Jacob El-Ali poserede på Paradispladsen med afhuggede hoveder: »Det hele begyndte at virke som en slags drøm. Eller mareridt«

En dengang 25-årig dansker tog i 2013 til Syrien for at tilslutte sig oprøret mod Assad. Men Jacob El-Ali endte som soldat hos Islamisk Stat og poserede på Facebook med afhuggede hoveder. I et interview med Berlingske siger han, at han ikke havde noget valg. Nu forsøger han at komme hjem til Danmark.

Centralt i den syriske by Raqqa ligger en rundkørsel med en lille park og et springvand i midten, hvor byens børn på varme dage legede i vandet. Rundkørslen blev kaldt Paradispladsen, før Islamisk Stat overtog byen og korsfæstede døde krigsfanger på det særegne jernhegn om pladsen. Danskeren Jacob El-Ali delte i juli 2014 billeder online af sig selv fra denne plads med afhuggede hoveder og skændede lig i baggrunden. NurPhoto

Hovederne er skilt fra kroppene og sat fast på et støbejernshegn. Øjnene er lukkede. Mundene gaber livløst.

Foran de skændede lig smiler en dansk mand fra Ishøj med en enkelt finger i vejret. Hans fuldskæg er busket over de runde kinder, og overlæben er glatbarberet, som salafistiske trosretninger anbefaler det. Fra udstyrsbæltet hænger håndgranater og et hylster med en pistol. Et emblem med Islamisk Stat pryder skråremmen hen over maven.