Iskold tirsdag: Her har vi haft vinterens hidtil koldeste nat

Natten til tirsdag var iskold. Flere steder nåede termometeret ned til i nærheden af minus ti grader, og natten blev dermed denne vinters hidtil koldeste.

Vi er stået op til en meget kold tirsdag morgen. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Dresling

Hvis du ikke allerede er gået ud ad døren, så læs lige disse linjer først: Det er nemlig pivkoldt derude, så husk et par ekstra strømper i vinterstøvlerne, en ulden sweater og naturligvis hue og vanter. I hvert fald hvis du skal opholde dig uden for i mere end få minutter.

Natten til tirsdag har flere steder i landet været denne vinters hidtil koldeste af slagsen. Isnende minus 9,4 grader blev der målt i Kastrup ved København. I Nordjylland har man haft helt ned til minus 8,8, og mange steder på Sjælland har temperaturerne også ligget på mellem 7,5 og 8,5 minusgrader.

Vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut Anja Bodholdt forklarer, hvorfor det har været koldt:

»Det er de steder, hvor det er klaret op, og hvor der ikke har været skyer, at det har været rigtigt koldt. Og det er primært i Nordjylland, i Nordsjælland og på Bornholm. Lige så snart der kommer skyer, stiger temperaturerne til tre til fem minusgrader,« siger hun og tilføjer, at det nogle steder godt kan blive endnu koldere i løbet af morgentimerne.

DMI med dyster melding: Du kan vågne op til den hidtil koldeste dag

»Det kan ikke udelukkes, at temperaturerne falder en smule mere mod nord og nogle steder på Sjælland, men der er skyer på vej til Midtsjælland og Sydsjælland,« siger hun.

Det kolde vejr betyder naturligvis også, at bilisterne skal passe på og som udgangspunkt regne med, at kørebanen kan være glat.

Tirsdagen bliver kold, men bor du i den nordlige del af Jylland, på Sjælland eller Bornholm, kan du også se frem til lidt sol.

»Og så får vi også lidt snedrys rundt omkring. Det bliver ikke de store mængder, men flere steder vil der være lidt hvidt nedbør i løbet af dagen,« siger Anja Bodholdt.