Ja, det er skræmmende, men lad os tale om børns onani og »numselege«

Frygt og forskrækkelse præger mange voksnes forhold til barnlig seksualitet. Sex & Samfund indleder derfor en national undersøgelse, som skal kortlægge viden og adfærd om børnenes seksualitet på landets daginstitutioner.

På Vinkelvejens Børnehave i Hobro har man arbejdet systematisk med at fjerne tabuer om børns seksualitet. Det har ifølge institutionens leder, Mogens Dahl Søndergaard, betydet, at man i dag taler lige ud af posen om emnet – også til forældrene. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Vinkelvejens Børnehave i Hobro kalder man en spade for en spade. Også når det handler om børnenes seksualitet. Et emne, som ellers kan få langt de fleste voksne til at krympe sig.

»Når et barn bider et andet barn i armen, ved vi godt, hvad vi skal. Vi griber ind, og når forældrene kommer, får de at vide, hvad der er sket. Det er vi på det rene med. Men hvis nu to børn havde været i puderummet med bukserne nede og rørt hinandens tissemand, så stod vores pædagoger ofte tidligere med røde ører og vidste ikke, hvordan det skulle forklares til forældrene. I stedet kom det ofte til at handle om tilsynet med børnene i stedet for børnene selv,« siger børnehavens leder, Mogens Dahl Søndergaard.

Tabuiserede situationer som disse har man længe været opmærksom på hos Sex & Samfund. Her arbejder man med seksualitet som en naturlig del af hele livet. Fra vugge til krukke. Og med midler fra Sundhedsstyrelsen gennemfører foreningen efter nytår en national undersøgelse af viden og adfærd i forhold til små børns seksualitet på landets daginstitutioner. Undersøgelsen skal blandt andet kortlægge, hvad pædagoger og institutionsledere ved om små børns seksualitet, og hvordan de forankrer den viden i praksis. Samt ikke mindst hvordan de og forældrene taler sammen om emnet.

»Vi er endnu kun i gang med at planlægge undersøgelsen, men glæder os til at komme i gang. For vi ved, det er et område, hvor både pædagogerne og forældrene efterlyser viden og redskaber,« siger Marianne Lomholt, national chef i Sex & Samfund.

»Vi håber at kunne samle svarene til en indsats i stil med vores årlige undervisningskampagne »Uge Sex«, som har mødt en kæmpe opbakning hos lærerne og betydet mere og bedre sundheds- og seksualundervisning i skolerne.«

Netop manglende viden om børns seksualitet fremhæves også flere steder som et problem. I sin masterafhandling i sexologi efterlyser sundhedsplejerske Tina Gaarden Geertsen mere kvalificeret forskning om seksuel sundhed frem for et ensidigt fokus på overgreb. For selv om hun som langt de fleste mener, at overgreb skal undgås, er der også fare for, at en konstant risikotænkning fører til et såkaldt »seksuelt spøgelse«. En kropsforskrækkelse, der i værste fald får små børn til at forbinde deres krop og køn med skam. Som noget farligt, der skal gemmes væk og som på længere sigt kan medføre større usikkerhed, manglende grænser og ringere rustning til ungdomslivet.

Samtidig medfører det seksuelle spøgelse en mistænkeliggørelse af pædagoger, særligt de mandlige. En situation, som måske nok kan inspirere til Oscar-nominerede film som Thomas Vinterbergs »Jagten«, men i langt højere grad fører til restriktioner i pædagogernes arbejde. Ofte nedsat af pædagogerne selv for at beskytte sig mod anklager.

BUPL: Åben tale om børns seksualitet, tak

I pædagogernes fagforening, BUPL, sporer faglig sekretær Lasse Bjerg Jørgensen også bekymring blandt sine medlemmer. Han genkender et øget antal usagte regler for samvær rettet mod både børn og voksne og finder det beklageligt, når retningslinjerne ikke kun forebygger misbrug, men også undertrykker børnenes naturlige seksuelle udvikling.

»Vi har en udfordring, og det er jo svært at tale om, det her. Derfor er vores opfordring altid, at man ligesom med en kostpolitik har en politik for børns seksualitet i hver eneste institution – og meget gerne også på kommunalt plan. Det handler om at løfte det til en fælles drøftelse, hvor man kan udveksle erfaringer og hjælpe hinanden,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Ligesom Sex & Samfund ønsker han mere præcis viden om udfordringerne og hilser derfor den kommende undersøgelse velkommen. Og han håber, at BUPL kan bidrage.

»Jeg kan godt forstå tabuet og frygten, men jeg tror også, at tiden er kommet til at generobre hele den her dagsorden. At vi går i offensiven i forståelsen af, at børn har en seksualitet. Som de altid har udforsket mere eller mindre hemmeligt gennem historien. Men lad os nu bryde tabuet og tale åbent om det.«

Også Forældrenes Landsforening, FOLA, bakker op om den kommende kortlægning og et opgør med nutidens frygtkultur.

»Der er ingen tvivl om, at det her med børns seksualitet er lidt svært. For alle parter,« siger formand Dorthe Boe Danbjørg og erkender, at mange forældre har haft svært ved at tackle emnet.

»Som forælder kan man være usikker på, hvor grænsen går, og hvor man skal sætte den. Men det er vigtigt, at vi har fokus og ikke lader os forskrække,« siger hun og efterlyser en fri dialog og viden fra pædagogerne.

Undersøgelse: Mange har regler allerede

I en undersøgelse fra 2012 af Forskningsgruppen Paradox ved Aarhus Universitet fremgår det, at 58 pct. af de adspurgte institutioner officielt havde retningslinjer, der skærpede personalets omgang med børnene. Og i endnu flere tilfælde, næsten to ud af tre, var der også retningslinjer for børnenes doktorlege og nøgenhed.

Ifølge Else-Marie Buch Leander, en af forskerne bag studiet, er hensigten med at undgå overgreb i sig selv ærværdig. Men retningslinjerne, der lige så ofte har til hensigt at forebygge anklager mod personalet, kan på sigt føre til mere skade end gavn for børnene. Som når børnene i stigende grad overvåges, skal besørge for åben dør, får forbudt deres doktorlege og ikke må trøstes af eller tumle med mandlige pædagoger.

»Danske børn går i institution i en meget stor del af deres vågne tid. Og når fokus går fra omsorg og pædagogik til forebyggelse af anklager, får børnene en fattigere hverdag og risikerer at blive mindre trygge. De mister en stor del menneskelig varme og nærhed,« siger Else-Marie Buch Leander.

Hvad angår begrænsningen af børnenes doktorlege, forklarer hun, at den store pædofilifrygt har mistænkeliggjort børnenes egen seksualitet. Men rigtigt mange børn leger doktorlege, og det er helt naturligt. Risikoen er, at de forbinder kroppen med skam, når legen forbydes og eventuelt fortsætter i det skjulte. I værste fald kan frygten for overgreb fra både voksne og børn indimellem paradoksalt føre til, at de små får sværere ved at betro sig til en voksen og opsøge hjælp, hvis der reelt bliver brug for det.

I sidste ende er det også de voksne, der bærer ansvaret for en sund seksuel udvikling hos børnene, forklarer flere forskere. Men der opstår ofte problemer, fordi de voksne sammenligner deres egen seksualitet med barnets. På trods af at de to er vidt forskellige.

»Vi føler et enormt ubehag, som bygger på en årtusind gammel forestilling om, at den rigtige og sunde seksualitet er reproduktiv. Derfor bliver vi forskrækkede, flakkende i blikket og panikslagne, når det handler om både børns og gamles seksualitet,« siger Christian Graugaard, som er professor i sexologi ved Aalborg Universitet og tidligere formand for Sex & Samfund.

Sammen med andre forskere har han for Vidensråd for Forebyggelse skrevet om koblingen mellem sundhed og seksualitet. En sammenhæng, som mange ifølge Christian Graugaard har svært ved at forstå som andet end bekæmpelse af sygdomme. Og som særligt for børn – og ældre mennesker for den sags skyld – er belagt med tabu. Noget, som den mangelfulde seksualitetsforskning i sig selv er symptom på.

For Christian Graugaard er skræmme­billedet »en politistat i børnehøjde med censur, kontrol og pansrede flyverdragter«, som reelt ikke gavner hverken børn eller voksne. For faktisk sker langt de fleste af de overgreb, som man forsøger at forebygge, i hjemmet frem for i institutionerne.

I stedet mener Christian Graugaard, at man med restriktioner for barnets leg og udvikling risikerer at berøve barndommen en vigtig sundhedsdimension, som er med til at skabe robusthed, trivsel og livskvalitet livet igennem.

»Hvis du oplever, at et bestemt sted på landkortet er sort, forbudt og farligt, er der risiko for, at du også senere i livet vil føle dig utilpas på det sted. Vi risikerer altså i bedste mening at forstyrre den helt naturlige opdagelsesrejse, som hører med til det at være barn.«

Drop den løftede pegefinger

Tilbage i Vinkelvejens Børnehave blev en stor del af løsningen på de røde kinder hos både pædagoger og forældre også mere information og diskussion. Institutionen har fortsat foranstaltninger, der skal sikre, at medarbejdere hverken kan forgribe sig eller blive uretfærdigt anklaget. Men frygten for pædofili er ikke det, der fylder mest her.

Det har betydet færre glasvægge og mere omsorg fra også mandlige pædagoger. Og sammen med en officiel handleplan for både institution og kommune har også forældremøder, foredrag og diskussionsaftener banet vej for større forståelse af emnet.

Selv om det i starten var grænseoverskridende, tør personalet derfor også ifølge Mogens Dahl Søndergaard i dag tale lige ud af posen. Også når det omhandler onani og »numseleg«.

»Det handler jo ikke om, at vi skal opmuntre børnene til sexlege. Men vi skal håndtere det på en fornuftig måde. Anerkende børnene og spørge stille og roligt ind til situationerne,« siger Mogens Dahl Søndergaard.

Ved at agere roligt over for børnene afdramatiseres situationen ofte, forklarer han og fremhæver et eksempel, hvor to børn fortalte, de havde leget doktor og stoppet en legoklods i numsen på den ene. Efter et spørgsmål viste det sig, at klodsen bare havde ligget på det ene barns balde.

»Netop vores reaktion til det er vigtig. Hvis vi har den dér løftede pegefinger og siger »fy, fy, skamme, skamme, det må I ikke, det er farligt, og hvis I rører ved hinandens tissemand, så falder den af« – jamen altså, hvordan kunne man så forestille sig sådan et lille barn stod og tænkte bagefter?« spørger Mogens Dahl Søndergaard og understreger samtidig, at pædagogerne stadig »er på stikkerne« og »mere firkantede«, når grænser alligevel en gang imellem overtrædes. Uanset om det har karakter af seksualitet eller mobning.