Islamisk Trossamfund: Vi behandler alle ordentligt

Det Islamiske Trossamfund ønsker ikke at kommentere en konkret sag, hvor en dansk imam har udtalt, at jøder stammer fra aber og grise. Talsmand understreger, at alle skal behandles ordentligt.

I kølvandet på en dansk imams kontroversielle udtalelser mod jøder slår Det Islamiske Trossamfund i Danmark fast, at man i trossamfundet respekterer andre religioner og ideologier.

Talsmand Imran Shah understreger, at han ikke kender detaljerne i den konkrete sag, hvor den fynske imam Muhammed Khaled Samha ifølge den israelske avis The Times of Israel har kaldt jøder for efterkommere af aber og grise.

Generelt understreger Imran Shah dog, at det ikke flugter med islams lære.

»I Islamisk Trossamfund taler vi om og behandler alle ordentligt og i overensstemmelse med islams grundlæggende lære. Vi har et fint samarbejde med Det Jødiske Trossamfund samt andre mennesker med diverse religiøse og ideologiske baggrunde, Og uoverensstemmelser respekterer vi også på en ordentlig måde,« siger Imran Shah.

Den fynske imam har vakt international opmærksomhed med sin prædiken om, at muslimer ikke skal acceptere en to-stats-løsning med »en bande jøder, der stammer fra aber og grise«.

Udtalelserne fra imamen faldt i en prædiken, som blev lagt på internettet i september.

Talsmanden for Islamisk Trossamfund vil ikke ind på, hvorvidt man fra trossamfundets side selv vil undersøge sagen nærmere:

»Vi kender ikke til alle detaljerne i den sag. Vi kan sige, at vi har et fortræffeligt samarbejdet med Det Jødiske Trossamfund, og vi behandler alle mennesker - uanset religiøs eller ideologisk overbevisning - ordentligt,« siger Imran Shah.

Muhammed Khaled Samha gjorde sig også bemærket under Muhammed-krisen i 2005, hvor han rejste rundt i Mellemøsten med kritik af Danmark.

Dansk Folkeparti har tirsdag opfordret justitsminister Mette Frederiksen (S) til at undersøge, hvorvidt imamen kan udvises af Danmark.

Berlingske Nyhedsbureau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Muhammed Khaled Samha.