IT-bøvl i Danske Bank: Mobilepay og netbank er nede

Foto: Thomas Lekfeldt

Kunderne i Danske Bank har torsdag problemer med at logge på netbank, mobil- og tabletbank, Business Online og MobilePay.

»Problemet er muligvis opstået i kølvandet på Nets-problemerne med at overføre løn til vore kunder. Det har givet et ekstraordinært stort pres, fordi mange kunder har været inde samtidigt for at tjekke saldo,« fortæller pressechef Kenni Leth til Newsbreak.dk.

Det tyder dog på, at systemerne ikke er nede for alle:

»Vi har netop haft en medarbejder, hvor det er lykkedes at overføre penge. Så vi kan håbe på, at vore systemer er på vej op nu,« siger Kenni Leth.

Danske Bank håber, at problemerne er løst senest ved 13.30-tiden.

BNB