Japanere blev hyldet for deres effektivitet: Nu undskylder borgmester nye problemer med jordfaldshul

Måske var japanerne lidt for hurtige, da de med forbavsende effektivitet fyldte et stort jordfaldshul midt i en travl storby.

Foto: KYODO

For få dage siden hyldede den halve verden, herunder også Berlingske, japanerne for deres slående effektivitet.

Det skete, efter at arbejdere på bare to dage havde fyldt og udbedret et gigantisk jordfaldshul midt i storbyen Fukuoka.

Se videoen af den meget omtalte »lapning«:

Men meget peger nu på, at japanerne var lidt for hurtige.

For siden asfalten blev lagt på det travle vejstykke ud for en togstation, er vejen sunket med syv cm, skriver flere medier.

Det store jordfaldshul med en bredde på 30 meter og en dybde på ca. 15 meter opstod formentlig som følge af underminering af jorden i forbindelse med metro-tunnelarbejde i byen på den sydlige japanske ø Kyushu.

Ingen kom til skade, men strøm, vand og gas blev afbrudt over store dele af Fukuoka, og der var risiko for sammenstyrtning af nærliggende højhuse.

Så hullet blev i al hast fyldt på bare to dage og derefter sikkerhedstjekket i yderligere fem dage, før vejstykket kunne åbne.

Men hen over weekenden var vejstykket atter lukket som følge af den mere beskedne indsynkning, hvorefter byens borgmester måtte gå ud på Facebook og undskylde, at han ikke havde advaret om, at vejstykket fortsat var i fare for at synke en smule.

Hvilket skyldes, at sand, cement og grus skal bruge nogen tid på at falde til ro og sætte sig i det gamle hul.

Vejen er siden genåbnet, men der foreligger endnu ingen oplysninger om, hvorvidt den er i fare for at synke yderligere.