Isdamen Dorthe

Dorthe Dahl-Jensen bestyrer verdens største iskernebank – uvurderligt materiale om Jordens klimafortid. 7. januar får hun Den Berlingske Fonds Hæderspris.

Gennem mere end 30 år har Dorthe Dahl-Jensen tilbragt sommer efter sommer på toppen af Grønlands to-tre kilometer tykke indlandsis.

I den endeløse snemark, hvor øjet hverken finder hvile på bjerge eller grønt, har hun medvirket til at bore kilometer efter kilometer af iskerner op af det permafrosne dyb. Dermed har den 54-årige professor, glaciolog og videnskabelige leder af Center for Is og Klima på Københavns Universitet spillet en international nøglerolle for at øge vores viden om ikke bare Grønlands, men hele klodens klimahistorie. Og det titusinder af år tilbage i tiden.

I kraft af avancerede og i vidt omfang danskudviklede analysemetoder kan man aftvinge iskernerne forbløffende mange hemmeligheder om fortiden – næsten præcist som var der tale om årringe i oldgamle træer. Det er central viden at opnå i en situation, hvor kloden atter er ramt af klimaforandringer.

Om sommeren er der typisk mellem 10 og 30 frostgrader oppe ved det danskledede NEEM-iskerneboreprojekt i det nordvestligste Grønland. I den forgangne sommer oplevede Dorthe Dahl-Jensen og hendes team på cirka 30 forskere imidlertid noget ganske usædvanligt.

Temperaturen steg dramatisk, og den 12. juli var kviksølvet røget op på 1,5 plusgrader. Det samme gentog sig 28. juli og 5. august.

»Det var helt uvirkeligt. Toppen af iskappen smeltede svagt. På et tidspunkt regnede det ligefrem, og en overgang kunne vi se en vaskeægte regnbue. Vi havde gravet et hul i sneen, og der kunne vi konstatere, at i de første 70 cm af sneen lå temperaturen over frysepunktet,« fortæller hun.

Men i kraft af sin viden formår Dorthe Dahl-Jensen også at sætte oplevelsen i perspektiv:

»Vi kan se på iskernerne, at der er smeltelag for omtrent hvert 150. år. Så selv om hele 97 procent af Grønlands isdække var ramt af plusgrader i en kort periode her i sommer, var det altså ikke en fuldstændig enestående begivenhed.«

7. januar bliver Dorthe Dahl-Jensen belønnet for sin årelange indsats for ikke bare at bevare, men styrke Danmarks position som verdensførende inden for forskning i Jordens klimahistorie og i Grønlands igangværende isafsmeltning. Det sker med tildelingen af Den Berlingske Fonds Hæderspris på 100.000 kr., der placerer professoren i selskab med prominente tidligere prismodtagere som forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, forfatter Benny Andersen og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, der modtog prisen i fjor.

Den fremtrædende dansker har ikke videnskabsgenet fra fremmede.

Hun voksede op i schweiziske Geneve, hvor hendes far, Erik Dahl-Jensen, var fysiker ved det europæiske atomforskningscenter CERN. Som 12-årig rejste hun med sin mor og hendes nye mand til Godhavn (Qeqertarsuaq) på Diskoøen på Grønlands vestkyst. Efter et halvt år dér bosatte de sig imidlertid i Hobro for enden af Mariager Fjord.

»Jeg tror faktisk ikke, at det var opholdet i Grønland, der kom til at betyde mest for min fremtid. Fra jeg var 12, og til jeg blev 17 år, var jeg meget aktiv spejder. Jeg deltog i klatringer, skiture, gik på gletsjerkursus og lærte at gå på bræerne oppe i Norge. Det lærte mig i den grad at sætte pris på naturen. Desuden var jeg god til matematik og fysik, og da min far efter studentereksamen viste mig et studiekatalog, hvor der stod, at man kunne læse glaciologi, vidste jeg, at det var vejen at gå. Ikke mindst fordi det fremgik, at man som led i uddannelsen skulle deltage i ekspeditioner til Grønland.«

I 1981 var hun som studerende klar til at deltage i sin første iskerneboring i Grønland. Året forinden havde man imidlertid haft en enkelt anden kvindelig studerende med oppe på isen.

»Det var åbenbart ikke gået så godt, så pludselig besluttede man sig for, at denne gang skulle de i hvert fald ikke have en kvindelig studerende med. Det var pokkers, tænkte jeg, og meldte mig i stedet til et sommerkursus på CERN, hvor min far arbejdede. Men så begyndte man lige pludselig at tale for mig og sige, at det var for dårligt, at jeg ikke kunne komme med. Så jeg var først på Grønlands indlandsis og bagefter på CERN. En rigtig god sommer.«

Dorthe Dahl-Jensen taler varmt om sine mange forskningsophold på isen – om det enestående sammenhold, om borearbejdet i de lyse polarnætter og om tilfredsstillelsen ved at følge et forskningsprojekt fra A til Z og dermed til den endelige publicering af ofte vidtrækkende forskningsresultater i anerkendte tidsskrifter som Science og Nature.

I kraft af iskerneboringerne har glaciologen bl.a. medvirket til at bestemme, at den seneste istid nåede sin afslutning for næsten nøjagtig 11.700 år siden, da temperaturen over en 50-årig periode steg med op mod 15 grader i det grønlandske. Hun har været med til at dokumentere, at i den lune såkaldte Eem-tid for mere end 115.000 år siden var der endnu varmere i Grønland, end der trods den globale opvarmning er i dag. Og frem for alt har hun og hendes team vist, at i de godt 100.000 år fra Eem-tiden og frem til istidens afslutning var der hele 25 pludselige klimaskift, hvor temperaturen i løbet af få årtier steg med 10 til 17 grader. Især som følge af interne omfordelinger af Jordens energi.

Al den viden – og nærmest uendelig meget mere – ligger i form af iskerner på sammenlagt hele 30 kilometers længde opmagasineret i store frosthuse i tilknytning til Center for Is og Klima. Det er verdens største iskernebank, og i de seneste seks år har Dorthe Dahl-Jensen været øverstansvarlig for det uvurderlige materiale – hårdt sammenpresset sne, der faldt, da egypterne byggede de store pyramider, eller da vore menneskelige forfædre og neanderthalerne for 35.000 år siden levede side om side i Europa.

F.eks. sladrer et lille og svovlbefængt lag af iskerne, der er er hevet op fra godt 350 meters dybde, om vulkanen Vesuvs berygtede kæmpeudbrud i år 79 e.Kr.

Siden årtusindskiftet har danske og udenlandske isforskere med omhyggelige målinger vist, at Grønland – trods øget snefald over indlandsisen – bliver lettere år for år. I de seneste tre-fire år har Grønland tabt sig med op mod 400 gigaton om året, svarende til ca. 400 enorme isterninger hver især med en bredde, længde og højde på én kilometer.

Den hastige slankning skyldes først og fremmest, at en række store grønlandske isstrømme eller gletsjere i dramatisk grad har øget den hastighed, hvormed de strømmer ud i havet. Et berømt eksempel er den spektakulære Jakobshavn Isbræ, der efter 2002 har fordoblet sin hastighed til 15 km om året, hvilket indebærer, at den i dag kælver dobbelt så meget is som for ti år siden.

»Men hvad vil der ske fremover? Vil den øge hastigheden yderligere? Det er utroligt vigtigt at få en detaljeret forståelse af, så vi mere præcist kan beregne fremtidens havvandsstigninger fra Grønland. Det er mit håb, at vores næste iskerneboring kommer til at finde sted i den store isstrøm, så vi kan se, hvad der er i bunden og dermed opnå langt dybere indsigt i glidningen ud mod kysten,« forklarer Dorthe Dahl-Jensen og udtrykker i samme åndedrag et ønske om, at man med tiden kan etablere et egentligt center for havvandsstigninger og såkaldte iskappemodelleringer i København:

»Det er faktisk mærkeligt, men der findes slet ikke et sådant center i hele verden. Og det på trods af at det stigende havniveau udgør en alvorligt trussel i fremtiden – ikke bare mod vores eget lavtliggende land, men især mod en lang række fattige lande, ikke mindst Bangladesh. Vi må forvente, at havniveauet vil stige med omkring en meter frem mod år 2100.«

Slutteligt spørger vi professoren, hvor bekymret hun helt overordnet er for den aktuelle globale opvarmning?

»Når jeg er ude at holde foredrag, er der altid nogle, der spørger, om vi overhovedet har grund til at bekymre os om opvarmningen, når der også har været klimaskift og varmere klima før. Det er en formulering, jeg har svært ved at forstå. Det gør måske ikke noget for Jorden, at det bliver varmere. Men det gør noget for os, hvis vi ikke kan nå at tilpasse os. Og så er det jo ikke et smart træk, at vi selv påvirker klimaet i en varmere retning ved at udlede stigende mængder drivhusgasser.«

»Men omvendt vil jeg hellere være konstruktiv og fremadrettet end bekymret. Jeg tror og håber, at vi igennem forskning og innovation bliver i stand til at ændre vores energiforsyning. Derfor ser jeg heller ikke en fremtid for mig med indskrænket frihed for den enkelte. Også i fremtiden vil vi med stor sandsynlighed kunne flyve og køre ture med familien. Der vil bare ikke blive ved med at være olie i tanken.«