Jagerpiloten der blev forfulgt af sit fly

Kim Juul var den første danske kamppilot, der lod sig skyde ud af et F-16-fly

Sådan så det ud, da det første danske F-16-kampfly havnede på jorden ved Fole i Sydjylland i 1983, efter at pilot Kim Juul skød sig ud. Havarikommissionens undersøgelse viste, at et lyn havde fået tanken under flyet til at eksplodere. Eksplosionen rev hul i bunden af flyet og ødelagde begge hydrauliksystemer. Da hydraulikken var væk, forsvandt styringen, så flyet stak næsen i vejret. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Den pitcher op. Ejecter!« Kim Robert Juul råbte i radioen, mens han samtidig trak i det gule håndtag mellem benene. Det antændte raketterne under katapultsædet, og folkene i den anden ende af radiobølgerne hørte kun de første få ord, inden han blev skudt ud af det løbske fly.

5. april 1983 overlevede Kim Juul en stribe af uheld, der hver især kunne have kostet ham livet eller førligheden. Forløbet placerer ham blandt verdens heldigste piloter. Den dag blev han den første danske F-16-pilot, der måtte forlade sit fly med katapultsæde og dermed opgav at redde det dengang helt nye kampfly til omkring 150 millioner nutidskroner.

Styrtet skabte store overskrifter i et Danmark, der havde været gennem en intens debat om visdommen i at betale godt syv milliarder nutidskroner for 48 kampfly. Senere blev der brugt yderligere mange hundrede millioner på 10 ekstra kampfly samt endnu 19. I alt 77 af slagsen.

Da Kim Juul den morgen for mere end 32 år siden satte sig til rette i sit topmoderne kampfly, var en mangeårig drengedrøm gået i opfyldelse.

Kim Juul voksede op som søn af chefen for Bornholms Lufthavn ved Rønne, hvor han scorede ture med Bornholms turistrundflyvning om sommeren, og hvor han kom til at lære det meste om at flyve.

Som ung troede han, at en matematisk studentereksamen var et krav for at søge ind på forsvarets pilotuddannelse – det viste sig, at realeksamen havde været nok – men Kim Juul vidste ikke bedre, så på trods af mangelfuld matematisk interesse og evne hentede han en studentereksamen hjem. Han scorede også den kæreste, som han senere blev gift og fik børn med, og som er hans kone den dag i dag, men det er en ganske anden historie.

Den ugelange optagelsesprøve i Jonstruplejren ved Flyvestation Værløse endte med, at Kim Juul og to andre klarede den første barriere på vejen mod jobbet som jagerpilot.

På Flyveskolen på Avnø blev yderligere en del aspiranter sendt hjem igen. Kun de, der var i stand til at indlære hurtigt, klarede sig igennem.

Kim Juul husker som alle andre piloter sin første soloflyvning: »Jeg sad i skoleflyet og sang på hele turen rundt om flyvestationen.«

Som traditionen foreskriver, røg han efter sin solodebut en tur i vandet. Ikke i branddammen, for den var frosset i den kolde snevinter 1978, men vandtruget havde plads nok til en ung pilot. Dengang som nu blev jagerpiloter uddannet i USA, og hjemme igen blev Kim Juul omskolet til F-100 Suber Sabre. Et koldkrigsfly beregnet til at bombe invasionsstyrker – og notorisk upålideligt. Halvdelen af flyvevåbenets F-100 havarerede, men da Kim Juul første gang kravlede op i en af dem, var de blevet modificeret og til at stole på.

»Vi var lidt skuffede, fordi vi havde håbet at flyve de svenske Draken-jagerbombere, der var hotte dengang. Men så fik vi jo F-16, der var helt nyt, også teknologisk.«

Kim Juul havde ikke haft frygtelig mange timer i et F-16, da han 5. april fik til opgave at flyve som målfly for et andet F-16. Øvelsen foregik i himlen i nærheden af Flyvestation Karup, og det hele trak lidt ud, så Kim Juul fik lov til at stikke af som den første for at flyve hjem til Flyvestation Skrydstrup ved Vojens.

»Jeg skulle gennem en varmfront med en lav skymur for at komme til landing i Skrydstrup. Men der var ingen mistænkelige høje skyer,« fortæller Kim Juul om dagen, der kunne være blevet hans sidste.

Høje skyer er nogle gange ubehagelige cumulus nimbus-tordenskyer, fyldt med hagl og lyn og voldsomme vinde. Grundet det dårlige sigt bad han om en såkaldt GCA-anflyvning, hvor radaroperatører dengang guidede et fly til landing.

Men inde i skymuren blev de lyse skyer pludselig meget mørke, og hagl begyndte at slå mod flyet.

Kim Juul var havnet i en tordensky, der gemte sig i varmfronten, og han mærkede den statiske elektricitet bygge op.

»Nu kommer der snart et lyn,« nåede han at tænke, inden lynet bragede ind i flyets næse på højre side.

Alle advarselslamper lyste op på instrumentbrættet. På nær to. Advarslen om motorbrand og advarslen om overophedning i motoren lyste ikke. Flyets motor kørte i tomgang, og flyet fløj normalt fremad.

Kim Juul var stadig i chok, men gav lidt gas og løftede flyets næse for at komme ud af den sorte tordensky. Da tændte de to sidste advarselslamper også. Kim Juul udsendte nødsignalet MAYDAY.

Han trak gashåndtaget tilbage til tomgang, hvorpå advarslerne om motorbrand slukkedes. Sådan fortsatte han med at give skiftevis gas og gå i tomgang, for så at holde farten på mellem 200 og 250 knob – mellem ca. 370 og 460 km/t.

Nu begyndte Kim Juul at tro på, at han kunne nå frem til landing i Skrydstrup, hvis bare understellet ville sænke sig og låse, som det skulle.

»Jeg forestillede mig allerede, hvordan jeg skulle fortælle de andre i eskadrillen om min oplevelse, og jeg tænkte, at jeg havde måske udsendt det MAYDAY lidt for hurtigt,« husker han.

Samtidig begyndte han at arbejde med flyet for at rette fejl og slukke nogle af advarselslamperne.

Men to sekunder og 46 sekunder efter lynnedslaget skete det uden varsel. Flyet stak næsen nærmest lodret i vejret. Kim Juul forsøgte med styrepinden, joysticken, at få næsen til at pege nedad. Ingen reaktion fra kampflyet.

Så var det, at han råbte i radioen, hev i håndtaget mellem benene og blev katapulteret ud i det blå.

»Jeg så faldskærmen folde sig ud over mig. Men jeg så også noget andet. Spidsen af flyet med pitotrøret i næsen kom lige mod mig. Den strøg tæt forbi, og jeg kiggede ned i det cockpit, som jeg lige havde forladt. Jeg var ved at blive fløjet ned af mit eget fly.«

Det herreløse F-16 havde lavet et loop og var tæt på at spidde Kim Juul, inden det fortsatte ned på en mark og brød i brand.

På svæveturen mod jorden forsøgte Kim Juul at styre faldskærmens retning ved at hive i styrelinerne. Det skulle han ikke have gjort. I stedet for at skifte kurs begyndte skærmen at dreje i en hastighed, der fik Kim Juuls krop til at svinge næsten vandret rundt.

Han slap styrelinerne og kiggede mod jorden. Han havde retning mod en bondegård. Han så gårdens store tagflade og møddingen ved siden af.

»Nu rammer jeg taget og brækker benene og styrter ned i møddingen og drukner, fordi jeg ikke kan kravle ud af den,« tænkte han.

»Jeg var vist begyndt at lide af lidt forfølgelsesvanvid på det tidspunkt,« konstaterer han i dag.

Det tog hverken pippet eller lysten til at flyve fra Kim Juul, at han måtte skyde sig ud af sit F-16-kampfly for mere end 32 år siden. Han fortsatte som pilot og flyver i dag for SAS. At Kim Juul efter faldskærmslandingen var ved at blive løbet ned af en vred hest, har heller ikke fået ham til at holde sig væk fra folden nær lufthavnen i Kastrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

Kim Juul strøg hen over taget og ned mod den pæne, grønne græsmark bag gården:

»Jeg kunne se et pigtrådshegn for enden af marken, som jeg ikke ville ramme, så da jeg landede lige før hegnet, kastede jeg mig bagud, hvilket man ikke må. Jeg forvred ryggen.«

Øjeblikke senere hørte han et højlydt og vredt vrinsk. Som han lå der på ryggen, bøjede han hovedet bagover og så græsmarken på hovedet. Men synet af hesten i den anden ende af folden tog han ikke fejl af.

Dyret satte sin efterbrænder på og kom mod ham i fuld fart. Havde han overlevet havariet og flyets loop bare for at blive trampet ihjel af en rasende hest, der formentlig var blevet ramt på ryggen af den redningsflåde, der hang i en line under Kim Juuls faldskærm?

Han kom på benene og væltede sig over hegnet, som slet ikke var af pigtråd, men et almindeligt elhegn.

»Så stod vi på hver sin side af hegnet og prustede ad hinanden,« husker han.

Nu skulle Flyvestation Skrydstrup have besked om, hvad der var sket.

Kim Juul småløb til gårdens stuehus og gav sig til at banke på døren. Han kunne se en bil, så der måtte være nogen hjemme. Han lagde også mærke til, at nogle af de lokale var på vej for at se, hvad der brændte ude på marken. Der var nogle børn og også en gyllespreder bag en traktor. Den spredte gylle, selv om den kørte på landevejen.

Nu gav Kim Juul sig til at hamre på døren med begge hænder. Endelig gik den op, og en bondekone viste sig. Jo, han måtte da godt låne telefonen. Kim Juul ringede til operationsrummet på Skrydstrup.

De spurgte, hvor han befandt sig, hvilket bondekonen måtte fortælle ham. Hun stak ham også et glas cognac, som Kim Juul afslog. Det er dumt at lugte af spiritus efter et flyhavari. Han lyttede samtidig til skuddene fra sin brændende flyvemaskine. Det var øvelsesammunitionen, der eksploderede.

Et øjeblik senere ankom redningshelikopteren. Den var blevet sendt i luften, allerede da Kim Juul havde udsendt sit MAYDAY

Da Kim Juul fortalte lægen på helikopteren, at han havde ondt i ryggen, blev han omtrent tvunget ned på en båre og måtte slås for at få lov til at sætte sig op og kigge til sit fly, da helikopteren lettede.

En rigtig dårlig dag nærmede sig afslutningen. Tilbage på Skrydstrup fik Kim Juul besøg af sine chefer, som gav ham et klap på skulderen.

Han blev med det samme udspurgt om forløbet, som han beskrev i detaljer. Det er vigtigt at få pilotens oplevelser noteret ned, inden hjernen begynder at fortolke, hvad der er sket, og inden piloten taler med andre. Kun på den måde sikrer Havarikommissionen sig det bedste udgangspunkt for undersøgelser af årsager og forløb.

Rutinemæssigt blev Kim Juul indlagt på sygehuset i Haderslev til tjek i et døgn. Kammeraterne fra eskadrillerne kom forbi med en kasse øl, og næste dag fløj tre F16-fly forbi sygehuset som en hilsen.

Efter ni år som pilot og F16-instruktør skiftede Kim Juul til Maersk Air og så SAS, hvor han stadig er ansat. De to børn er blevet voksne, og livet er normalt.

Kim Juul fik ikke nogen efterreaktioner, og han var i luften igen efter en uge, hvor ryggen fik lov at komme sig. Ingen mareridt. Han kan stadig glæde sig over, at den grundige træning virkede, da det gjaldt. Han reagerede, som han skulle, da lynet ramte.

»Jeg husker hvert sekund og kan stadig afspille forløbet som en videofilm i hovedet,« siger Kim Juul – inden han går ud til sin Airbus 320 for at flyve til Paris. Uden katapultsæde.

Sådan så det ud, da det første danske F-16-kampfly havnede på jorden ved Fole i Sydjylland i 1983, efter at pilot Kim Juul skød sig ud. Havarikommissionens undersøgelse viste, at et lyn havde fået tanken under flyet til at eksplodere. Eksplosionen rev hul i bunden af flyet og ødelagde begge hydrauliksystemer. Da hydraulikken var væk, forsvandt styringen, så flyet stak næsen i vejret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Kølle.