For 100 dage siden lød et skud i et nydeligt kvarter på Frederiksberg. Landets måske mest fremtrædende islamdebattør Lars Hedegaard stod tilbage, uskadt, men rystet efter drabsforsøget, der kan være politisk motiveret – og i så fald er danmarkshistorisk.

Rystet var også de folkevalgte, den offentlige opinion og pressen, der i dagene efter den 5. februar mobiliserede sig bag kravet om fuld ytringsfrihed og rustede sig til en revitalisering af 00ernes værdidebat, som syntes at være en uundgåelig konsekvens af mordforsøget.

100 dage senere er Hedegaard selv sendt i bopælsmæssig landflygtighed, og den gamle militærnægter er, siger han selv, gået ind i en permanent tilstand af »krig«.

Den samfundsmæssige, politiske opstandelse synes derimod at være døet noget ud. Gennemgår man Infomedia, avisernes artikeldatabase, har en overraskende lille del af artiklerne siden februar handlet om ytringsfrihed eller islam kontra vestens værdier generelt.

Skriverierne har i højere grad handlet om konkreter, f.eks. Hedegaards person, validiteten af hans udsagn eller hans besøg hos Martin Krasnik i DR2 Deadline. Men abstrakterne, værdierne, er vigtigere end nogensinde for Hedegaard:

»Den 4. maj, på Danmarks befrielsesdag, tog jeg i Mindeparken for første gang. Min personlige oplevelse af at være i krig, som man ikke kan fortænke mig i at have efter den oplevelse, gjorde, at jeg bedre kunne forstå de mennesker, der døde for en sag. Jeg stod ikke og græd, men jeg var bevæget over, at der fandtes folk, der ville kæmpe for vores frihed. Det kunne jeg godt savne i dag. Bevidstheden om, at det kan koste noget at sige sandheden, som man selv ser den.«

Håndgemæng

Den 5. februar om formiddagen ringede en mand i en rød regnjakke på Lars Hede­gaards dør. Manden, en cirka 25-årig, knap 180 centimeter høj og mellemøstligt udseende mand med kraftigt, krøllet hår, signalerede, at han skulle aflevere en pakke. Da Hede­gaard fik pakken i hånden, fik han fornemmelsen af, at noget var galt. Pakken var for let, faktisk tom, har han forklaret. I samme øjeblik trak »postbudet« en pistol og affyrede et skud. Skuddet gik forbi, og patronen kilede sig fast i en karm. Pistolen syntes da at gå i baglås, Hedegaard slog ud efter attentatmandens ansigt, og manden tabte pistolen ind i opgangen.

Efter nogle øjeblikkes håndgemæng fik gerningsmanden fat i pistolen igen og stak af. Lars Hedegaards nabo hørte skuddet og kiggede ud, tids nok til at se den rødklædte pistolmand forsvinde i retning mod Søndermarken. Men der, klokken 11.21 den februartirsdag, et sted mellem Pelargonievej og Frederiksbergs store grønne park, ender sporene, og spekulationerne begynder.

Optimistisk politi

For efter den indledende åbenhed og flere appeller til offentligheden om hjælp, har Københavns Politi mørklagt efterforskningen: »Vi skal have det bedst mulige udgangspunkt i forhold til en gerningsmand. Vi skal ikke ødelægge vores efterforskningsmuligheder eller hjælpe gerningsmanden ved at buse ud med det i pressen,« siger politi­inspektør Jørgen Skov.

Han afviser dog, at politiet skulle være på bar bund i den politisk betændte sag:

»Det kan jeg godt forstå, at folk tænker, men det er vi ikke. Så længe vi har spor at arbejde med, ser vi sagen som åben og fuld af muligheder,« siger Jørgen Skov. Han er, siger han, optimist: »Og dermed mener jeg, at vi har gode spor at gå videre med, men de kan jo ende blindt,« siger han.

Politiinspektøren ønsker ikke at oplyse, hvilken pistol der blev anvendt af gerningsmanden, eller om den samme pistol har været anvendt i anden, registreret sammenhæng. Heller ikke om der er fundet tekniske eller biologiske spor på stedet. Eller om der er fundet brugbar telefontrafik i området. Jørgen Skov ønsker heller ikke at komme nærmere ind på, hvilke »interessante« personer, der er dukket op i politiets gennemgang af overvågningsbånd. End ikke antallet af efterforskere, der er knyttet på sagen, ønsker politiet at oplyse.

Opsøgt, tjekket, udelukket

50 vidner henvendte sig efter attentatforsøget til politiet, blandt andet med signalementer af mistænkelige personer. Politiet har siden forsøgt at afklare, om der er tale om flere mænd eller om én og samme person.

Uden at nå til vished. Lige nu antager politiet, at der kun er én gerningsmand. En lang række postbude er blevet opsøgt, tjekket og udelukket.

Lars Hedegaard er selv, som han var på attentatdagen, overbevist om, at hans gerningsmand skal findes i et muslimsk, religiøst eller politisk optændt miljø. Og at motivet kan have sit grundlag i, at han gennem mange år er blevet beskrevet og omtalt på en bestemt måde af »den politisk korrekte presse«:

»Hvis man har været hængt ud som vaneforbryder, som jeg og Pia Kjærsgaard har været, så er der måske nogen, der får ideer. Nogen får måske den idé, at man uden særlige omkostninger kan slå os ihjel, for der er i forvejen en folkestemning om, at vi er udyr. Jeg siger ikke, bestemte aviser eller personer har et medansvar; jeg siger, at en tosse godt kunne få det indtryk fra den politisk korrekte presse, at tiden er inde til at udrydde min person fra jorden,« siger Hedegaard.

Han mener, at et personligt motiv kan udelukkes:

»Jeg aner ikke, hvem manden var. Jeg kender ikke den konkrete fjende, men jeg har en fornemmelse af, at de, der leder og fordeler arbejdet inden for radikaliseret islam, ikke ser med milde øjne på mig. Der kan være tale om en muslim, som vil sikre sig en plads i paradiset. Det kan man jo få ved at slå en vantro ihjel, og så har man automatisk adgang til 72 jomfruer,« siger Hedegaard i telefonen fra et hemmeligt opholdssted.

Men endnu har ingen, heller ikke politiet, kunnet fastslå, om Hedegaards teori om motivet holder stik:

»Spekulationer holder vi os fra; vi holder alle muligheder åbne,« siger politiinspektør Jørgen Skov.

Mistænkeliggørelse

Usikkerhed om motivet er måske årsagen til, at drabsforsøget ikke genantændte 00ernes værdidebat, vurderer politisk kommentator Michael Kristiansen:

»Hændelsen havde alle muligheder for at sætte den i gang igen. Men så længe der ikke er klarhed om, hvem der stod bag og hvorfor, er der grænser for, hvor voldsom debatten kan blive,« siger Michael Kristiansen.

Han mener ikke, at 00ernes værdidebat er bedaget eller død, selv om den politiske diskussion i disse måneder farves af arbejdsløshed, skolekonflikt og økonomisk krise. Befolkningens holdninger til udlændinge, religion, kultur og ytringsfrihed viser sig i klare glimt, når bandekonflikter, jødechikane eller skoleopdelinger kiler sig ind på nyhedsdagsordenen. Men, siger Kristiansen:

»Der er en vis tilbageholdenhed omkring at sætte den helt tunge værdidebat i fart ved enhver lejlighed, selv Dansk Folkeparti har holdt sig tilbage. Debatten er så polariseret, at den meget hurtigt kan give bagslag, og det ville det i den grad gøre, hvis det viste sig, at pistolmanden var en sindsforvirret hjemmerøver.«

Claes Kastholm, debattør og god personlig bekendt af Lars Hedegaard, er enig i, at værdidebatten lidt overraskende udeblev:

»Der ligger stadig nogle meget voldsomme modsætninger lige under overfladen, så hvis Pia Kjærsgaard stryger tændstikken, kan man ikke udelukke, at det kan blusse op. Men pressen er optaget af andre ting lige nu. Folk er bekymrede for arbejdsløshed, og vi kan ikke håndtere så mange dagsordener på én gang,« siger Kastholm, der hylder Hedegaards vilje og vedholdenhed med at give sine holdninger til kende, men ikke deler »det skrækscenarie, at vi står over for en islamistisk magtovertagelse. Det er lidt for rabiat,« som Kastholm siger.Københavns Politi venter at kunne åbne lidt mere op inden for overskuelig tid:

»Egentlig havde jeg troet, at vi ville have været ude med noget nu. Der er nogle tekniske spor, der tager længere tid end beregnet at analysere,« siger politiinspektør Jørgen Skov uden at ville definere disse spor nærmere.

Hedegaard håber, for sin sikkerheds og sit navns skyld, at gerningsmanden snart findes:

»Alene på grund af mistænkeliggørelsen. På Facebook har jeg kunnet læse spørgsmål som: »Hvor er den kugle, der påstås affyret?« Svaret er, at den er hos politiet efter at have siddet i en karm i min opgang. Det har været antydet i dele af pressen, at jeg selv har fundet på attentatet. At jeg selv har sat det i værk. Jeg har aldrig haft planer om at spille martyr, det er ikke nogen værdig position at være i.«