»Islam er grobund for min identitet«

I går fortsatte retssagen i Østre Landsret mod fire terrortiltalte unge mænd. Der blev sat fokus på den 18-årige AB, der igennem hele sagen har nægtet at udtale sig.

For første gang siden retssagen i Østre Landsret mod fire terrortiltalte unge mænd tog sin begyndelse i december måned fik nævninge og tilhørere i går mulighed for at se den 18-årige tiltalte AB lidt tættere på.

Under retssagen har han mere eller mindre konstant siddet tilbagelænet mod væggen i det bagerste hjørne af retslokalet og med et stenansigt stirret enten lige ud i luften eller ned i gulvet - end ikke, når dommerne og nævningene er trådt ind, har han rejst sig.

Men i går skulle han så - som den fjerde og sidste af de tiltalte - stå i centrum. Iført sort kjortel, lysegrå hættetrøje og med håret samlet i en tyk, lang fletning, traskede den 18-årige frem til anklagebænken, lænede sig ind over mikrofonerne og sagde med spag stemme: »Jeg vil ikke udtale mig,« hvorefter han traskede tilbage til sin plads og indfandt sig i sin sædvanlige position. Det kom ikke som den store overraskelse, for den 18-årige, der er født og opvokset i Brøndby Strand, og hvis familie har jordanske rødder, har generelt nægtet at udtale sig. Kun i det første grundlovsforhør, efter han blev anholdt tilbage i oktober 2005, afgav han forklaring til politiet. Siden da har meldingen været den samme som i går.

Stærkt troende
Der kom dog alligevel oplysninger frem om AB i går i retten, da hans tidligere klasselærer fra folkeskolen - under stærk protest fra forsvarer Anders Boelskifte - aflagde vidneforklaring om sin tidligere elev.

Læreren tegnede billedet af en indelukket og mut »enspænder«, der nægtede at deltage i klassens sociale aktiviteter, og som ved flere lejligheder protesterede imod tekster, som klassen skulle læse.

Den tidligere klasselærer lagde heller ikke skjul på, at AB var kendt blandt lærerkollegiet for at være mere religiøs end resten af de muslimske elever på den arabiske friskole, og at han i højere grad end andre jævnaldrende nøje fulgte islams regler for spisning, bønnetider og så videre.

Uddrag fra skoleopgave
At AB var stærkt troende blev desuden understreget, da anklager Jørgen Jensen oplæste små afsnit fra en dansk stil med overskriften »Hvem er jeg?«, som AB skrev i 8.klasse.

»Islam er grobund for min identitet. Når jeg skal foretage mig noget, tænker jeg ikke på, om det er accepteret i mine forældres kultur eller i den danske kultur, men om det er accepteret ud fra islam,« skrev han dengang som 14-årig.

Som ved flere af de andre tiltalte er der også hos 18-årige AB blevet fundet adskillige CD-rommer med film af vej-sidebombe-sprængninger, taler af Osama bin Laden og martyr-testamenter. Dog har politiet ikke haft mulighed for at gennemgå data fra den computer, som AB har haft adgang til. for da politiet ransagede hans families hjem, blev computerens harddisk fundet ødelagt i en plasticbalje med vand på badeværelset. www.berlingske.dk

Læs alle artikler i dækningen af terrorsagen fra Glostrup og følg den videre udvikling.