»Jeg beder om to joints, og så snakker vi lidt«

En anonym politiagent, der i halvandet år har haft sin gang på Christiania, vidner tirsdag om sine iagttagelser i Pusherstreet-sagen.

I øjeblikket afvikles en række sager om hashhandel på Christiania, som her ses på et arkivbillede fra 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Man kigger på hinanden. Så siger jeg, at jeg gerne vil bede om 100 kroner blomst. Så klipper sælgeren for 100 kroner af. Jeg kan også gå hen og bede om to joints, og så snakker vi lidt om de to joints.«

Sådan beskrev en af politiets agenter fra Task Force Pusherstreet en del af sit arbejde og fremgangsmåde i det halvandet år, han har været undercover i og omkring Pusherstreet på Christiania.

Den anonyme politiagents vidneforklaring i Københavns Byret er en del af den verserende Pusherstreet-retssag, hvor 75 personer er tiltalt for hashhandel, og som er delt op i i alt seks sager. Afhøringen af agenten er en del af sag seks. Selve afhøringen begyndte mandag.

Politiets agent oplevede ikke i perioden, han var på Christiania, at der blev åbnet nye boder. Han oplevede heller ikke, at boder i perioder var lukkede. Generelt beskrev agenten, at salget fra hashboderne var rimeligt homogent.

»Der var ikke nogen boder, der var mere populære end andre, og kundeflowet har været jævnt. Ingen boder har et meget større kundeflow end andre. Bod 16 var mest populær, fordi den lå i starten af Pusherstreet.«

Der var heller ikke forskel på priserne i de forskellige boder, og agenten oplevede ikke, at der var indbyrdes konkurrence på prisen på hash. Når prisen varierede, var det i forhold til kvaliteten af hashen.

»Priserne kan variere meget. Det handler om kvaliteten af hash, skunk og joints. De laveste priser starter ved 50 kroner for en joint, og det højeste er joints til 150 kroner. Der var ikke nettoboder med slagtilbud, og der er ikke konkurrence på prisen,« lød det fra politiagenten.

På aktionsdage blev posen blandet

En del af spørgsmålene i retssagerne i Pusherstreet-sagen drejer sig om de såkaldte aktionsdage. Det er dage, hvor de fleste butikker, forretninger og hashboder på Christiania lukkes ned, fordi beboerne på fristaden udfører praktisk arbejde som oprydning og vedligeholdelse.

Ifølge politiet har enkelte hashboder imidlertid holdt åbent. Noget, politiet mener, er udtryk for, at hashhandlen har foregået organiseret. Ifølge den afhørte agent kan man ikke entydigt sige, hvilke boder der var åbne under aktionsdagene.

»Pusherstreet ligner ikke sig selv. Alle hashboder er lukket undtagen to-tre boder. Jeg ved ikke, om butikkerne på Christiania er lukkede, for jeg har været i Pusherstreet. Udvalget er ikke lige så bredt som på normale dage. Der er ikke tid til, at folk kan vælge og udpege, for flere mennesker skal betjenes. Der er to-tre slags hash og måske to poser med skunk,« forklarede politiagenten.


Det er ifølge agenten ikke de samme boder, der står for salget på aktionsdagene. Nogle dage var det bod 1 og 2, andre dage bod 8 og 9.

»Der har været aktionsdage, hvor folk fra bod 29 stod for bemandingen. Der var også folk fra bod 2. Det er mit indtryk, at man blander posen. Det er folk fra forskellige boder, der står for salget,« sagde agenten, som forklarede, at der typisk stod mellem tre og fire sælgere i en bod på en aktionsdag.

Sælgere bor på Christiania

Politiet deler personerne i boderne op i minimum to kategorier, forklarede agenten også. Sælgere og bodmedarbejdere.

Sælgerne vejer, klipper og handler med hash og joints, mens bodmedbarbejderne udfører praktisk arbejde. De henter, bringer og står klar med en taske, hvis boden skal pakkes ned. Det er ifølge agentens forklaring tydeligt, at dem, som har stået som sælgere, også har adresse på Christiania og altså har en fast tilknytning til stedet.

»Det er det samme klientel, som står i boderne. Der kommer ikke nye boder. Slog man en bod op, var det min overbevisning, at den skulle lukkes ned igen,« forklarede agenten.

75 personer er tiltalt i Pusherstreet-sagen. Tirsdag forklarede agenten i byretten i København, at politiet har flere end 150 personer i sit persongalleri fra Christiania. Agenten forklarede også, at han sammen med en kollega havde observeret fejl i enkelte af de observationsrapporter, som politiagenterne havde udarbejdet.

Der var tale om, at det ikke var den korrekte person, der stod i rapporten. Det er ifølge agenten sket fire gange og er blevet rettet.