»Jeg bliver deres sjælesørger«

Inger hader sin rollator. Den minder hende om, at hun ikke kan komme ud af sin lejlighed. Den gangbesværede kvinde får engang imellem besøg af den mobile frisør Susanne Lundqvist, der sørger for at permanente hendes brune lokker. Ude på sit eget badeværelse får hun sat håret, så det igen sidder som det skal. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alderdommen ligger i totter på gulvet. Snehvidt hår daler ned, imens hendes hurtige hænder foretager en kontant vurdering med saksen. Snip, snip. Det skal af. Det skal blive.

Jørgen sidder i en grønpolstret stol på badeværelset i plejehjemmet Skovvang. Han har taget høreapparatet ud. Så hun må råbe:

»Må jeg fjerne dine bakkenbarter?«

Susanne Lundqvist ser meget. Som mobil frisør kører hun ud til alle dem, der ikke kan træde ind i gadebilledet. De handicappede, ældre og psykisk syge. Dem, der er låst fast til deres hjem. Det Danmark, der ikke er bevægeligt.

Over det meste af Sjælland kommer hun kørende i sin Suzuki Splash og holder et spejl op foran deres ansigter, så de bliver set.

»Jeg møder mennesker, som ikke gider at være sociale. Som helst vil være i fred. Jeg møder folk, som åbner døren nærmest uden en trevl på kroppen. Jeg har hørt på ældre, der kun får 1.000 kroner hvert halve år i lommepenge, fordi familien tager resten af pensionen. Jeg har en særlig betydning for nogen af dem. De får hjælp til at bevare deres selvværd. Jeg kan se, når det kommer op i dem. Når de får mere selvtillid.«

Fragmenter af trivialiteter bryder hårtørrerens summen. Dagens næste kunde er Lonni i Havnsø, der ikke husker så godt. Hun skal have sat sine krøller, som hun altid får hver fjortende dag.

På det trange badeværelse i rækkehuset taler Susanne om Rema1000 i Fårevejle og kundens børnebørn. Høfligt og venligt som altid.

»Det er meget anderledes at komme på folks adresse og klippe dem. Man skal omstille sig til deres hjem og være på niveau med dem. Det nytter ikke noget at komme ind til en jord og betonarbejder og så være alt for korrekt i sin fremtoning. Jeg er også blevet ringet op af folk, der beder om at få sat håret, fordi de skal til begravelse. Der kan jeg ikke komme ind af døren med en frisk bemærkning.«

Det er Susannes fingre, der udfører arbejdet. Dem, der sørger for at hun får sine penge. Men det vigtigste arbejdsværktøj er empatien. Den, hun kan nå ind til folk med.

»Hos nogen kunder får man et tættere forhold. Jeg bliver lukket ind i deres tilværelse. Jeg bliver deres sjælesørger. Jeg var for nyligt hos en kunde, der fortalte mig, at hendes barn lige var død. Der blev jeg nødt til at bare lytte. Det påvirker mig også, når ægtefæller bliver nødt til at sætte den bedre halvdel på plejehjem, fordi de ikke længere magter opgaven.«

Som barn ordnede Susanne hår på sin tålmodige onkel Leif. Hun satte carmen curlers i hans hår og redte anderumpen på plads. Siden da har saksen altid ligget i hendes hånd.

Da hun nærmede sig de 50 år, fik hun en identitetskrise. Hun stod stille. Susanne satte sig derfor ind i bilen for at komme i svingninger. Nu behøver hun ikke vente på kunder i en salon, men kan frit tage ud til de mennesker, der har brug for hende.

»Kunderne fortæller mig mere, fordi vi er hjemme hos dem. De har billeder af børn og børnebørn hængende på væggen, som vi taler om. Når folk kom ind i salonen, talte jeg altid først om vejret eller politik med dem. Nu tager samtalen naturligt et personligt udgangspunkt i deres tilværelse.«

Dagens sidste stop er i Roskilde. Inger sidder ude i sit køkken med hænderne hvilende på rollatoren. Øjnene er lukkede, mens lokkerne bliver rullet op på spoler.

Om lidt vil den skrappe lugt af permanentvæske gennemtrænge nikotinduften og minderne i lejligheden.

»Hvorfor bliver man så forbandet søvnig, når nogen roder en i håret?«

»Det gør man, fordi det er så dejligt at blive nusset om,« svarer Susanne.

Hun tænker selv tit over, hvordan hun gerne vil leve sit liv den dag, alderdommen ligger i lokker på gulvet. Det er arbejdsskaden, når man hver dag sætter et spejl op foran andre mennesker. Når man er vidne til deres liv.

»Jeg har lært, at man aldrig bliver for gammel til forfængelighed. At det er muligt at bevare den.«