For en lille halv million år siden befandt Jorden sig ved udgangen af en lang og mild mellemistid.

Mange pattedyr havde af samme årsag søgt mod nord, herunder langt op i det nuværende Canada.

Det gjaldt også forfaderen til nutidens mægtige brune bjørn, der fandt rigelige mængder fisk, bær, insekter og gnavere at mæske sig i, i områderne helt oppe omkring Polarcirklen.

Men så kom kulden. De brune bjørne søgte tilbage mod syd, men enkelte bestande må være blevet isoleret af isen og havde dermed ingen anden mulighed end at dø. Eller overleve på den føde, der var – ikke mindst sæler.

Sådan forestiller genforsker og postdoc Eline Lorenzen sig, at historien om skabelsen af den enestående isbjørn, verdens tungeste bjørneart, blev indledt.

Hun har stået i spidsen for en omfattende dansk-amerikansk-kinesisk undersøgelse af såvel den brune bjørn som isbjørnens genom, altså arveanlæg. En analyse der har fravristet den stolte konge af isflagerne en lang række af dens hemmeligheder.

»Ifølge to tidligere studier skilte isbjørnen sig ud fra den brune bjørn for enten cirka 600.000 eller cirka fem mio. år siden. Vi kan nu sige med stor sikkerhed, at det skete for mellem 350.000 og 470.000 år siden – formentlig nærmere de 350.000 år. Under alle omstændigheder er det væsentligt senere, end man havde regnet med,« fastslår forskeren, der både er tilknyttet Statens Naturhistoriske Museum i København og Berkeley-universitetet i Californien.

Den genetiske forskel mellem den brune bjørn og isbjørnen er uhyre beskeden, hvilket også bør være tilfældet i og med, at de to bjørnearter er i stand til at parre sig og få afkom med hinanden.

Men langt nede i detaljen i de to arters arveanlæg er der markante forskelle: Bittesmå stræk på DNA-strengen, der ikke er helt identiske; mutationer i enkelte gener, som koder for ganske bestemte egenskaber.

Hjerte-kar-sygdomme

»På den baggrund kan vi bl.a. se, at der er en meget kort divergenstid mellem de to arter, altså at artsadskillelsen fandt sted for relativt nylig. Men vi kan også fastslå, at isbjørnen har været under et meget større selektionspres end den brune bjørn. Og de gener, der har været under pres, og hvor vi ser en række særlige mutationer, har især at gøre med isbjørnens fedtvæv og hjerte-kar-system,« forklarer Eline Lorenzen.

Det kan meget vel være et tegn på, at mange isbjørne i begyndelsen døde af den ensartede og ekstremt fedtholdige føde, formentlig af hjerte-kar-sygdomme. Præcist som vi ser hos mange overvægtige mennesker.

Men nogle af isbjørnene klarede omstillingen til en diæt, der overvejende består af spæk, efter alt at dømme fordi isbjørne med de rette mutationer i »fedt-generne« var i stand til at overleve og få afkom.

Som Eline Lorenzen siger:

»Isbjørnen er rigtig tyk. Den har et spæklag på cirka 11 centimeters tykkelse, den spiser stort set ikke andet end sælspæk, og den har meget høje værdier af kolesterol og lipider (fedtlignende stoffer, red.) i blodet. Det er bare fedt, fedt, fedt. Isbjørnen har bare en genvariant, der i modsætning til den brune bjørn ser ud til at gøre den i stand til at klare den ekstremt fedtholdige føde.«

På den baggrund mener den danske forsker, at kortlægningen af isbjørnens specialiserede fedtgener på længere sigt kan skabe en dybere forståelse af årsagen til mange overvægtige menneskers livsstilssygdomme, eksempelvis ved at indsætte de særlige fedtgen-varianter i mus, give dem fed føde og se, hvad der sker.

I isbjørnens arvemasse identificerede forskerne også to genvarianter, der koder for en lysere pelsfarve. Den samme variant finder man hos for eksempel polarræven, sneharen, hvidhvalen og hos mennesker, der lider af såkaldt albinisme, altså manglende evne til at danne pigment i huden.

Til gengæld har forskerne endnu ikke kunnet fastslå i hvilket geografisk område, at de første isbjørne opstod. Men den nutidige bestand af brune bjørne, der er genetisk nærmest beslægtet med isbjørnen, lever på en række øer ud for det sydøstlige Alaska.

Forskningsresultatet, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Cell, er baseret på blod- og vævsprøver fra 79 isbjørne fra Grønland samt fra ti brune bjørne i Nordamerika.