To israelere ramt af skud i Odense

Opdateret 18.39: Videooptagelser kan fælde gerningsmand til skyderi i Rosengårdcentret i Odense, hvor to israelske mænd blev såret af skud.

Et videokamera filmede onsdag eftermiddag, da en ca. 25 årig mand pludselig trak en pistol og skød og sårede to israelske mænd i Rosengårdcentret i Odense, oplyser vagtchef hos Odense Politi. Den ene blev ramt i armen, den anden i benet.

- De to mænd, der begge er i tyverne, arbejdede i en stand i centret, hvor de solgte hårplejeprodukter. Vi ved intet om motivet, og vi ved ikke, hvilken landsmand gerningsmanden er, siger vagtchefen. Han beskriver gerningsmanden som sydlandsk af udseende.

Ifølge vagtchefen har standen været i centret i ca. en måned. En gruppe på syv-ni unge har angiveligt chikaneret salgspersonalet. De to israelere har kun været i Danmark i en uges tid.

Alarmen om skyderiet lød cirka klokken 15.20.

Gerningsmanden, som politiet nu leder efter, er omkring 25 år og 170 cm. Han har mørkt overskæg og mørkt hår. Han havde en hvid jakke eller trøje på og blå cowboybukser.

Politiet forsøgte også onsdag aften at finde ud af, hvem der ejer standen i centret.
Rosengårdcentret er et af landets største butikscentre med 152 butikker.

/ritzau/