»Istedgade har overgivet sig«

Pænheden har sneget ind på Vesterbro, og det gør bydelen forudsigelig, mener Erik Clausen, der kalder udviklingen i København både spændende og skræmmende.

Pænheden har sneget sig ind i Istedgade, mener Erik Clausen, der har boet på Vesterbro en stor del af sit liv. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Læs mere
Fold sammen

Over Erik Clausens skrivebord hænger et af hans egne værker. Det forestiller Istedgade med sporvogne og er malet i 1965, før ord som byfornyelse for alvor vandt indpas i det københavnske ordforråd.

»Hvis jeg er i dårligt humør, synes jeg, at der er nogle her på Vesterbro, som tager fejl af livsglæde og selvglæde. Men hvis jeg er i godt humør, synes jeg, at det er skønt at være en del af et kvarter med pragtfulde selvbevidste mennesker, som er optagede af, hvordan de har det rent mentalt. Om de så er optagede af, hvordan naboen har det, det ved jeg så ikke,« siger kunstneren, filmmageren og foredragsholderen fra sit studie ved Enghave Plads.

Erik Clausen har fulgt udviklingen i kvarteret på nært hold. Fra dengang, da man kunne høre brølene fra Kødbyen »ikke fra mænd, men fra kvæg«. Dengang, da Vesterbros værtshuse blev gæstet af sømænd.

»I havnen lagde skibene til, og det betød, at der var mange sømænd på cafeerne. Så kunne pigerne her danse med en portugiser, som var mere interessant end en handelsrejsende fra Jylland. Vesterbro har altid været et meget levende kvarter, fordi vi har Hovedbanegården. Det har betydet meget. Jeg er ikke romantisk omkring datidens Vesterbro. Der var mange sociale problemer. Men det var også noget andet. Det var uforudsigeligt, og den uforudsigelighed er gået tabt.«

Det er især med byfornyelsen, at det uforudsigelige Vesterbro er blevet afløst af det, som Erik Clausen kalder »pænhedens Vesterbro«.

»Jeg synes, at byfornyelsen og genhusningsprocesserne er overdrevet. Det med at lægge lejligheder sammen har man jo gjort i alle byer, men hvorfor skulle det være så dyrt? Var det, fordi man gerne ville af med de gamle vesterbroere? En humørforladt social udrensning til fordel for pænheden? Der er ingen grund til, at idealet for boliger er »pittoreske« liebhaverlejligheder. Det er det i dag. Det er fuldstændig forudsigeligt. Der er kommet mange nye, flotte baggårde, men hvorfor behøver de at være aflåste? Er det, fordi vi er glade og nyder livet, eller er det, fordi vi er bange og vil have det for os selv? Hvor er gårdsangerne for eksempel henne og muligheden for, at børn kan lege i hinandens gårde? Tænk, hvis gårdsangerne kunne gå rundt i gårdene på Vesterbro.«

»Det starter med en drøm«

Vi har forladt studiet og krydset gaden til pladsen overfor, hvor et par drenge har trodset regnen og triller ned over ramperne på skaterbanen.

»Samtidig må jeg dog beundre det meget flotte håndværk, der er lavet rundt omkring. Som tidligere håndværker har jeg sans for at gå og se på detaljer. Alle de facader, der er malet i forskellige pastelfarver rundt omkring. Det er fandeme godt. Der ville jeg gerne have været med til at svinge penslen. Men jeg forbeholder mig retten til at synes, at også i det forslidte, i det brugte, i det faldefærdige ligger der en skønhed,« tilføjer Erik Clausen, der har Nybolig som nabo.

Her bliver kvarterets lejligheder handlet under sloganet »Det starter med en drøm«. En del af dem er byfornyede andelslejligheder.

»Jeg vil sgu ikke have drøm, jeg vil have virkelighed. Det skulle være en måde at bevare de billige boliger, men griskheden, som jo er en del af de syv dødssynder, har ligesom taget en ordentlig bid af andelstanken og dens sans for ydmyghed og fællesskab. Jeg ser den ikke som et rimeligt alternativ i dag.«

Den nye københavner

Erik Clausen sender en tanke til den tidligere socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard.

»Ritt kæmpede jo for 5.000 boliger til 5.000 kroner, men hun blev modarbejdet så meget, at det kun blev til lidt over 100. Hvis ikke Ritt kunne, ved jeg ikke, hvem der kan. Det skulle lige være, hvis Sass Larsen fik den post, men det tør de ikke. Han er børnehjemsbarn og ved noget om den slags. Og han er aggressiv. I dag er det lidt af en flinkeskole, vi har. Politikerne siger nogle tal, som om at det er objektive sandheder. De bilder dig ind, at to og to er fire. Det er det ikke. To og to er fem. To og to er otte. Ja, med de ting vi skaber tilfælles, kan det blive helt op til hundredefirs. De menneskelige værdier, vi har her i landet, kan du ikke sætte tal på. Storkapitalen tænker ikke, den tæller. Gælder det nu også andelstanken?«

Erik Clausen bor selv i en lejebolig på Enghave Plads sammen med sin kone, Pernille.

Lejligheden ligger få meter fra Hedebygade, hvor han blev født for 74 år siden og boede, indtil familien flyttede til »en lille, men god bolig« i Sydhavnen.

Hedebygade deler han for øvrigt med et af Vesterbros koryfæer Tove Ditlevsen, der som bekendt gav den tilnavnet Barndommens Gade.

»Hun blev begravet herfra,« siger Erik Clausen og peger på Kristkirken.

»Der kom ikke så mange til selve begravelsen, hendes familie var kaotisk og meget lille, men da de kom ud af kirken med kisten, stod der tusindvis af mennesker. Tove Ditlevsen havde folkets sjæl. Eller som jeg siger: Som kunstner kan du ikke få det hele. Du kan ikke både få elitens beundring og folkets kærlighed. Nogle af hendes digte er for nylig blevet støbt ind i betonblokke, som vi alle kan sidde på – lige derovre på Tove Ditlevsens Plads. Det er en god historie.«

Hvide vægge og selvkontrol

Erik Clausens eget repertoire, som spænder over film, manuskripter, malerier og sangtekster, er langt hen ad vejen inspireret af hans barndom i København. For eksempel teksten »Vi er dem, de andre ikke må lege med«, som Kim Larsen har været med til at forevige.

Karakteristikken af den nye københavner ligger langt fra den beskrivelse.

»Modsat os andre, som er kommet med på afbud, så er de nye generationer ønskebørn, og det er dem, vi ser i København nu. Det må være skønt at være så ønsket, men også temmelig anstrengende,« siger han.

»Og så har vi pigerne. De unge, selvbevidste kvinder. De er ikke alene ønsket. De er historiens smukkeste generation. De er overbeviste om, at det er dem, »der er den«. Og det er godt. Men det kan måske også blive for kontrolleret. Som en af mine venner sagde: »Min søn spiller ikke fodbold. Han »går« til fodbold.« Det moderne bymenneske – og danskeren i det hele taget – er skide bange. Angsten driver ned ad væggene. Hvide vægge og selvkontrol: »Er jeg god nok? Er jeg for tyk, for tynd, for grøn, for blå.« Der er nogle, der ikke har gennemskuet, at det er en fælde, de går ind i, når man kontrollerer alt for sig selv. Når du er angst, er du fuldstændig under kontrol – også kaldet selvundertrykkelse.«

Effektivt og skræmmende

Bag os rejser Bohrs Tårn sig. Det første højhus i den nye Carlsbergby er ved at stå klar.

»Det er nemesis for det trip, som J.C. Jacobsen kørte, og den måde, han iscenesatte sig selv på i de bygninger. Det var jo hovmod, der står for fald,« siger Erik Clausen, der selv har været ansat som arbejdsmand hos ølbryggeriet.

»Men jeg er meget nysgerrig efter at vide, hvordan det mon bliver at bo så højt. Der er et Gasolin-nummer, der hedder »Se din by fra tårnets top«. Smuk idé. Så er spørgsmålet bare: Er det ikke mere reelt, at man, som vi andre, står nede på Enghave Plads og kigger op? Det kan vi filosofere længe over.«

Heller ikke det nye Sydhavnen og Ørestad vækker den store begejstring.

»Det er effektivt og skræmmende. Et sted har de lavet noget med kanaler. Det tror jeg ikke helt, jeg forstår. Jeg mener, tror de, at Jesus pludselig kommer gående på vandet ude ved DR-byen? Der er jo nok af skinhellige journalister, der vil udnytte ham og introducere ham for Clement, som selvfølgelig bliver pissesur, da han selv mener, at det er ham, der er Jesus.«

Erik Clausen tøver et øjeblik.

»Jeg er samtidig meget imponeret af meget af det nye byggeri, men jeg ved, at det tager et stykke tid, før man rigtig kan opfatte det. Det er køligt, men også interessant.«

Vi skal ikke lade politikerne være i fred

Andre steder mener Erik Clausen, at succesen straks er til at få øje på.

»Jeg havde egentlig drømt om, at havnen kunne bruges til husbåde. Det havde skabt noget liv. Men jeg må sige, at bryggesiden med havnebadet er en succes – i modsætning til Kalvebod Brygge, hvor storkapitalen er rykket ind, og hvor ingen gider gå, selv om der er stier. På Islands Brygge har beboerne selv været med til at være kreative og skabe en havnekaj og et miljø inspireret af kolonihaver. Et socialt nærvær og udsigten til resten af København derfra får tingene til at gå op i en højere enhed,« siger Erik Clausen og kommer med en opfordring til både byens politikere og borgere.

»I de gamle eventyr, når kongen syntes, der var noget galt, klædte han sig ud i fattigt tøj og gik ud blandt folk i tre nætter og tre dage. Da han vendte tilbage, fyrede han hele hoffet. Jeg synes, politikerne skulle blande sig mere med befolkningen og ikke kun kommunikere gennem pressen eller til receptioner. På den anden side må vi såkaldte borgere også selv gøre noget. Vi skal ikke lade politikerne være i fred. Når vi tager nogle af de positive udviklinger i byen, så ligger der en politisk kamp, et ærligt spil bag. Et ønske, en vision. Hvad enten det er rent vand i havnen eller folkeligt liv.«

Børnefamilier skal ind i kontorerne

Stod det til Erik Clausen, skulle børnefamilierne tilbage til Indre By.

»Da jeg var dreng, var hele kvarteret omkring Nationalbanken et boligkvarter, men mange steder i København lukker og slukker byen i dag klokken 17. Jeg forestiller mig, at man skulle sanere erhvervslivet i city, så kontorerne bygges om til lejligheder for familier. Nogle af kontorerne og organisationerne kan vi sagtens rykke ud, hvor der er plads til deres storhedsvanvid og til at parkere deres biler. Så kan børnefamilierne og indvandrerbutikkerne rykke ind.«

Han ønsker ikke at lyde sur, forsikrer han. For udvikling er en naturlig del af byens liv. Og i virkeligheden giver den også noget uforudsigelighed.

»Tingene går ikke altid, som man tror, og det har vi rigtigt godt af. Jeg havde for eksempel ikke troet, at jeg en dag skulle passere modeforretninger med dyrt tøj i Istedgade. De er skide dygtige de unge designere. De knokler og låner sikkert penge af deres far. Et år efter er butikken væk. Men de slås for det. Respekt for det. Den dér nostalgi omkring de gamle værksteder, som forsvinder – skidt med dem. Men den med at Istedgade aldrig overgiver sig, den holder ikke mere. Istedgade har overgivet sig. Til gengæld ser jeg et nyt miljø med søde, unge mennesker. Det er fremtidens Vesterbro, og jeg er selv ved at være fortid for dem.«

Det betyder dog ikke, at han fremover vil undlade at blande sig i debatten om København.

»Som jeg ser det, er tendensen, at vi er meget velhavende, og vi kan holde ud at bo i byen, fordi de fleste af os har sommerhuse. Både mand og kone arbejder, det betyder også, at der er en økonomisk mulighed for at gennemføre noget af det her. Det handler ikke om, at vi skal tilbage til petroleumsovnen. Det handler om, at vi skal have nogle muligheder for at udtrykke os politisk.«