Jazzmusikeren Arnvid Meyer er død, 80 år

Trompetisten og orkesterlederen Arnvid Meyer optrådte med jazzens største navne i flere årtier. Han grundlagde Det Danske Jazzcenter og husede det i sit hjem.

Arnvid Meyer, et af dansk jazzmusiks største navne gennem de seneste årtier, er død, 80 år.

Han indledte sin musikalske karriere i slutningen af Anden Verdenskrig og slog for alvor igennem i en række orkestre, der i 1950'erne havde den traditionelle jazz som varemærke.

Således spillede han i flere sammenhænge sammen med Torben Ulrich, før han i 1959 dannede sin egen sekstet, Arnvid Meyers Orkester, der fik en levetid på 14 år. Nu var swingtonerne i højsædet, og orkestret fejrede triumfer sammen med en række førende amerikanske musikere, der gæstede Danmark.

Arnvid Meyer stiftede i 1971 Det Danske Jazzcenter, som fik hjemme på hans private adresse i nærheden af Rønnede på Sydsjælland.

Han sad i 11 år i repræsentantskabet for Statens Musikråd og modtog gennem årene flere udmærkelser. Blandt dem kan nævnes PH-Prisen, Dansk Musikerforbunds Hæderspris og Ben Webster Fondens Hæderspris.

/ritzau/