Jane tog det sidste ord

9. maj begyndte en dødsannonce at blive delt på Facebook, fordi den korte tekst inspirerede læserne. Dødsannoncen er skrevet af afdøde Jane Randolph Gordon, da hun stadig levede – hun ville have det sidste ord.

Da Jane Randolph Gordon blev syg af kræft, fik hun, hendes mand og deres datter tatoveret en trekløver på håndleddet. Nu er hun og den ene trekløver borte. Til gengæld har Jane Randolph Gordon givet sin mand en skulptur, der symboliserer hendes nærvær. Foto: Thomas Lekfeldt
Læs mere
Fold sammen

I diskussioner ville Jane Randolph Gordon helst have det sidste ord.

»Jeg sagde: Er den her diskussion af stor betydning? Nå, så får hun lov til at sige den sidste sætning,« siger Janes mand, Kim Gordon.

Heller ikke, da hun døde, lod hun en anden få ordet. Jane Randolph Gordon nåede at forberede sin egen dødsannonce, som blev trykt i Berlingske og Politiken lørdag d. 9. maj. Hvad, hun ikke havde forberedt, var, at annoncen ville ramme og inspirere helt tilfældige danskere til at dele og kommentere den på sociale medier.

Vi sidder i Jane og Kim Gordons køkken i lejligheden på Frederiksberg, og det er helt i Janes ånd at tage en snak over en kop kaffe. Jane Randolph Gordon var søjlen i midten. Hun var det tredje blad i familiens tætte trekløver, men hun var egentlig også stilken. Datteren, Anne-Louise Randolph Gordon, bor i lejligheden nedenunder og har derfor naturligt været tæt på forældrene.

Jane voksede op i en lille familie i Nordvest med en storesøster og en mor, der blev skilt fra faren i Janes barndomsår. Selv om hendes egen kernefamilie også kun blev til et trekløver, formåede Jane Randolph Gordon i løbet af sine knap 62 år at samle en omgangskreds, som kunne udgøre en mindre kløvermark. Anne-Louises veninder blev også næsten Janes, og siden 1985 har Jane og Kim Gordon med en venneflok på 10-12 stykker samledes til spilaften med middag, kort og »Tegn-og-gæt«. Den 1. maj kunne Jane og Kim Gordon fejre deres 40-årsdag, og det samme jubilæum kunne de fejre med mange af deres venner.

»Meget tit, hvis jeg tog nogle forretningsforbindelser med hjem, så gik der lige et splitsekund, så var hun meget nær veninde med hans kone. Det er der mange eksempler på, fordi hun var, som hun var. Nærværende, interesseret, og hun var god til at snakke med folk,« siger Kim Gordon.

Jane var den, der huskede vennernes bryllupsdage, huskede hvad ham ved det andet bord til højre hed, og hvad vennernes børn uddannede sig til.

Kærlig og kontant

Jane Randolph Gordon lagde en dyd i at være nærværende, og i Anne-Louises øjne er det hendes største arv.

»Når en veninde havde nogle spørgsmål eller issues, så tog hun sig tiden til det. Hun punkede os tit for, at man lige skulle noget, eller lige var på vej, eller lige havde lidt for travlt til at tage snakken færdig. Det havde hun ikke,« siger Anne-Louise.

Som socialrådgiver, uddannelseskonsulent og senere ansvarlig for salg og marketing i hendes og Kim Gordons fælles virksomhed gjorde Jane Randolph Gordon det til sit arbejde at kommunikere med mennesker. Men hverken i arbejdslivet eller det private listede hun rundt på kompromisernes fløjlsfutter. Lige så nærværende og opmærksom hun kunne være, lige så rå og usødet var hun, hvis hun mente, det tjente budskabet bedst. Som når hun råbte efter en forbipasserende på en gåtur med Kim og hunden:

»Hallo, du har tabt noget,« hvis de smed et cigaretskod. Eller når hun prikkede en handlende på skulderen ved supermarkedets æggehylde: »Er du godt klar over, hvordan de burhøns har det?« Selv i sit svækkede jeg kunne hun stå uden for Rigshospitalet omgivet af patienter med drop og iltapparater og trække ud i parykken for at vise sit skaldede hoved. »Stop i tide,« lød budskabet til de rygende patienter.

»På den måde havde hun også en rå humor og rå facon. Havde man problemer, vidste man, at man kunne komme til hende og få omsorg og nærvær. Men man vidste også, at man ville få det direkte serveret,« siger Anne-Louise.

Livet er de dage, der kommer og går

I vindueskarmen ved siden af spisebordet står en lille skulptur, som forestiller en kvinde på en stol. Den skal symbolisere Jane, og Kim fik den 1. maj i 40-årsgave. På den måde er hun stadig nærværende i dagligdagen, og Kim og hun kan få sig en sludder. Netop dagligdagen udgjorde essensen af livet for Jane.

Højdepunkterne er gode, men dagene imellem skal også nydes. En ferie for familien foregik tidligere ved at køre sydpå i Europa, men de brugte mere tid på selve køreturen end på destinationen. Når de kom til et kryds, kørte de den vej, de havde lyst til.

»Det var vigtigt, at vejen derned og vejen hjem igen ikke var noget, der skulle overstås. Det var noget, vi skulle opleve, være sammen om og få nye indtryk. Det var lige så meget en del af ferien som det at være et eller andet sted,« siger Kim.

Fold sammen
Læs mere

Nu er det også i høj grad hverdagen, der skal fortsætte og genopfindes. Jane har lavet en manual til Kim, så han kan lære vaskemaskinen ordentligt at kende, og til Anne-Louise har hun oprettet en bryllupskonto, så der blandt andet er til en brudekjole. Janes største fortrydelse var, at hun ikke nåede at se Anne-Louise blive gift og få børn, især fordi hendes egen mor døde af kræft, da Jane var 20 år. I afskedsbrevet til Anne-Louise har hun derfor beordret sin datter: »Bryd kæden og lev.«

Jane Randolph Gordon døde 6. maj, en måned før sin 62-års fødselsdag, der falder sammen med sankthansaften. I sin dødsannonce blev hendes sidste ord: »OG send mig lige en tanke, når I fremover synger ved Sankt Hansbålet.«

Ellers er teksten en stor tak for livet og en opsang til læserne om at nyde hver af deres dage. Det er et budskab, mange har fundet værd at dele.

»Jeg tror ikke, hun havde regnet med det. Jeg tror, hun havde tabt underkæben, hvis hun havde set, hvor meget den var blevet delt, men jeg tror samtidig, hun havde været glad og stolt over, at flere havde lyttet til hende, også uden for vores netværk,« siger Anne-Louise.

Trekløverets ene blad visnede før de andre. Men i lejligheden på Frederiksberg er det tydeligt at mærke, at den solide, om end nu usynlige søjle i midten bliver stående.