Jægersoldater i aktion var efter bogen

I ny bog fortæller en tidligere jægersoldat om flere aktioner, som Folketinget ikke har hørt om før. Men om et par timer vil forsvarsminister Søren Gade fortælle, at opgaverne lå inden for mandatet fra Folketinget

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske soldater fra Jægerkorpset har siden 2001 gennemført en række mindre, men farefyldte opgaver, som Folketinget og offentligheden ikke tidligere har hørt om. Det fremgår af en ny bog, skrevet af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, og bogen har rejst spørgsmål fra flere forsvarsordførere, som vil have en forklaring fra forsvarsminister Søren Gade.

Forklaringen får ordførerne netop nu, hvor de sidder i møde med ministeren til et længe planlagt møde blandt partierne bag forsvarsforliget. Om et par timer vil forsvarsministeren også give offentligheden besked om at missionerne er foregået efter bogen.

Jægersoldater har i en lang række tilfælde været udsendt som personbeskyttere, altså bodyguards, for diplomater og andre udsatte VIPere i risikoområder som Irak og Afghanistan. Den opgave har været velkendt. Det samme gælder opgaver med »force protection«, hvor mindre grupper af jægersoldater som specialister har indgået i udsendte styrker med rekognosering og indhentning af efterretning af mulige trusler mod udsendte enheder som opgave.

Thomas Rathsack siger til Berlingske Tidende, at han gerne vil tilbagevise indtrykket, at Jægerkorpset ikke har været indsat i skarpe missioner siden korpsets indsættelse sammen med Frømandskorpset i Afghanistan i første halvdel af 2002.

»Det er noget sludder, at vi ikke laver noget. Vi har ikke været ude i Task Force-regi, men vi har været ude i specialfunktioner, blandt andet i en undercover-aktion og i jagt på militser. Det irriterer mig, at Jægerkorpset har fået det prædikat, at vi ikke har lavet noget«, siger han.

Prædikatet har medierne dog ikke alene ansvaret for. Flere af Jægerkorpsets chefer har i Berlingske Tidende og i andre medier flere gange siden 2004 efterlyst at blive udsendt som samlet enhed.