted, hvor jeg kan få noget privatliv og blive fri for stimulering.

Behov for fred om ørene, gør dig afgjort til noget helt vildt særligt.

Jeg bliver irriteret, når man prøver at få mig til at gøre mange ting på én gang.

Jamen, det er da også for galt, at du ikke kan finde ud af at være blæksprutte.

Jeg bliver dybt bevæget af kunst eller musik.

Er det ikke det, man skal blive?

Jeg bliver let forskrækket.

Ja, og jeg smadrer dig, hvis du hopper frem fra et hjørne og skræmmer livet af mig. Mærkeligt ikke?

Ifølge min katekismus i lommepsykologi, så viser »sandt«-svar på sådan nogle spørgsmål, at man bare reagerer normalt. Men nu hedder det »særligt sensitiv«, og det lyder som om, man skal tage det meget alvorligt. Bortset fra, at det minder om endnu et catchy offer-stempel for, hvordan vi og vores curlingbørn reagerer, når livet er præcis, som det bør være.