Storebæltsbroen er lukket for al vejtrafik. Det bekræfter Lene Thomsen, der er kommunikationschef ved Sund & Bælt.
Lukningen skyldes nedfalden is fra kablerne.
- Vi har vurderet, af hensyn til bilisternes sikkerhed, at broen skal lukkes i begge retninger på grund af is på hovedkablerne. Det er dannet i løbet af de seneste ugers hårde frost, og falder ned nu, fordi temperaturen stiger, fortæller Lene Thomsen fra Sund & Bælt.
Kræver tålmodighed
Det ser ud til, at de mange bilister, der havde planlagt at krydse Storebæltsbroen, må væbne sig med tålmodighed.
- Det vi kan gøre er at vente på, at temperaturen ændrer sig, så isen falder ned. Isen sidder så højt oppe, at vi ikke kan gøre noget, fortæller teknisk direktør ved Sund & Bælt, Leif Vincentsen.
Han beklager situationen, men fortæller, at der ikke er nogen oplagt løsning på problemet - heller ikke i fremtiden.
- Man har undersøgt mange løsninger gennem tiden, for at undgå problemet, men man har simpelthen ikke fundet egnede metoder endnu, fortæller Leif Vincentsen.
Togdriften over Storebælt er endnu ikke påvirket af den nedfaldende is.
Fynboerne kan kun forlade øen via den gamle LIllebæltsbro. Ifølge DR er den ny Lillebæltsbro nemlig lukket i vestgående retning efter biluheld.