Italiens vugger står tomme

Hver italienske kvinde får i gennemsnit 1,35 barn, og det medfører at den italienske befolkning vil være en tredjedel mindre i 2051 med katastrofale følger for landets velfærdssystem.

Barbara Maletti har, siden hun var helt lille, drømt om en familie. Mand, børn og et dejligt hjem. Men sådan snoede livet sig ikke. I dag er hun 42, bruger sine dage mellem silkebluser og cashmerejakker i et af Milanos mest eksklusive hjørner, og hun er holdt op med at drømme om småfolk.

Hun er en del af en generation af italienske kvinder, der har sat historisk få børn i verden. Det skyldes en manglende familiepolitik, mener eksperterne, der frygter at den italienske stat vil gå bankerot om mindre end 50 år, hvis ikke der bliver investeret i landets livmødre.

»Kvinderne drømmer om bryllup i hvidt, børn og familien. De venter på det rigtige tidspunkt, den økonomiske sikkerhed og den perfekte mand, men den situation opstår aldrig,« siger Barbara Maletti.

Sådan har det været siden 1970erne, da billedet af den italienske mama med mange bambini begyndte at krakelere. Fødselsraten dalede og dalede. Den nåede helt ned på 1,19 barn per kvinde, men er i dag 1,35 takket være indvandrerne.

Fabio og Emanuela Chiesa ville gerne gøre deres til at forbedre statistikken, men deres femårige Livia ser ud til at forblive enebarn. »Arbejdsmæssigt og økonomisk er det en enorm byrde at have et barn i dagens Italien,« siger Emanuela Chiesa, 39 år .

De første år med Livia var hårde, da Emanuela blev ved med at udføre sit arbejde som konsulent og journalist for ikke at miste sine kontakter. Efter to år sendte hun Livia i børnehave, men det var svært at få livet som mor til at gå op med de italienske arbejdstider, der oftest går fra klokken 9 til 18.

»Jeg har heldigvis min svigermor til at hjælpe mig, men hvis jeg skulle have endnu et barn, blev jeg tvunget til at stoppe med at arbejde igen. Rent økonomisk ville det blive meget tungt,« siger hun.

Hendes mand forsøger at gøre karriere inden for universitetsverdenen, men har endnu ikke fast arbejde. Det samme gælder Emanuela, der indtil videre kun har haft projektansættelser.

»Sådan er arbejdslivet for de fleste under 40, og derfor er det næsten umuligt at få børn og gøre karriere samtidig,« siger hun.

Der er tale om årtiers forfejlet familiepolitik, mener demograf Alessandro Rosina. Italien er et af de lande i EU, der bruger færrest ressourcer på børnefamilierne. Paradoksalt nok er børn stadig en høj prioritet i Italien. Undersøgelser viser, at de italienske kvinder i gennemsnit drømmer om to børn ...

»Der mangler økonomisk støtte til familierne, skattefordele til par med børn og først og fremmest vuggestuer og børnehaver, så kvinderne får mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Den situation vi har i dag er et produkt af årtier uden familiepolitik,« siger Alessandro Rosina. Han fortæller, at par, der får flere end tre børn, sågar ofte døjer med økonomiske problemer. At 36 procent af unge mænd mellem 30 og 34 stadig bor hjemme i Norditalien og 43 procent i Syditalien, spiller også en rolle. »De unge bor hjemme, gifter sig sent, får det første barn sent og før de ser sig om er det for sent at få det næste.«

Mandefald
Men de italienske kvinders valg kan koste samfundet dyrt, vurderer Francesco Billari, der er demograf ved universitetet Bocconi i Milano.

»Om ti år begynder de store generationer at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og der er det for sent,« siger Francesco Billari .

De tørre tal spår nemlig, at Italiens befolkning i 2051 vil være reduceret fra lidt mere end 58 mio. til mindre end 52 mio. Hvis den fortsætter med at falde, og immigrationen bliver holdt nede, vil befolkningen falde til sølle 43 millioner.

Den italienske økonomi vil få svært ved at klare de stigende udgifter til pensions- og sundhedssystem, og der vil ikke være unge til at sørge for økonomisk vækst,« siger han.

Barske kvinder og blide mænd
Begge demografer understreger, at normer og kultur skal bearbejdes. »Byrden føles for stor derne, men kunne lettes, hvis deres mænd tog mere ansvar. Undersøgelser viser, at kvinder gerne får barn nummer to, hvis de har oplevet en hjælpsom mand med det første,« forklarer Francesco Billari.

Da Barbara voksede op, fortalte hendes mor hende aldrig om glæderne ved moderrollen. »Min mors generation gav afkald på alt for familien. Det gider vi ikke, og derfor ender mange af os alene og med at bruge pengene på fitness, middage og rejser. Der er nok også en del egoisme i det,« siger hun, men hun ser forandringer på vej.

»Der er en ny generation af blidere og mere hjælpsomme mænd på vej, som deler forældrerollen.«

Måske kan de få de italienske vugger til at rokke igen.