»Italien bliver døden for min søn og mig«

Vilkårene på de italienske asylcentre er så usunde, at det er på kanten af menneskerettighederne at lade flygtningefamilier med børn bo på dem. Bare spørg iranske Hossein og hans søn. De gruer for at blive sendt retur fra Danmark til Italien.

Hossein flygtede for et par år siden sammen med sin i dag otte år gamle søn, Arash, fra Iran til Europa. Tilbage i Iran er stadig Hosseins kone og hans store søn, der lever under jorden af frygt for det hemmelige politi. Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Italien bliver døden for min søn og mig.«

Hossein taler dæmpet, stemmen er grådkvalt, og han kæmper med at holde tårerne tilbage. Han har allerede været i Italien, og i det Italien, han kender, er der ikke godt at være for flygtninge som ham og hans søn Arash.

Hossein og Arash kommer fra Iran og ved, hvor hårdt livet kan være for flygtninge i Italien på overfyldte, nedslidte og usunde asylcentre. Et liv så hårdt, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som omtalt i Berlingske forleden har slået fast, at det er at betragte som et brud på den europæiske menneskerettighedskonvention at sende flygtningefamilier med børn retur til Italien fra lande som Danmark.

En dom, der kommer ubelejligt for den danske regering og dens bebudede asyl-stramninger. Den kan nemlig betyde, at en række flygtningefamilier kan få asyl i Danmark, selv om de ifølge den såkaldte Dublin-forordning skulle sendes tilbage til det land, i dette tilfælde altså Italien, hvor de først er blevet registreret som asylansøgere i EU.

Hossein og Arash har imidlertid allerede fået opholdstilladelse i Italien, og dermed omhandler dommen fra menneskerettighedsdomstolen ikke dem. Derfor frygter Hossein, at han sammen med sin otteårige søn atter må bryde op, forlade det midlertidige hjem i Center Sandholm og tage til Italien.

»Der er ingenting, der fungerer for flygtningen i Italien. Det er noget helt andet end Danmark,« fortæller 46-årige Hossein.

»Var der bare lidt bedre i Italien, måske som i Sandholm, så ville jeg gerne være med min søn i Italien. Så ville jeg kunne se min søn være glad og lege.«

Den ældste søn nåede ikke med

Hossein kom til Italien fra Iran for et par år siden sammen med Arash på et visum, han havde fået gennem den italienske ambassade i Teheran. Hans ældste søn på 20 år skulle efter planen have været med. Men det blev forpurret, da sønnen flere gange blev anholdt af det hemmelige politi i Iran.

Planen var at rejse videre til Norge og derefter Canada, men deres menneskesmuglere ændrede ruten, og de endte i stedet i Danmark. På hovedbanegården i København. Uden kontakter. Smuglerne var pludselig væk. Hossein blev nødt til at søge asyl.

I seks måneder var far og søn i Center Sandholm, inden de blev kaldt til en samtale med politiet. De fik besked på at pakke og returnere til Italien, som var det EU-land, de først var ankommet til fra Iran. Skrev Hossein ikke under på udleveringspapirerne, ville han blive anholdt, og Arash ville blive taget fra ham og bragt til et asylcenter for uledsagede mindreårige.

»Hvad skulle jeg gøre? Arash græd, holdt om mig og sagde, at jeg ikke måtte komme i fængsel,« fortæller Hossein.

Umuligt at vende hjem

Allerede i Roms lufthavn begyndte problemerne. Drengen måtte sove på en bænk. Efter to dage fik de stukket en seddel i hånden med en adresse til at asylcenter. Farvel, find selv derhen.

Uden penge og uden at kunne et ord italiensk stod de på gaden. Skumle typer forsøgte at stjæle deres ting, men til sidst mødte de en italiener, der forbarmede sig og kørte dem til centeret.

»Da vi kom frem, fik vi at vide, at der ikke var plads. Centeret var fyldt, det var ikke et sted for børn, fik jeg at vide. Men en iraner, som var der, sørgede for, at vi fik midlertidig plads. Vi fik et par tæpper og fik at vide, at vi kun kunne være der i et par måneder,« fortæller Hossein.

»Vi var der i to måneder. Jeg troede, vi skulle dø. Vi boede i små rum med 30 mennesker uden lås på døren. Folk gjorde, som det passede dem. Der var slagsmål og handel med stoffer. Det var ikke godt for Arash. Han græd meget, og han levede kun af lyst brød. En fredag slog han sig slemt og fik et blåt øje. Der var en klinik, og dér fik vi at vide, at han først kunne komme igen mandag middag, så kunne de se til ham.«

I alt var de syv måneder i Italien, hvor Hossein søgte og fik opholdstilladelse. Med venners og trosfællers hjælp fik han skrabet penge nok sammen til igen at tage til Danmark. Nu havde han jo ophold i EU, og så kunne han lovligt søge arbejde i Danmark. Troede han. Men den går ikke som flygtning med ophold i Italien. Derfor sidder han i dag atter i Center Sandholm og venter på svar på endnu en dansk asylansøgning.

»Jeg håber virkelig, at myndighederne vil se grundigt på vores sag. Jeg vil ikke tilbage til Italien. Det bliver døden for min søn og mig. Når vi lander i lufthavnen, må vi klare os selv. Vi har fået den hjælp, vi kan få i Italien. Hvad skal vi gøre?,« spørger Hossein.

At vende hjem til Iran er udelukket. Hossein har en fortid med misbrug, han er konvertit og kom som medlem af en kristen menighed i det hemmelige politis søgelys. Hans ældste søn lever i dag under jorden, men »har det ellers godt«, og hans kone bliver til stadighed overvåget.

Men af og til lykkes det ham at komme i kontakt med dem.

»Jeg kan ikke vende hjem. I må forstå, politiet viser ingen nåde. De var ikke stoppet, før mine knogler var brændt,« siger Hossein.