Jægersoldaten tabte kampen til systemet

Den tidligere jægersoldat Niels-Henrik Rasmussen har sclerose og kan ikke længere være sammen med sin kæreste, for så pålægger kommunen hende at passe ham 24 timer i døgnet, som han har brug for.

Den 52-årige sclerosepatient Niels-Henrik Rasmussen fra Bryrup uden for Silkeborg har opgivet at få en kæreste igen, fordi kommunen så vil pålægge hende at passe ham 24 timer i døgnet. Scleroseforeningen vil nu til at sætte fokus på, at kommunerne i stadig stigende grad lægger opgaver over på sclerosepatienters raske ægtefæller og andre familiemedlemmer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Engang var Niels-Henrik Rasmussen jægersoldat og vant til at være på vagt 24 timer i døgnet. Nu er der tre hjemmehjælpere, der på skift våger over ham i alle døgnets timer. Engang var han en af elitesoldaterne i Jægerkorpset, hvor vilje og udholdenhed er nøgleordene. Nu har han set sig nødsaget til at give op over for den sygdom, der ramte ham for 15 år siden.

52-årige Niels-Henrik Rasmussen er en af Danmarks 12.800 sclerosepatienter. Han er en af dem, der har brug for hjælp til alt fra at lave mad og gøre rent til at gå på toilettet og barbere sig. Og han er nødt til at have en hjælper hos sig hele tiden, der også overvåger ham, når han sover, for hans lunger har med årene givet op, og det betyder, at han nu ligger i respirator ti timer i døgnet.

Konstant pasning. »Et helvede,« som Niels-Henrik Rasmussen selv udtrykker det.

Men det er ikke sclerosen alene, der har slået ham ud. Der skal mere til. Det er det faktum, at han ikke længere kan være sammen med sin kæreste.I november sidste år måtte han og kæresten Stina flytte fra hinanden efter at have boet sammen i bare fire en halv måned. Det skyldes, at da parret flyttede sammen, bortfaldt al Niels-Henrik Rasmussens hjælp fra kommunen, fordi han nu ikke længere var enlig, men samlevende. Hjælpen måtte kæresten Stina nu stå for, krævede kommunen.»Men hvem kan være vågen 24 timer i døgnet? Hun havde fuldtidsarbejde, to børn fra et tidligere ægteskab og så mig oveni. Det var jo en umulig opgave,« fortæller Niels-Henrik Rasmussen.

»Til sidst var hun jo ikke længere min kæreste, men min handicaphjælper. Det kunne jeg ikke byde hende.«

Samme situation stod han i for 11 år siden, da han var gift med sin ekskone, der er mor til hans to børn. Både dengang og nu klagede han, og begge gange fik han afslag. Da Niels-Henrik Rasmussen blev alene igen i november sidste år, gik der halvanden måned, så var den kommunale hjælp tilbage. 24 timer i døgnet.

Rovdrift på pårørende

Kommunerne skal ifølge serviceloven i hver enkelt sclerosepatients tilfælde vurdere, om ægtefæller, børn eller andre familiemedlemmer er i stand til at varetage opgaven uden hjælp fra kommunen. Men essentielt i lovgivningen er, at kommunen skal tage hensyn til, at de pårørende skal kunne have et liv ved siden af og kunne passe job eller skole. Ellers må det offentlige træde til med støtte.

»Niels-Henrik Rasmussens sag er i vores optik klart på kant med serviceloven. Vi oplever ofte, at kommunerne har så travlt med at spare, at de forsøger at omgå lovgivningen,« siger direktør i Scleroseforeningen Mette Bryde Lind.

Scleroseforeningen har netop offentligjort en undersøgelse, der viser, at den tidligere jægersoldat ikke er alene, og at en stor del af de plejekrævende patienter ikke kan klare sig uden hjælp.

»I mange tilfælde er det at drive rovdrift på de pårørende,« mener Mette Bryde Lind.

Kommunerne kan blive bedre

Formand for KLs Social- og Sundhedsudvalg Anny Winther (V) vil ikke kommentere enkeltsager, men erkender, at kommunerne skal blive langt bedre til at lave individuelle vurderinger af sclerosepatienter.

»Det kan man gøre ved i højere grad at inddrage de enkelte borgere, for så kan man meget lettere finde ud af hvilke ydelser, de har krav på. Det er rigtig vigtigt,« fastslår hun.Med tre et halvt år i antiterrorkorpset i USA har Niels-Henrik Rasmussen befundet sig i pressede og krævende situationer før.

»Men det er det rene vand i forhold til det her system. Det er godt, at jeg er så hærdet fra min tid som jægersoldat,« siger han.

»Det kan godt være, at jeg ikke har givet op over for sclerosen, for den bliver jeg jo bare nødt til at klare. Men jeg har opgivet tanken om nogensinde at få en kæreste igen.«