Tilsyneladende er der ikke sket så voldsomt meget med Istedgade.

Fortovene er her og der blevet bredere. Til gengæld er bilister og cyklister trængt sammen på mindre plads, og på nogle strækning­er er der ikke klart markerede cykelstier, så potentialet for konklikter mellem trafikanterne er bibeholdt.

De bredere fortove er da også kun et symptom på, at Istedgade ligesom resten af Vesterbro i København længe har været under radikal forandring. For nogle år siden udkom gangsteren Røde Kais erindringer om hans gyldne tid i Istedgade. Det var dengang, da pornobutikker og sexklubber lå demonstrativt tæt side om side, og der var ludere og massageklinikker på både selve »Strassen« og i dens sidegader. I dag kan antallet af pornoforretninger tælles på én hånd.

Mange af de brune værtshuse er forsvundet. Til gengæld er der kommet cafeer og forretninger med specialøl og italiensk is. Der er stadig et par old school-kineserrestauranter tilbage og den legendariske Isted Grill (i nr. 92), der rutinemæssigt prises af folk med erfaringer inden for tømmermænd. Men sushirestauranterne er flere og mere iøjnefaldende.

Engang kunne man leje hotelværelser på timebasis, hvis man lige havde brug for dét. I dag er hotellerne renoverede, og Istedgade har selvfølgelig også fået et rigtigt hipsterhotel, Urban House på hjørnet af Colbjørnsensgade og Istedgade, med indbygget cykelværksted og tatovørforretning. Så hvad er der sket?

Den uundgåelige forandring

Nutiden indhentede Strassen. Og det måtte ske.

Med sin attraktive beliggenhed tæt ved centrum lå Istedgade og omegn alt for godt i København til at være et kvarter for ludere og lommetyve. Helt bogstaveligt. Men samtidig selvfølgelig en generalisering af de grovere. I området har der boet masser af ganske almindelige, hårdt arbejdende mennesker. De prostituerede har blot været statistisk overrepræsenterede i forhold til så mange andre steder. Det har altid været et område med store traditioner for liberalt erhverv.

For ikke så mange år siden udgjorde Hovedbanegården en mental grænse. Der var mange beboere på Vesterbro, der egentlig ikke syntes, der var noget at komme efter i indre by, for alt, hvad de skulle bruge, var jo alligevel henne om hjørnet. Omvendt var Istedgade noget, beboere i andre dele af hovedstaden og landet tog til med umiddelbar behovstilfredsstillelse for øje.

Istedgade-kvarteret var også et sted, studerende kunne få billige boliger, og når eksamen så var bestået, og lønnen fra det mere eller mindre velbetalte job regelmæssigt kom ind på kontoen, gik turen til forstæderne. I dag bliver de boende og bliver til børnefamilier, og børnefamilier har en række forventninger om ikke alene børneinstitutioner, men også rekreative områder til dem selv og deres øjesten. Skydebaneparken lå tidligere øde hen. Nu vrimler det med børn. I Kødbyen ligger et par af hovedstadens bedste gallerier side om side med storartede og nytænkende restauranter, hvis far og mor skal have en kæresteaften ude.

Renoveringen af Istedgade er ganske enkelt et led i den opgradering af København, der foregår mange steder i byen, hvor der anlægges pladser, stillegader, sivegader, lommeparker eller urbane haver osv. osv. osv.

Tradition for hærværk

»Istedgade overgiver sig aldrig« er et udtryk, der stammer helt tilbage fra besættelsestiden. I dag har Istedgade så godt som overgivet sig, og dens omdømme og særpræg vil i de kommende år udviskes mere og mere. Istedgades ry eller rygte som den oprørske og siden frække gade vil med tiden forsvinde.

»Istedgade overgiver sig aldrig,« står der ikke desto mindre på muren til en af gadens få, egentlige arkitektoniske nyskabelser; renoveringen af Vester Hus (i nr. 29), der allerede i 1990erne blev moderniseret af arkitekten Poul Ingemann.

Det bekendtgøres også samme sted – gentagne gange af pædagogiske hensyn – at vi befinder os i en nazifri zone. Og formålet med at skamfere muren udspringer sikkert af bekymring over de horder af brunskjorter, der hænger på hjørnet af Istedgade og Gasværksvej lige ved siden af. Men det kan selvfølgelig også være en slags støtteerklæring til De Konservatives kampagne om at stoppe islamisk ekstremisme? Så er murens farve bare forkert.

Ud over billedet af Istedgade som stedet, hvor man kunne købe alt det, der var forbudt eller ikke rigtigt tålte dagens lys, har den også haft denne karakter af venstrefløjsbastion, og det er gennem flere valg også bekræftet af resultaterne.

Tidligere var der også bål i gaden nytårsaften og hærværk mod forretninger, hvis indehavere, der så absolut ikke repræsenterede storkapitalen, forskansede sig for natten og bandede over, at de ikke bare kunne være hjemme hos familien. I øvrigt hed det sig, at dem, der nu syntes, de skulle fejre det nye års komme med at genere uskyldige medmennesker, alligevel kom fra Nørrebro.

Udskiftning af beboere

I dag er Istedgade en fredelig affære. Stort set. Gennemgående er det ressourcestærke mennesker, der er flyttet til bydelen. De er veluddannede og velartikulerede og repræsenterer middelklassen og dens idealer om ordnede forhold. Gentrifricering kalder man processen, når mere velhavende grupper flytter til en bydel og fortrænger mindre bemidlede beboere med efterfølgende værdistigninger og en række andre forandringer.

Tilflytterne har fået ændret baggårde til gårdmiljøer. I nogle af gaderne i nabolaget plantes træer og opstilles blomsterkummer. Som allerede antydet i indledningen er der kommet nye forretningstyper til. I gamle dage var det en gade, hvor man forhandlede bundløse trusser. I dag er det modetøj.

Kun få sociale konflikter er tilbage

Tæt ved Hovedbanegården med den meget store hotelkapacitet i sidegaderne trækker mange udenlandske prostituerede uden videre forståelse for danske middelklasseidealer. Og Mændenes Hjem og det tilhørende fixerum, Skyen, resulterer i megen larm, uro og utryghed. Og det ser heller ikke godt ud fra den synsvinkel, der hedder mor eller far med barnevogn og iPhone på vej fra indkøb eller til venindemøde på nærmeste café.

Men foreløbig er tonen i lokalpressen urban – og det er også vanskeligt, for selv om det jo altid kunne være rart, hvis tilbuddene til dem, der befinder sig allernederst i hierarkiet, lå et andet sted, er der ikke meget at gøre. Medmindre man flytter Hovedbanegården. Hovedbanegården – eller området bag den – er (og det gælder byer mange steder i verden) traditionelt magneter for misbrugere, der mødes med hinanden og med deres forhandlere.

Kun Hovedbanegårdens placering gør, at forstadsidyllen ikke helt har sænket sig over Istedgade.

Det kan måske ændres engang i fremtiden. Men foreløbig har Istedgade fået nye fortove.

I dag klokken 15 til klokken 21 inviterer Københavns Kommune og Vesterbro Lokaludvalg til gadefest i Istedgade. En række taler og optrædener med blandt andre Michael Falck og Søren Huus med husorkester markerer den overståede fornyelse af gaden med nye fortove, cykelstier, gadebelysning, vejtræer og meget andet.