Isolationskaos: Skoler og daginstitutioner er ved at knække nakken

Hjemsendelse af medarbejdere i hobetal presser skoler og daginstitutioner i disse dage, hvor rekordmange danskere bliver smittet. Akademikere og medarbejdere på rådhuset må flere steder passe børnene.

Lang kø ved Falcks hurtigtestcenter i Gigantium i Aalborg Øst, tirsdag 6. april 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De rekordhøje smittetal tvinger mange danskere i isolation i disse dage, og flere kommuner mærker derfor presset på skoler og i daginstitutioner.

Står man med en positiv coronatest, skal man således i isolation indtil 48 timer, efter symptomerne ophører. Isolationen kan dog brydes efter ti dage, hvis symptomerne fortsætter.

Har man ingen symptomer, skal man isolere sig i syv dage.

Og med de høje smittetal betyder det, at mange danskere befinder sig i isolation i disse dage. Faktisk viser en beregning fra Dansk Industri, at op mod en million danskere kan risikere at sidde i isolation i næste uge.

Tallet forudsætter, at der i næste uge er 55.000 daglig smittede.

I en risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI) forventes det, at der er mellem 25.000 og 55.000 daglig smittede i slutningen af januar.

Emil Fannike Kiær, der er politisk direktør i Dansk Industri (DI), siger, at isolationskravene har store konsekvenser for virksomheder.

»Det er selvfølgelig på sin plads at overveje, om det er helt proportionalt med den risiko, man løber ved at lempe isolationskravene,« siger han.

Han fastholder dog, at det må være op til sundhedsmyndighederne at komme med anbefalinger til isolationskrav.

De mange isolerede borgere presser både skoler og daginstitutioner – især i de kommuner, hvor smittetallene er højest.

1 ud af 20 smittet

I Hvidovre, som er den kommune med flest smittede, er 1 ud af 20 smittet.

Der er således konstateret 2.841 smittetilfælde blandt kommunens cirka 53.000 indbyggere de sidste syv dage. Det betyder, at Hvidovres incidenstal er kravlet helt op på 5.349 smittede pr. 100.000, hvilket er det højeste målt i den dansk kommune under hele epidemien.

»Den meget høje smitte betyder, at vores skoler og daginstitutioner er meget pressede lige nu. Der er rigtig mange smittede børn og også mange smittede medarbejdere,« skriver Hvidovre Kommune i en mail til B.T.

I Københavns Kommune er det ligeledes svært at få vagtplanerne til at hænge sammen på skoler og daginstitutioner. Derfor har kommunen i samarbejde med faglige organisationer gjort klar til at indsætte administrativt personale og akademikere til børnepasning i daginstitutionerne.

Den seneste opgørelse over andelen af smittede medarbejdere i kommunale dagtilbud viser, at i ni procent af Københavns Kommunes dagtilbud er 15 til 30 procent af medarbejderne smittede. I syv procent er mere end 30 procent af personalet hjemsendt.

Det skriver TV 2 Lorry.

»Vores personale er ved at knække sammen. Hvis ikke de får hjælp, og vi samtidig skal holde åbent, så er vi nødt til at afprøve alt,« siger Britt Petersen, der er formand for LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger, til TV 2 Lorry.

Også Albertslund Kommune, som er den kommune i Danmark med tredjeflest smittede, kan genkende udfordringerne.

»Vi er stærkt udfordrede på dagtilbudsområdet og har udarbejdet en miniberedskabsplan for at imødekomme det store fravær hos medarbejderne. Vi har hjælpsomme og fleksible medarbejdere blandt andet på rådhuset, som tager timer i dagtilbud for at vi kan fastholde pasningsgarantien,« skriver Janus Enemark Nissen, som er pressechef i Albertslund Kommune, i en mail til Berlingske.

Også på skolerne er der udfordringer med medarbejdere i isolation, men med mange syge elever går det på den måde op, så det lige hænger sammen.

»De afventer derfor også på dagtilbudsområdet med spænding den lempelse, der forventes i isolationsreglerne, da flere medarbejdere er hjemme i isolation,« skriver han videre.

Sundhedsstyrelsen oplyste torsdag til Ekstra Bladet, at styrelsen er »ved at se på anbefalingerne for isolation med en forventning om en snarlig ændring i anbefalingen«.

Samtidig oplyser Sundhedsstyrelsen, at man vil komme med en udmelding om eventuelle ændringer i den nærmest fremtid.