»Jeg anede ikke, at jeg havde opdaget Amazonas’ eget Stonehenge«

Nyere forskning tyder på, at der dybt inde i Amazonjunglen var op mod ti millioner mennesker, før europæerne ankom med deres våben og dødbringende sygdomme.

Foto: Gilmar Nascimento-secom Fold sammen
Læs mere
Foto: GILMAR NASCIMENTO

De gjorde det for tusinder af år siden i Stonehenge i Sydengland, de gjorde det i Egypten, og de gjorde det ved de utallige jættestuer, der præger landskaber i Danmark og over det ganske Europa.

Meget peger nu på, at de også gjorde det dybt inde i Amazonjunglen. Det vil sige, at kreative fortidsfolk rejste gigantiske monumenter af ikke mindst astronomiske og spirituelle årsager.

Indtil for få årtier siden var forskere af den opfattelse, at de millioner af kvadratkilometer, der udgør de centrale og vestlige dele af Amazonjunglen, havde været praktisk taget uberørt af menneskehånd indtil nyere tid.

De præ-columbianske kulturer, der herskede i Amerika før europæernes ankomst, var især koncentreret i Mexico, Mellemamerika og i det nordligste Sydamerika. Man havde ikke fantasi til at forestille sig, at oprindelige amerikanere også var vandret dybt ind i regnskoven i større antal.

Men det gjorde de, viser nyere forskning, for alt tyder på, at det tropiske vildnis svirrede af aktiviteterne fra op mod ti millioner mennesker, før europæerne ankom med deres våben og dødbringende sygdomme.

Dybt inde i junglen anlagde præ-columbianerne utallige byer, brede veje, broer, kanaler og respektindgydende monumenter, som i dag i vidt omfang er begravet og overbegroet af århundreders plantevækst.

For et par årtier siden var den brasilianske kvægfarmer Lailson Camelo da Silva i gang med at fælde træer i et område af Amazonas lige nord for Ækvator, da han nærmest faldt over en række mærkværdige og op til tre meter høje granitstykker.

»Jeg anede ikke, at jeg havde opdaget Amazonas’ eget Stonehenge,« siger da Silva i dag til New York Times. Men det havde han efter alt at dømme.

Der gik ti år fra hans opdagelse, til arkæologer for alvor indledte udgravninger omkring de imponerende »bautasten« i Brasiliens tyndbefolkede Amapa-region. De opdagede, at stenene var arrangeret i en cirkel, og ved bredden af en flod ca. tre km borte fandt de en slags kajplads, hvorfra de tunge sten på en eller anden måde måtte være blevet transporteret ind til det hellige sted. Tilmed så det ud, som om en af de største sten var placeret på en sådan måde, at den var nøjagtig tilpasset vintersolhverv.

Hvorefter forskerne udfærdigede den teori, at stedet med det nuværende navn Rego Grande måtte have fungeret som et helligt sted for især astronomiske ceremonier, og at en stor kultur måtte have rejst den mægtige struktur for mindst 1.000 år siden.

I dag hylder vi sjældent himmelrummet over os. Hvilket nok især skyldes forureningen fra vores stigende mængder kunstigt lys. Næsten otte ud af ti mennesker på kloden bor således i områder, hvor lysforurening virker som et filter for den uspolerede udsigt til stjerner og planeter. Men indtil for få årtier siden var svaret på nutidens opmærksomhedskrævende elektroniske skærme det betagende syn på klare nætter af himlens evigt omskiftelige lyshav, for det mindede os på én gang om vores egen lidenhed og om universets overvældende dybder.

Med skærmene og det elektriske lys har vi med andre ord mistet en central dimension af vores menneskelige og jordiske eksistens. Til gengæld var den helt intakt hos vores oldgamle forfædre i Brasilien, England og herhjemme på Danernes Mark.

Lars Henrik Aagaard er Berlingskes videnskabsjournalist.