De internationale modeuger er forbi. Fotograferne er rejst hjem, de såkaldte influencers har afleveret deres lånte fjer, modehusene er i gang med at lave nye kollektioner.
Det er tid til at få overblik. Til at se, hvad der er blevet vist, og hvordan vi vil gå klædt i den kommende sæson, og selv om den tid, hvor designerne kunne dekretere en farve eller en kjolelængde for længst er forbi, så er det helt indlysende, når man studerer de sidste måneders shows, at der er sket noget ret vildt.
De modeller, der har vist tøjet frem, har simpelthen så meget tøj på. Det er år, ja, årtier siden, at de har været klædt så tungt på. De har tykke lag af frakker, måske flere ovenpå hinanden, de har kæmpe store kåber, de har kutter med hætterne slået op om hovederne, og de har tweed og tyk uld på.
De er pakket ind. Og er de ikke det, er de i grove træk enten klædt i dyreprint af slagsen, der hører til på rovdyr, eller decideret stylet som superhelte, allermest tydeligt hos Moschino, der malede modellernes hud i klare farver, så de ikke længere var kvinder, men figurer, lige til at springe ind i – eller ud af – en superheltefilm.
Og nå ja, så har jeg ikke set så mange hatte, så meget hovedbeklædning, så mange huer, inklusive elefanthuer, som selv en bz’er ville nikke godkendende til, og som ville gøre en tilhænger af maskeringsforbuddet decideret rasende. Her er store hatte, en suffragette kunne have båret med stolthed, perlebesatte kyser og små tætsiddende huer. Her er tildækning for alle pengene.
Hvis det står til modedesignerne, skal kvinderne være beskyttet i næste sæson. Deres kroppe skal bogstavelig talt forsvinde i tøjet, de skal kunne gemme sig under store hatte eller i huer, de skal kunne blive usynlige. Eller de skal være parat til at forsvare sig, fremme med kløerne.
Det kræver ikke meget fortolker-Holger at gennemskue, at det, vi ser, er et foreløbigt resultat af #MeToo-debatten i efterårets mode. Modebranchens svar er ganske enkelt at pakke kvinderne ind – eventuelt som i Diors striktrøje, hvor der på maven bare stod »C’est Non Non Non« (det er nej nej nej!) – for at tilbyde dem beskyttelse mod mænd, der rager på dem og ikke respekterer, at kvindens krop er hendes egen (og ja, det er et overgreb at blive raget på, hvis man ikke har bedt om det. Ideen om, at kvinder nok tænder lidt på at blive berørt af fremmede mænd i en bar eller til en julefrokost, eller hvor i alverden, man forventes at lægge krop til den slags, er fostret samme sted i mænds fantasi som ideen om den lykkelige luder, men det er ikke frækt. Det er sølle.)
Hvis vi skal helt op på den store klinge – og det skal vi, for det her er vigtigt – så er det helt afsindigt, pinligt og beskæmmende, at vi tilsyneladende har skabt et samfund, hvor patriarkatet (og igen, jo! Vi lever i en verden, hvor mænd ses som mere værd end kvinder, sådan er det, hvor mænd har magten – se på alle regeringer, bestyrelser og direktørposter. Ser du ikke et mønster?) tilsyneladende opfører sig på en måde, så kvinder helt frivilligt har lyst til at tildække og sløre sig.
I den såkaldt frie verden har kvinder åbenbart i disse år brug for at tildække sig, så selv den allermest forstokkede ayatollah i Teheran ville nikke veltilfreds og sige »hvor nydeligt, man kan ingenting se«.
Det er forstemmende, og det burde få alle, mænd som kvinder, til igen og igen at insistere på at tale om, hvordan det er, vi lever sammen, når forbløffende mange kvinder udsættes for overgreb, og især om hvordan vi kan skabe et samfund, hvor alle er frie, ikke bare manden. Og man er først fri, når man tager sin elefanthue og sin mørke kappe på, fordi man har lyst, ikke fordi man trænger til at beskytte sig.
Vi er frie til at klæde os som vi vil den dag, et voldtægtsoffer aldrig bliver spurgt, hvordan hun dansede eller klædte sig, men det sker først, når vi anerkender, at man altid har ret til at klæde sig, som man vil, og at intet tøj er en invitation eller opfordring.
Åh, herregud, er der sikkert nogen, der vil sige. Slap dog af, det er bare mode. Og ja, det er det da, men mode er ikke bare tøj, mode er et aftryk af vores tid.
Moden opstår, når begavede mennesker filtrerer tidsånden gennem deres hænder, hoveder, hjerter og øjne og syr den ind i sømmene, lægger den i mønstrene og i farvevalget. Moden er så uendelig meget mere end bare kluns at tage på, den er et tilbud om en drøm om at blive et andet menneske, men også en spejling af den tid, vi lever i, og ærlig talt, det billede er ikke altid særligt flatterende.
Gid, der kommer nogle børn forbi og råber »hvorfor har de så meget tøj på?«
