Isbjørneunge født i Zoo

I weekenden fik Københavns Zoo en ny beboer: Isbjørnen Lynn fødte to unger. Desværre har kun en af dem overlevet. Videnskabelig direktør i Zoo Bengt Holst siger, at de har fulgt fødslen »med stor glæde«.

Isbjørnen Lynn fødte i weekenden to unger. zoologisk have københavn

Det er over 20 år siden, at man i Københavns Zoo har haft isbjørneunger. To unger blev født lørdag, men desværre overlevede kun en af dem.

Lørdag morgen kunne personalet i Zoo følge med live på overvågningskameraerne, da de to unger kom til verden i den ene af Zoos to fødehuler i isbjørneanlægget.

På overvågningen kan man både se selve fødslen og de to unger, der dier hos deres mor.

Zoos videnskabelige direktør, Bengt Holst, har ventet i spænding på fødslen, for sidste gang, man havde isbjørneunger i Zoo, var helt tilbage i 1996.

»Det er en rigtig stor begivenhed for os. Et stort og dedikeret team af dyrepassere og zoologer har arbejdet hårdt på at nå hertil, så det er med stor, stor glæde at vi har fulgt fødslen,« siger han.

Han understreger at »det er stadig meget tidligt i forløbet, og de første to-tre uger er særdeles kritiske, som vi også allerede har set med den ene af ungerne.«

»Vores vigtigste opgave lige nu er at sikre bjørnene absolut ro, da selv den mindste forstyrrelse kan få hunnen til at reagere voldsomt. Og det vil vi for alt i verden undgå,« siger Bengt Holst.

Den nye unge og moderen tilbringer de første to måneder af ungens liv inde i fødehulen.

Derfor kan Zoos gæster først forvente at se ungen i anlægget i løbet af februar eller marts.

Den anden isbjørn, Noel, har adgang til sin egen fødehule. Men det tyder ikke på, at hun er drægtig, selv om begge hunner blev bedækket af han-isbjørnen Nord tilbage i april.