»Jeg er en rig rock-stjerne, så skyd mig!«

Et målrettet fokus på forretningen U2 har gjort de politisk korrekte irere rigere end nogen andre rockstjerner.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bortset fra Osama Bin Laden er der ingen, der i dag siger nej til Bono, når han drager rundt blandt verdens magthavere med hatten i hånden og slynger om sig med milliarder i pund, dollar og euro. Blandt mange ting har den blot 1,67 meter høje irer fået den vestlige verden til at eftergive milliardstore lån optaget af verdens fattigste lande.

Lige som han har skaffet medicin og penge til alt fra AIDS-forebyggelse til uddannelse. Mange vil også huske, at Bono var manden lige bag Bob Geldorf, da den senere adlede musiker fra Boomtown Rats tog initiativ til de legendariske Live Aid-koncerter. Bono er, derom hersker ingen tvivl, sværvægtsrockens samvittighed.

Det er således let at glemme, at Bono sammen med sine kumpaner i U2, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr., tilbage i 1978 måtte nøjes med et hente en ugeløn på 240 kr. hos kvartettens nytiltrådte manager Paul McGuinness.

En noget anden hyre

Når det irske firkløver i aften og igen i morgen indtager scenen på det ny stadion i Horsens, er det da også til en noget anden hyre. Alene deres indtægter fra turné- og rettighedsvirksomheder knyttet til den musik, hele verden lærte at elske med udgivelsen af albummet »Boy« for 30 år siden, giver hvert medlem en halv million amerikanske dollar i ugeløn.

Som det står at læse på dette opslag, er der yderligere indtægter andre steder. Det samme beløb får McGuinness, og det har han gjort sig fortjent til. For det er om nogen den tyndhårede manager med hængerøv i cowboybukserne og den grønne oilskinsjakke, der har skabt forretningen U2 ud fra to helt enkle, men virksomme tommelfingerregler: »Hvad nytter det at være god til at spille musik, hvis man ikke også er god til at lave forretning«, og »behold alle rettigheder til dine sange«.

Toppede i 1991
Kunstnerisk set toppede U2 for så længe siden som 1991, og allerede dengang solgte mange rockbands endnu flere plader end firebanden. Men forretningen U2 er derimod stadig musikbranchens største. Og den er skabt ud fra to ting: Dels har U2 nydt godt af, at man i Irland i 1969 vedtog en lov, der gjorde copyrightbeskyttede rettigheder skattefrie. Men da parlamentet i december 2005 vedtog et loft på 250.000 euro på området, trådte McGuinness i karakter. Efter en model, som kollegerne i Rolling Stones havde benyttet sig af siden 1972, flyttede han U2 Ltd. til Holland.

U2 Ltd. ejes af de fem nøglepersoner, og har til formål at varetage alt, der har at gøre med rettighederne til bandets musik, deres koncerter, merchandise, film etc. I Holland beskattes den slags meget fordelagtigt. Således skønnes det, at Rolling Stones i perioden 1972-2006 havde indtægter på rettighedsbeskyttede område for ca. 450 millioner dollar. Disse indtægter var blevet beskattet med 1,5 procent i Holland. Havde de betalt deres skat i hjemlandet England, havde beskatningsprocenten været 40. Omvendt har Rolling Stones kikket efter U2s vej på et andet område.

Slipper for at betale skat
For U2s forretningskonstruktion sikrer nemlig, at arvingerne til de fire medlemmer helt slipper for at betale skat, hvis et af medlemmerne går bort. Forlægningen af kernevirksomheden til Holland har efterfølgende sparet U2 for et anseeligt skattebeløb. Penge som ville være gået til den irske statskasse, der i forvejen under den gamle kunstlov gik glip af skatteindtægter fra kunstnere på, menes det, omkring 150 millioner kr. årligt. Skattetænkningen har fået såvel irske politikere, som NGOer til at beskylde Bono for hykleri, når han har talt dunder til f.eks. den irske regering om at yde et større ulandsbidrag.

Og man kan da også med en vis ret sætte spørgsmålstegn ved, om Bono og hans musikalske forretningsvenner i virkeligheden ikke er ærkekapitalister, selv om de gør alt for netop ikke at tage sig ud som sådanne. Prikken over i’et i den tese er ganske symbolsk Bonos 160 millioner dollar dyre investering i Forbes, finansverdenens bibel, som han ejer 40 procent af. »Jeg er en rig rockstjerne, så skyd mig,« som Bono udtalte i december sidste år.