»Jeg drives af broderkærlighed og kammeratskab«

Krigsveteranernes talsmand, Balkan-veteranen Benjamin O. Yeh, er første nominerede i Berlingskes store kåring af »Årets dansker.« Læs hvorfor her.

Benjamin O. Yeh må tage en pause i telefonsamtalen, da Berlingske ringer og fortæller ham, at han er nomineret til at blive »Årets dansker«. Den grandvoksne, 35-årige mand, som har tålt krig og fængsel, græder stille.

Balkan-veteranen er rørt, fordi nomineringen kan hjælpe Danmarks mange krigsveteraner og deres familier, som lider og kæmper en daglig kamp for at overleve. Veteraner, der ligesom ham selv er ramt af traumer efter uudslettelige oplevelser på Balkan, i Irak eller i Afghanistan.

»Omtale i medierne har reddet veteraner fra selvmord, fordi desperate pårørende, med en søn eller ægtemand liggende i fosterstilling, kontaktede os efter at have læst om os i avisen eller set os på TV og fik hjælp,« siger Benjamin O. Yeh.

Benjamins tårer kommer lettere, når søvnmanglen plager ham, som den gør i disse dage: »Jeg snakker med mange veteraner, som skriver til mig om natten og har brug for hjælp, så jeg har sovet endnu mindre, end jeg plejer. Det er hårdt at agere terapeut og psykolog og være nødt til at tilsidesætte sine egne problemer.«

Benjamin O. Yeh er den første nominerede kandidat til Berlingskes pris som »Årets dansker«. Han er valgt, fordi han som tidligere udsendt soldat og talsmand for de danske krigsveteraner har kæmpet vedholdende og succesfuldt for at sikre den nødvendige hjælp til de danske veteraner, der i fællesskabets tjeneste har fået sår på krop og sjæl, som det hedder i en udtalelse fra dommerkomitéen.

Benjamin er selv ramt af krigstraumer eller posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), som det hedder på moderne dansk. Alligevel finder han overskud til at kæmpe for soldaterkammeraterne:

»Som JFK (præsident John F. Kennedy, red.) sagde: Det er ikke et spørgsmål om, hvad dit land gør for dig, men hvad du kan gøre for dit land. Det er essensen for mig. At være dansk soldat og udstationeret er at yde en indsats for Danmark. Det samme gælder, når du kommer hjem igen. Det handler også om kammeratskab. Som udstationeret soldat lærer du, at hvis du har en kammerat, som falder bagud, så hjælper du med at bære hans bagage, hans hjelm og hans våben. Det er et oprigtigt kammeratligt broderskab. En form for broderkærlighed. Det er det, der driver værket. Også når vi bagefter kommer hjem til Danmark, så forpligter det at være veteran«,« siger han.

Hans kamp for at forbedre krigsveteranernes vilkår er også en del af hans eget sygdomsbillede, erkender Benjamin O. Yeh, der ligesom mange veterankammerater har været plaget af selvmordstanker: »Arbejdet er min flugt. Nogle veteraner har alkohol- eller stofmisbrug og en konstant jagt på adrenalin-kick. Min flugt er, at jeg begraver mig i arbejde. Så snart jeg står stille og ikke laver noget, så snart jeg har en nattetime, hvor jeg passivt ligger vågen, så er det, at mine dæmoner kommer. Kampen for veteranerne er min måde at overleve på.«

Berlingske møder Benjamin O. Yeh på Veteranhjemmet på Frederiksberg. Veteraner fra Danmarks krige på Balkan, i Irak og i Afghanistan spiller billard og læser avis med udsigt til Solbjerg Park Kirkegård. Der lugter lidt af mandfolk, men alt er pænt og ryddeligt. Én gør rent i det store køkken og på de to badeværelser. Dørene til værelserne er lukkede. Her overnatter veteraner, som er hjemløse eller ikke kan holde ud at være alene. Oftest rækker de fem rum ikke, og der må redes op i stuerne.

Benjamin O. Yeh er høj og sportstrænet med smukke, asiatiske træk efter sin kinesiske far. Hans følelser sidder udenpå, eller i hvert fald lige under huden. Men han er velformuleret, reflekteret og åben.

»Vi får en halv million kroner fra Forsvarsministeriet, som går til husleje og drift. Resten drives for private fondsmidler og med frivillige kræfter,« siger han og viser stakkene af slidt sengetøj, som vaskerikoncernen Berendsen har doneret, og genbrugsdynerne fra københavnske hoteller.

Benjamin O. Yeh har været drivkraft i Veteranhjemmet siden åbningen i 2010 og har selv boet på et værelse, fordi han var hjemløs. Hjemmet er en succes, men han har stadig svært ved at forlige sig med, at det offentlige ikke kan finde penge til en lønnet daglig leder, som veteranerne brændende ønsker sig.

»Samfundet hjælper andre svage grupper, men veteranerne bliver alt for ofte overladt til sig selv,« siger han.

Som dedikeret ildsjæl for veteransagen vandt han imidlertid en meget konkret sejr i sommer, da det lykkedes at få genoptaget 200-250 afviste sager om veteraner med posttraumatisk stress. Indtil da var det et krav, at PTSD skulle konstateres senest seks måneder efter udstationering, for at veteranerne kunne få erstatning. I dag anerkender Arbejdsskadestyrelsen, at PTSD ofte først udvikler sig i fuldt omfang i løbet af flere år, og langt flere krigsveteraner har dermed fået mulighed for at opnå erstatning.

Forud for sejren lå mange timers arbejde, møder med ministre, folketingspolitikere, rådgivning til de Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti om udformning af en veteranpolitik, en demonstration samt tæt kontakt med Soldaterlegatet, som gennemførte en stribe udredninger, som førte til afskaffelsen af den omstridte seks-måneders-regel.

»Vi veteraner fulgte debatten fra tilskuerrækkerne på Christiansborg og rejste os op og klappede, da loven blev ændret,« husker Benjamin O. Yeh, som sammen med en snes medveteraner modtog en mild irettesættelse fra Folketingets formand for forseelsen. Den dag var det 15 år siden, at han selv blev udstationeret på Balkan.

En sen aftentime i 1998 stod Benjamin i et fredfyldt øjeblik og beundrede stjernehimlen over Bosniens bjerge. Han følte næsten, at han kunne række hånden op og røre stjernerne, så klare var de. Den kun 19-årige dreng følte sig fuldstændig i ét med sig selv. Det var det helt rigtige, han havde gjort at søge ind i forsvaret og blive udsendt til Balkan.

Pludselig blev stilheden brudt af en bil, der nærmede sig checkpointet i høj fart. Benjamin trådte ud på vejen og gjorde tegn til chaufføren om at stoppe. Men bilen kom nærmere og nærmere uden at sagtne farten. Checkpointet var oplyst, og Benjamin trak sit automatvåben og holdt det op over hovedet. Nu var bilen så tæt på, at han tog ladegreb, lagde våbnet til skulderen og sigtede på chaufføren.

»Jeg får øjenkontakt med ham, og så sker der noget med mig. Det er som om, tiden står stille. Jeg lukker af og fokuserer. Min finger er på aftrækkeren, og jeg hører ikke, at han bremser. Først bagefter kan jeg se, at der er et ti meter langt bremsespor. Jeg trykker ikke på aftrækkeren, og han kører mig ned, så jeg vælter bagover,« fortæller Benjamin.

»Adrenalinen pumper i kroppen, jeg kommer på benene, flår døren op, hiver ham ud og lægger ham ned. Jeg tager ladegreb på mit våben, så patronen i kammeret falder ud, tager patronen op, viser ham den og prikker ham i hovedet med den for at sige: Du var så tæt på at blive skudt!«

Chaufføren var kroatisk politimand. Og rædselsslagen. Det viste sig, at der sad to kvinder på bagsædet. Den ene var gravid og kastede op i vejkanten.

»Jeg tror, han ville prøve os af. Den dag i dag er jeg glad for, at jeg ikke skød ham,« siger Benjamin.

Kroaterne fik lov til at køre videre i mørket, og Benjamin fortsatte sin vagt. Nogle timer senere kom hans officer og spurgte, om han var o.k. Jo, det var han.

»Jeg siger selvfølgelig ja. Det er en del af kulturen, jeg havde det også bedst ved at blive på min vagt,« husker han. Men nærdødsoplevelsen havde sat sine spor.

»Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg er vågnet op om natten med sved på panden over den episode,« fortæller Benjamin, der efterfølgende blev meget rastløs:

»Jeg løb ti kilometer hver aften i lejren, og jeg meldte mig frivilligt til alle de patruljer, jeg kunne komme på. I dag ved jeg, at jeg havde brug for en time-out hjemme i Danmark. Men dengang forstod jeg det ikke. I stedet pressede jeg mig selv til det yderste.«

Benjamin O. Yeh er vokset op i et trygt middelklassehjem i Hillerød i Nordsjælland med sine tre søskende. Moren var dansker og aktiv kristen, faren Taiwan-kineser. Sønnen Benjamin meldte sig som konstabel, selv om han havde trukket frinummer efter endt skolegang på en kristen privatskole og luthersk-missionsk efterskole.

»Jeg er drevet af den kærlighed og omsorg, jeg er vokset op med. Det har fået mig igennem rigtig meget og gjort, at jeg har haft overskud til at hjælpe andre. Jeg har lært fra barnsben, at man skal gøre noget for andre. Min mor var missionær, og hun er en rigtig ildsjæl. Vi havde aldrig penge i overskud, for dem gav hun til alle mulige, der havde brug for det,« siger Benjamin O. Yeh.

På Balkan lærte Benjamin O. Yeh og hans soldaterkammerater at »rense huse«: »Vi blev trænet i at sparke døre ind for at lede efter våben. Vi var selvfølgelig bange, for vi risikerede jo, at der sad bevæbnede folk derinde. Vores ingeniører ville ikke engang gå ind først, for de mente, at der var for stor risiko. Så vi blev sendt ind først, og så kunne ingeniørerne komme bagefter,« siger han.

Særligt én episode står klar i erindringen.

»En morgen ruller vi ind i en serbisk landsby. Alle militærkøretøjerne holder rundt omkring, og fem-seks soldater står og snakker. Der sidder en gammel, serbisk mand på hug med hænderne oppe over hovedet. Man kunne se frygten i hans øjne. Det mindede mig om billeder fra Vietnam eller Auschwitz, som jeg har set, hvor folk sidder i den her stilling, opgivende, gennemtæret af frygt. Det var en grænseoverskridende oplevelse. Jeg er god til empati og til at sætte mig ind i andre folks følelser. Jeg kunne sætte mig i hans sted på trods af, at jeg kun var 19 år. Det her med, at vi rensede husene i hans landsby for at finde våben. Vi gjorde det, vi skulle, og vi fandt nogle våben, men jeg følte, at vi begik et overgreb.«

Efter seks måneder på Balkan landede Benjamin O. Yeh og soldaterkammeraterne i Værløse i et Hercules-fly og blev sendt direkte tilbage i det civile samfund.

»Det var totalt surrealistisk. Jeg blev hentet af min familie, og vi spiste sammen i mit barndomshjem i Hillerød. Min eneste følelse var, at jeg havde lyst til at komme væk. Vi kunne ikke rigtig tale sammen, jeg vidste, at de ikke ville kunne forstå, hvad jeg fortalte dem,« siger han.

Han begyndte på handelsskolen, men følte sig atter malplaceret: »Når du kommer fra et sted, hvor du har ansvar for dine kammerater og går med skarpladte våben, og så lige pludselig skal række hånden op for at få lov til at gå på toilettet. Jeg måtte sidde og forsvare, at jeg skulle have fri til en NATO-øvelse. Jeg følte mig så fremmedgjort og så lidt værdsat, at jeg meldte mig ud. Jeg ville af sted igen.«

Benjamin O. Yeh var meget rastløs i den periode, og mens han ventede på den næste mission, slog noget klik for ham. I sin søgen efter adrenalin-kick røvede han sammen med en kammerat flere banker og blev anholdt fire måneder efter, at han kom hjem fra Bosnien, og få dage før han blev tilbudt udstationering i Kosovo. Under sin prøveløsladelse begik han væbnet bankrøveri. »I dag er jeg klar over, at det var forkert, og det forandrede mit liv for altid. Men jeg savnede adrenalinen og kammeratskabet og var ude af balance. Min realitetssans og min opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, var rykket. Når man som ung fyr så det, som jeg så... så fik jeg en opfattelse af, at man er nødt til at klare sig selv.«

Benjamin O. Yeh sad i fængsel i seks og et halv år. Han begyndte at læse jura med hjælp fra professor Vagn Greve og hjalp andre indsatte med at søge om udgang til familiebesøg, om tøjpenge og andre basale rettigheder.

Han førte også sine egne sager i byretten, som gav ham medhold i, at han havde siddet uberettiget i isolation. Og i Højesteret, som gav ham medhold i, at han havde siddet et år for længe i fængsel.

»Jeg var sindssygt rastløs, jeg gjorde min celle manisk ren hver dag. De andre indsatte kaldte mig spejderdrengen. De troede, jeg var tosset, fordi jeg gjorde min celle klar hver dag, som om jeg skulle løslades.«

I 2006 blev Benjamin O. Yeh løsladt og skaffede sig job som sælger hos Berlingske. Siden fulgte job hos Jubii og møbelfirmaet Altikon. Alle steder havde han succes med jobbet, men hvert halve eller hele år blev han ramt af en nedtur: »Jeg arbejder typisk dag og nat, og så brænder det hele sammen, fordi jeg bliver rastløs og ikke kan sove om natten og får en forkert døgnrytme.«

Men for fire år siden skete der noget, som for evigt har fjernet alle destruktive tanker. Benjamin O. Yeh fik en lille datter:

»Det var skræmmende, men også det bedste, der er sket i mit liv. Jeg fik arbejde på Søndagsavisen, og jeg snakkede med en psykolog og feltpræst fra Livlinen hos Konstabelforeningen, som hjælper veteraner.«

Efter et års tid måtte han dog opgive jobbet. I dag lever han af kontanthjælp og helliger sig datteren og veterankampen. I 2013 blev han hædret med Scandinavian Blue Berets æresmedalje.

Først i 2008 blev han klar over, at der var noget, der hed PTSD, og i dag slås han med myndighederne om, hvorvidt han pådrog sig PTSD på Balkan eller i fængslet. I det første tilfælde kan han opnå anerkendelse og dermed hjælp, i det andet ingen. At havne i fængsel er man selv ude om.

»Når du møder modgang i dit liv, så enten knækker du, eller også bliver du stærkere. Som jeg siger på soldatersprog: En fane er flottest i modvind. Det forpligter at være stærk veteran, og vores kamp fortsætter til gavn for alle veteraner og deres familier,« lover han.