»Jeg er bange for, at de skal anse mig for en helt«

Jens Ege, 88 år, var under besættelsen cykelbud og producerede kartotekskort med oplysninger på de danskere, som arbejdede for tyskerne.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jens Ege var 17 år gammel, da den tyske besættelsesmagt udførte deres »Operation Safari« i sensommeren 1943, hvor tyske tropper afvæbnede og opløste den danske hær og flåde. Det fik knægten fra Ørbæk på Fyn til at begynde at sabotere tyskernes aktivitet i lokalområdet.

»Det var utilladeligt, at tyskerne uden viden kunne anlægge en telefonledning fra Odense til Svendborg. Den skulle ikke have lov til at stå i fred. Sammen med tre kammerater cyklede vi ud efter mørkets frembrud bevæbnet med save. Vi lagde fire master ned på vores første aktion. Det mest nervepirrende øjeblik var, da vi havde savet de fire master næsten igennem og ville vælte dem på samme tid. Masterne gyngede frem og tilbage, mens ledningerne klaskede mod hinanden i den stille nat. Det var en øresønderrivende larm, og det kunne høres kilometer væk. Tre dage efter var der sat nye master op. Så gentog vi aktionen. Men nu var vi nervøse, for vi regnede med, der blev holdt vagt ved telefonmasterne. Derfor valgte vi et andet sted, hvor vi væltede masterne. Men de blev endnu en gang rejst op efter et par dage, og nu var der vagter med schæferhunde, som patruljerede langs telefonmasterne. Vi stoppede vores aktioner. Men vi havde tvunget tyskerne til at afsætte et betragteligt antal soldater til at patruljere ved masterne, soldater, der ellers skulle have været sendt til Østfronten. Så vi havde alligevel belastet den tyske krigsmaskine.«

Da Jens Ege havde fået sin studentereksamen i sommeren 1944, flyttede han ind på et værelse hos sin farbror bag Rigshospitalet i København. Her begyndte han hurtigt at opsøge modstandsbevægelser, som han kunne arbejde for, mens han læste jura på Københavns Universitet.

Jens Ege. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Min farbror satte mig i forbindelse med en mellemmand, som præsenterede mig for en professor på universitet ved navn Carsten Høeg. Professoren spurgte mig, om jeg kunne skrive på maskine. Ja, sagde jeg. Det kunne jeg ikke. Har du en skrivemaskine, spurgte han. Ja, svarede jeg igen. Det havde jeg heller ikke. Men jeg sagde ja til alt, for jeg ville være nyttig. Næste dag havde jeg anskaffet en skrivemaskine fra min farbror, og jeg kunne da skrive med to fingre. I starten var mit job at skrive kartotekskort på alle de mennesker, som arbejdede for tyskerne. Vi blev flere og flere til at skrive. Vi sad ikke det samme sted og skrev, det var for farligt. I stedet var vi spredt rundt omkring, og materialet, vi skulle skrive af fra, var hentet fra mange forskellige steder. Så jeg tilbød at cykle. Jeg blev cykelbud om dagen og skrev kartotekskort efter mørkets frembrud. Sagen var, at der skulle hentes blade og bøger, som der skulle skrives af fra, og de skulle bringes tilbage igen. Vi blev ved med at få oplysninger om danskere, der arbejdede for tyskerne. I begyndelsen kunne vi have kartoteket i en kuffert men ved befrielsen omfattende kartoteket 42.000 navne.«

»Hvis tyskerne fandt kartoteket, ville de gøre alt, hvad de kunne for at ødelægge det. Men det, vi frygtede allermest, var at blive arresteret, af de danskere, der arbejdede for tyskerne, og som måske endda stod i kartoteket. Det var jo danskere, der piskede fangerne for tyskerne. De havde nok pisket ekstra hårdt, hvis de havde haft en mistanke om, at vi havde et kartotekkort på dem. Vi var blevet udsat for den grusomste tortur, man kunne tænke sig. Hvis jeg var blevet taget, var de ikke holdt op med at banke livet ud af mig, før jeg fortalte, hvor kartoteket var.«

»Jeg aner ikke, om tyskerne havde kendskab til kartotekets eksistens. Men på en af mine cykelture nedad Valby Bakke, faldt min taske af bagagebæreren. Ud fløj 20-30 kartotekskort og landede på fortovet og cykelstien. Jeg skyndte mig at samle kortene op, så hurtigt jeg kunne. En venlig tysk soldat samlende mindst ti kartotekskort op og uden at kigge nærmere på dem, gav han mig dem i hånden. Vi var heldige i vores gruppe.«

»Den 5. maj om morgen klokken 8.00 trådte freden officielt i kraft. Vi hejste Dannebrog og ventede på, at Carsten Høeg skulle sige nogle ord. Ingenting. Vi stod lige så stille i haven og solen skinnede. Jeg tror, vi alle sammen var besjælet af den samme tanke. Vi slap igennem, uden der skete os noget. Mirakuløst. Næste ufortjent. Ikke nogen af os blev udsat for noget. Skønt flere af os havde været i ekstrem farlige situationer. Efter ti minutter fortsatte vi arbejdet med at producere og uddele kartotekskort.«

»I de senere år er jeg begyndte at tale om min aktivitet under besættelsen. Men jeg har aldrig talt med mine børn om det. Jeg bange for, at de skal anse mig for en helt. Det tanke bryder jeg mig ikke om.«

Note: Carsten Høeg (15. november 1896 - 3. april 1961) var en professor i klassisk filologi ved Københavns Universitet, modstandsmand under Danmarks besættelse og leder af Centralkartoteket over landssvigere, der skulle arresteres ved Danmarks befrielse. Kartoteket eksisterer den dag i dag på Rigsarkivet.

Fortalt til Thomas Albrektsen